4 stjerner: Det er hård kost at lære at smile til nogen, man gerne vil kysse

Boganmeldelse: »Småt brændbart« er Alberte Windings erindringsroman om at finde en plads i verden, om udlængsel og hjemve og om at blive voksen. Men det overdrevne fokus på, hvordan verden føles, efterlader et afsavn efter at vide, hvordan verden er.

Alberte Windings nye erindringsroman »Småt brændbart«, er sprængfyldt med besjælinger og følelsesmæssige paradokser. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

For et ungt menneske, der balancerer på en knivsæg mellem tilværelsen som pige og som kvinde, kan det meste være overvældende. Følelserne træder frem i forgrunden, og det kan være svært at forholde sig til, hvad der foregår omkring en, når så mange ressourcer er dedikeret til, hvordan man har det med alting.

Alberte Winding

»Vi tilhører en verden af teenagere på vej ud i voksenlivet, og vores opgave har været at gøre det uden at larme, for der er faktisk nogen, der prøver at sove.«


Det samme gælder Alberte Windings nye erindringsroman, »Småt brændbart«. Sprængfyldt med besjælinger og følelsesmæssige paradokser fortæller Alberte Winding historien om unge Solveig, der inderligt gerne vil udfylde en plads, men som endnu ikke ved hvor eller hvordan.

Sammen med sin kusine Marie har Solveig fået job på den amerikanske ø Martha's Vineyard. De skal babysitte en lille dreng i det naturskønne paradis befolket af kunstnere og musikere.

Straks skal der afprøves identiteter og forelskelser, men det er ikke let for Solveig, når hun skal så meget og må så lidt. Kan så lidt. Og meget af tiden føler sig i vejen og tilovers: »Vi tilhører en verden af teenagere på vej ud i voksenlivet, og vores opgave har været at gøre det uden at larme, for der er faktisk nogen, der prøver at sove.«

Følelsernes vold

Alberte besidder uomtvisteligt et sprogligt overskud og en fantasi i billeder, som i samspil kan skrive lysende landskaber frem. Let og elegant glider man ned over siderne, med tydelige billeder for øjnene af naturen, der er askegrøn, lavgrøn, dybgrøn og krattet. Af knaldrøde kardinaler, koboltblå fugle og vandet i søen, der er koldt hele sommeren.

De mange besjælinger og det overdrevne følelsesfokus er på en gang både bogens styrke og svaghed. For at skrive en teenagers verdensbillede frem kræver det en vis indforståethed. En erkendelse af, at ikke alt kan forklares med logiske voksenbriller.

Der skal subtile antydninger til. Og billedsprog og mavefornemmelser og paradoksale følelser af uretfærdighed over ikke at være berettiget til at blive set hele tiden, og af angst for ikke at kunne forsvinde. Den evne har Alberte Winding.

»Småt brændbart« efterlader mig med et – så vidt jeg husker teenageårene – retvisende billede af, hvordan en ung teenagepige anskuer verden. Muligvis for retvisende.

Over 300 sider med frustrationer over, at hele verden ikke kan udgå fra ens egen navle er forpustende, og de småfilosofiske – for ikke at sige lommefilosofiske – betragtninger om stort og småt giver til tider mere en fornemmelse af at træde vande end af udvikling.

Til gengæld hepper jeg på Solveig. Jeg under hende virkelig at få lov til at være hovedpersonen i en roman, når hun har haft det så svært med at have hovedrollen i sit eget liv.

Småt brændbart
Forfatter: Alberte Winding. Sider: 309. Pris: 249,95 kr. Forlag: Gyldendal