På en af de første sider i Ida Jessens monumentale historiske epos »Kaptajnen og Ann Barbara« kommer en arbejdsvogn trukket af to heste møjsommeligt rullende frem over hedens lyngtæppe. Billedet af vognen, der fra et fjernt punkt langsomt nærmer sig, skaber uvilkårligt associationer til nogle af westerngenrens klassiske åbningsscener. Meget præcist slår Ida Jessen med sin ouverture en tone og et bærende tema an. Præriepoesi og pionerånd:
»Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed. Vinden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Vinden tuder, ingen ved, hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid. Natten og dagen er der også. Ulve er der, hugorme ruller sig sammen, sommergule sommerfugle patruljerer, lærker stiger op. Rovfugle er der. Boliger er der ikke. Mennesker er der ikke.«
