Coronaparty i Élysée-palæet? »Uansvarlig og smittet person holder middag med flere end ti gæster«

Emmanuel Macron havde inviteret en række af Frankrigs ledende politikere til middag, aftenen før han blev testet positiv for covid-19. Det vækker kritik i et land, hvor højst seks familiemedlemmer må mødes for at fejre juleaften.

De fleste politiske ledere nøjedes med at ønske Emmanuel Macron god bedring, da det torsdag formiddag blev oplyst, at den franske præsident var testet positiv for covid-19. Men der var også adskillige stikpiller blandt reaktionerne.

»Tragisk brunch i Élysée-palæet, landets ledelse i isolation. Men hvad gør politiet?« spurgte Éric Coquerel fra venstrepartiet La France Insoumise som led i en nyhedsjournalistisk parodi på Twitter og tilføjede sarkastisk:

»Vi erfarer, at en uansvarlig, covid-smittet person har organiseret en frokost for flere end ti uden sikkerhedsforanstaltninger.«

Der var ganske vist tale om et middagsselskab. Men det ændrer ikke på risikoen ved at samle en række af Frankrigs mest magtfulde politikere omkring et veldækket bord. Og Coquerel står langtfra alene med sin forargelse over tilsyneladende dobbeltmoral blandt landets ledere.

Socialisten Bernard Jomier minder om, hvordan både nationalforsamlingsformand Richard Ferrand og politichefen i Paris tidligere har beskyldt covid-19-smittede for ikke at passe godt nok på.

»Jeg håber, at de nu udviser større medfølelse over for præsidenten,« bemærker han syrligt.

En lang række både franske og internationale toppolitikere er gået i isolation efter møder med den coronasmittede franske præsident, Emmanuel Macron, de seneste dage. Her bliver Portugals premierminister, António Costa, testet. Clara Azevedo/Reuters/Ritzau Scanpix

Forskel på folk

Ferrand var blandt gæsterne ved onsdagens middag, hvor ledere fra partierne bag regeringen sammen med præsident Macron og en række af hans rådgivere skulle lægge strategi forud for regionalvalget i marts.

Der var altså tale om en arbejdsseance og ikke en julefrokost, understreger kilder i Élysée-palæet over for Le Monde. De tilføjer, at der blev holdt afstand, og at deltagerne tog mundbind på mellem retterne.

Men var det nødvendigt at mødes face à face, spørger også mange almindelige franskmænd på de sociale medier?

Kunne mødet ikke være afholdt som videokonference? I særdeleshed på et tidspunkt, hvor regeringen har indført strenge regler for fejring af højtiden – herunder et loft på seks personer under julemiddagen.

Emmanuel Macron har symptomer, men var torsdag frisk nok til – via video – at deltage i en nødhjælpskonference arrangeret af det franske udenrigsministerium. Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

»Held og lykke med at forklare restaurantlukning«

Brud på regler, de selv har været med til at fastsætte, har før kostet politikere og embedsmænd dyrt andre steder i Europa. Boris Johnson-rådgiveren Dominic Cummings' køretur tværs gennem et coronanedlukket England var med til at fremprovokere fyringen af ham.

Også en af den britiske regerings pandemieksperter måtte trække sig, efter at hans ulovlige besøg hos en elskerinde blev afsløret.

Den »ureglementerede« middag i Élysée-palæet får dog næppe konsekvenser for nogen af deltagerne og mindst af alle præsident Macron. Det bør den heller ikke, mener Le Figaro-kommentatoren Guillaume Tabard. Problemet er et andet.

Premierminister Jean Castex (th.) får forklaringsproblemer, når han formentlig snart skal forlænge nedlukningen af de franske restauranter, forudser en kommentator hos den konservative avis Le Figaro. Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix

»Det skal, når man tager de nødvendige forholdsregler, fortsat være muligt at holde visse møder i Élysée-palæet. Men på samme måde må det være muligt at udvise fleksibilitet ved visse familiesammenkomster, sportsaktiviteter og kulturelle begivenheder,« skriver Tabard og tilføjer:

»Held og lykke til Jean Castex (premierminister, red.) med at forklare sig, når lukningen af restauranter og barer efter al sandsynlighed snart skal forlænges.«

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa