Hvad længes du mest efter i det nye år?
»Jeg længes efter, at folk ikke længere er så paranoide. Den der frygt, der er blevet skabt i mange som følge af coronakrisen, glæder jeg mig til forsvinder. Folk er også blevet paranoide over for hinanden. Måske er det mere udtalt i Frankrig, hvor jeg bor sammen med min familie. Her har vi jo været lukket meget mere ned, end I har i Danmark. Under første nedlukning var der helt tomt i Paris, men under denne lockdown har butikkerne været mere åbne. Juleaften måtte man godt være lidt længere ude, men fra 25. december var der udgangsforbud efter klokken 20. Det er nu ikke noget problem for os, vi er vant til at arbejde hjemme, men mindre sjovt for vores datter.«
Hvem skal have et kram i det nye år?
»Først og fremmest min familie. Jeg har børn, som bor i forskellige lande, så dem har jeg ikke haft mulighed for at se længe og har dermed heller ikke kunnet give dem et kram. Det glæder jeg mig meget til bliver muligt i løbet af det nye år. Jeg vil også gerne give min mor hjemme i Danmark et kram. Indtil da må det gå ud over min kone og også vores datter, som stadig bor hjemme.«
Hvilken lære fra corona vil du tage med ind i 2021?
»Der er en masse, jeg har lært. Men noget af det vigtigste, jeg vil tage med mig, er, at man kan leve med meget mindre af stort set alt. Hvis man overhovedet har kunnet bruge krisen til noget, så må det være nogle erkendelser. Man behøver ikke købe så meget af alt muligt. Man behøver ikke rejse så meget og så langt væk. Man kan sagtens skrue lidt ned hele vejen rundt, ovenikøbet uden at lide det store afsavn.
Inden pandemien var verden jo ved at gå helt amok i overforbrug og en livsstil, som har været ved at gå grassat. Det opskruede moderne liv, eller hvad man nu skal kalde det, koster dyrt i form af stress. Vi er jo oppe på, at omkring 55 procent af samtlige sygdomme i den vestlige verden er stress-relaterede. Der skal en adfærdsændring til, så vi kan lære at passe meget bedre på alt det, vi har, ved at leve sundere og lære at tænke os mere om. Hvad er nødvendigt, hvad betyder noget, og hvad er lige meget? Tanken om, at vi lige nu kan vaccinere os ud af problemerne, er ret naiv, synes jeg, for så har vi ikke lært ret meget. Problemet er langt dybere. Hvis man stod på en anden planet og kiggede ned på planeten Jorden, ville man få et chok. Hvad har de gang i?«
Hvor drømmer du om at rejse hen i det nye år?
»Rejsen indadtil er for mig blevet mere vigtig, som årene er gået, end rejsen udadtil. Den er heldigvis både gratis og kan praktiseres alle steder. Jeg har rejst så meget i hele mit liv, at lufthavne efterhånden fylder mig med rædsel. I årevis har jeg levet af at komponere og producere mange forskellige steder i verden, så jeg har ikke den dér drøm om at rejse alle mulige steder hen. Tværtimod. Én gang om året rejser jeg til Sardinien sammen med min familie, og den rejse håber jeg på at kunne blive ved at tage på, men derudover har jeg ikke noget behov for at rejse, men jeg slipper nok ikke så nemt.«
Hvor længes du efter at kunne tage hen og nyde et måltid mad og hvorfor?
»Jeg elsker mad, men selv om jeg bor midt i Paris, er der ikke mange steder i byen, hvor jeg længes efter at spise, nej, det er ikke rigtigt, Arpêge har jeg lyst til at komme tilbage til. Jeg er en kæmpefan af Europa – tænk, hvad vi har her af stort set alt! Også af formidable restauranter. Der er mange steder, jeg gerne ville spise, men skal jeg vælge, vil jeg allerhelst spise på stranden på Sardinien, hvor en mor har stået og lavet maden i mange år, end jeg vil sidde på en Michelin-restaurant i Paris. Heller ikke selvom her er virkelig mange gode restauranter, specielt unge nye kokke, som ikke kigger efter stjerner, men bare gerne vil lave god mad. Gennem årene har jeg spist på mange Michelin-restauranter i forskellige lande, men jeg må desværre sige, at der også findes rigtig meget kedeligt Michelin-mad.
En gang om året rejser jeg til Sardinien sammen med min familie, og den rejse håber jeg på at kunne blive ved at tage på, men derudover har jeg ikke noget behov for at rejse.«Kasper Winding
Skal jeg vælge en restaurant alligevel, må det blive i Danmark, hos Erwin Lauterbach eller på Noma. Jeg har hørt, at der også skulle være kommet en god restaurant i Carlsberg Byen, jeg har bare glemt, hvad den hedder.«
Hvis du skal give dig selv en udfordring i 2021, hvad skal det så være?
»Jeg vil fortsætte ad den vej, jeg begyndte at gå for nogle år siden: Alt, hvad jeg foretager mig i mit liv, skal give en større mening, ellers er det ikke værd at bruge kræfter på. Den dér tid med, at bare fordi jeg kan, den er helt forbi for mit vedkommende. At gøre noget, alene fordi jeg har mulighederne, er ikke længere nok. Der må vœre en større sammenhæng.«
Hvad er det bedste råd, du har fået i 2020?
»Vi mennesker elsker jo at give hinanden gode råd hele tiden, gør vi ikke? Jeg får konstant gode råd og giver selv rundhåndet gode råd. Men det bliver min farfars råd, som jeg fik for mange år siden, og som stadig står for mig som det vigtigste: Et simpelt råd om at opføre sig ordentligt. Som han sagde: Der er ikke nogen undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt. Det synes jeg er essensen af livet.«
Hvilken forfatter vil du gerne læse noget af i det nye år og hvorfor?
Alt, hvad jeg foretager mig i mit liv skal give en større mening. Der skal være en mening med det, ellers er det ikke værd at bruge kræfter, tid og penge på.Kasper Winding
»Haruki Murakamis seneste bog har jeg ikke fået læst endnu, og heller ikke min søster Albertes seneste bog »Småt brændbart«. Jeg læser enormt meget, jeg elsker at læse og har en stabel ved siden af min seng. Men lige nu er det min søsters bog og så Murakami, der ligger øverst.«
Hvad glæder du dig særligt til i det nye år?
»Under den første lockdown i Frankrig indspillede jeg tre plader. Nu er de kogt ned til en enkelt, som gerne skulle udkomme her til foråret, og som jeg indtil videre har kaldt for »Housemusic«. Housemusic er jo en techno-genre, men pladen er indspillet herhjemme og er ikke en technoplade, men de gæster, der er med på pladen, har indspillet i deres »house«. Der er så meget musik, at der måske kommer to plader. Derudover er jeg dybt involveret i »The House Of Peace«- projektet«, som jeg håber vi kan komme videre med, når tingene bliver lidt mere normale.«