Julefilm i en krænkelsestid: Tænk, hvis der sad en same og tænkte: »Sådan lyder et rensdyr jo ikke!«

Hvordan lyder et rensdyr? Tænk dig godt om.

Det er nemlig ikke helt uvæsentligt. For den spanske instruktør Sergio Pablos, der står bag Netflix' store julesatsning »Klaus«, var det faktisk så vigtigt, at han sendte en lydtekniker til Nordnorge for at optage lyden.

Sådan er det at lave film i en international tidsalder. Tingene skal helst være så naturtro, at ingen føler sig selv eller sin kultur karikeret og hængt ud. Heller ikke dem, der holder rensdyr.

»Samefolket skulle indtage en vigtig rolle i filmen, og derfor måtte vi vise lidt respekt. Derfor tog vi til Tromsø for at optage den lille samepiges dialekt. Her forstod jeg, at samerne ofte følte, at de blev fejlrepræsenteret på film. At de ikke brød sig om, at rensdyrene bliver vist som hundelignende kæledyr. Det blev en karikatur, og den ville vi ikke gentage,« fortæller Pablos, der har instrueret »Klaus« med samme nidkærhed, som en mor passer sin baby.

Animationerne er lavet i hånden, og scenen med de brølende rensdyr krævede flere dages arbejde fra den amerikanske lyddesigner, der måtte jagte rensdyrene rundt i sneen i et forsøg på at få dem til at brøle, som de retmæssigt gør.

»For mig var det enormt vigtigt, at der ikke sad én eneste same og sagde: Det dér lyder ikke som et rensdyr,« forklarer Sergio Pablos.

Altid appetit på det glittede

Den ambitiøse »Klaus« er den første i en lang række af kommende animationsfilm fra Netflix. En flot og dyr omgang, der blander computeranimation og håndtegninger, og som er en del af en stigende tendens med at producere højtidsfilm.

Både på kabel-TV, streaming og biograflærreder ser man mere jul end nogensinde.

»Alene hjemme«, der med tiden er blevet en klassiker, var den mest indtjenende film i 1990, og ifølge en opgørelse fra The New York Times har især de amerikanske TV-stationer drysset endnu mere juleglimmer over skærmen siden.

Amerikanske Hallmark Channels har 20 procent mere højtidsindhold, end de havde i 2017, mens Netflix har fordoblet sit indhold på de seneste to år. Hele fem film bliver lanceret ved siden af »Klaus«.

Forklaringen kan sikkert findes i seertallene. Hele 20 millioner gange blev Kurt Russels »The Christmas Chronicles« – der også er en Netflix-produktion – set i den første uge efter premieren sidste år.

Og danske biografgæster kan i øvrigt svælge i filmen »Last Christmas«, der havde premiere torsdag.

Artiklen fortsættes efter billedet.

»Uanset hvordan økonomien har det, om der er kaos eller stabilitet, er der altid en stor appetit efter det enkle, kitschede og letfordøjelige indhold,« siger Robert Thompson, der leder filmforskningen på Syracuse University, til The New York Times.

»Det er kun endnu bedre, hvis det hele er pakket ind i flot, glittet julepapir.«

Ingen dansk julekrig

På dansk TV er der mere end syv julekalendere at vælge mellem og mere end 12 julegudstjenester på DR. Men julen har en anden betydning for danskerne end for amerikanerne, understreger folkemindeekspert Caroline Nyvang fra Det Kongelige Bibliotek.

»I USA har man talt om en »war on Christmas«. Blandt andet sagde Donald Trump, at når han blev præsident, ville man sige »Merry Christmas« i stedet for »Happy Holidays«. Julen er så at sige blevet noget, man kan markedsføre sig på, hvis man er en hvid, kristen amerikaner,« siger Caroline Nyvang, der ser en kæmpe forskel i forhold til de danske julerier.

»Godt nok skabte det en stor debat, da IKEA annoncerede, at de ville droppe julefrokosten til fordel for en vinterfest. Det skete lige efter angrebet på World Trade Center og blev tolket som et knæfald for Taleban. Men når danskerne i øvrigt diskuterer julen, handler det mere om, at det er en meget traditionsbunden højtid, der indeholder en række store forventninger. Når Lars Løkke Rasmussen offentligt proklamerer, at han er skuffet over, at de ikke vil holde julegudstjeneste i hans hjemstavn, Græsted, så argumenterer han ikke religiøst. Det handler om, at han har nogle faste ideer om, hvordan julen skal være,« siger Caroline Nyvang, der understreger, at »jul er det, som flest mennesker gør på samme måde i hele landet«.

De forskellige tilgange til og opfattelser af julen gør det sværere at lave et internationalt filmhit. Flere af de nye julefilm er bevidst ganske ukontroversielle.

Dette gælder også »Klaus«, fortæller Sergio Pablos, der tidligere har arbejdet som animator på flere af Disneys film som »Herkules« og »Klokkeren fra Notre Dame«. Bedst kendt er han dog som en af de tre skabere af »Grusomme Mig«-universet.

»Forskellige folkeslag har også forskellige ting, de fremhæver ved julen. I Spanien er vi for eksempel meget optaget af de tre vise mænd. Ideen med »Klaus« blev hurtigt at forklare julemandens oprindelse. Den skulle både kunne ses og forstås af folk med forskellige europæiske og amerikanske traditioner. Selv hvis du tror på den religiøse version af Sankt Nikolaus (forlægget for vor tids julemand, red.) skal du kunne se filmen,« forklarer Sergio Pablos og indrømmer, at det er blevet sværere at lave film.

Publikum er blevet »mere avanceret«, som han siger.

»Selvfølgelig vil man ikke beskyldes for kulturel appropriation, og det kræver jo, at man tager ud og viser mere respekt. Ligesom vi gjorde med samekulturen. I mine øjne var det ikke et politisk træk, det var en selvfølge. Men det er aldrig nemt. Efterhånden som publikum stiller flere krav, skal vi blive bedre til vores jobs,« siger Sergio Pablos.

Den største fejde netop nu

Netop opmærksomheden omkring grænsesætning og politisk korrekthed er blevet så stort et tema i den internationale filmindustri, at filmskabere risikerer at komme på glatis.

Filmkritiker Stine Teglgaard fra filmsitet Kino.dk tøver ikke med at kalde det for tidens største debat.

Sidste år trak den amerikanske skuespillerinde Scarlett Johansson sig fra rollen som transkønnet mand i filmen »Rub and Tub« efter længere tids debat. Kritikerne mente, at det ville være mere passende med en skuespiller fra trans-miljøet.

Artiklen fortsættes efter billedet.

Andre steder bliver film versioneret, så de passer til nutidens publikum. Filmen om den amerikanske sangerinde Judy Garland havde således ændret hudfarven på orkesterlederen Burt Rhodes, der oprindeligt var hvid. I filmen spilles han af den sorte skuespiller Royce Pierreson. Ifølge filmens instruktør så man det helt naturligt at give filmen et mere »nutidigt« cast.

Snart kommer en udgave af »Den lille havfrue«, hvor også hovedrollen har fået en mere eksotisk kulør, end hun har i Disneys originale tegnefilm.

»Det er tydeligvis noget, der optager amerikanske filmskabere,« siger Stine Teglgaard og fortsætter:

»Nogle gange oplever jeg faktisk også, at filmskaberne er så optaget af det, at det næsten bliver kedeligt. Når hovedkarakteren i en amerikansk film har tre venner, der er henholdsvis asiat, sort og overvægtig rødhåret, kan det godt virke som om, at de bare har gjort sig særligt umage for at krydse alt af i et skema.«

Når tendensen er ikke for oplagt, kan hun dog godt lide, at filmskaberne forsøger noget nyt. Og det er tilmed muligt inden for julefilm, som ellers er en meget konservativ genre.

»Sidste år var der premiere på »Julemandens datter«, som handlede om en ung pige, der stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor det kun var drenge, der måtte gå på julemandsakademiet. Det brød da med nogle stereotyper,« siger Stine Teglgaard.

Du ender med at kede hele dit publikum

Sergios Pablos er gået mere forsigtigt frem. I telefonen fra Madrid taler han længe og engageret om tegneteknikkerne og arbejdet med at få julemandens historie til at virke mest sandsynlig. Og så er der samekulturen. Den var han glad for at få med.

»Hvis du ser på det mest traditionelle julemandsudstyr, så minder det jo faktisk meget om samernes tøj. Som sagt tænker alle jo på julemanden på deres måde, så det her var bare vores bud, men vi syntes, at det gav ret god mening«.

Direkte adspurgt, om ikke det var træls at vise så mange hensyn, trækker han vejret hørligt.

»Nej,« svarer han.

»Vi har stadig taget chancer. Et godt eksempel er humoren. Nogen vil måske sige, at de slås hele tiden, men det er en historie om en opdelt by, og for at vise det blev vi ret fysiske. Vi tillod os lidt mere og overdrev lidt. Sådan måtte det nødvendigvis være. Men må gerne vise hensyn, men man må ikke falde i søvn. Hvis du forsøger at gøre alle tilfredse, ender du med at kede hele dit publikum«.

Det sidste dur selvfølgelig ikke. Selv ikke hvis rensdyrene brøler i flok.

»Klaus« har premiere på Netflix i dag.

»Last Christmas« havde premiere torsdag.