»Jeg kan tydeligt mærke, at noget er ved at forandre sig grundlæggende, og at jeg står lige midt i det«

»Jeg er bekymret for titusind ting i øjeblikket, store og små. Men jeg mærker også en kampånd.

For i alt det, vi står i nu, er der også en håb. Jeg oplever, at vi på kort tid er blevet bedre til at spørge ind til hinanden og bedre til at bidrage med det, vi hver især kan. Pensionerede læger og sygeplejersker tilbyder deres hjælp, og i Italien planter arbejdsløse frisører tomater lige nu.

Det, synes jeg, er smukt – vi skal ikke være for fine til noget. Og jeg kan se for mig, at taxachauffører verden over vil køre vores sundhedspersonale fra dør til dør, som tak for en 15-timers-vagt og for at værne om deres sikkerhed.

Ekstremt sårbar

Når virksomheder som Ralph Lauren, Valentino og Alibaba donerer millioner af dollar til bekæmpelse af corona, er jeg overbevist om, at det gøres med et personligt ønske om at hjælpe. De har også naboer, venner i gaden og en kærlighed til deres lokalområde, by og dets mennesker.

Ralph Lauren har ligeledes en familie, han gerne vil være med til at sikre en fremtid på Jorden, og det er ikke gjort alene med en pæn pose penge til hans egne efterkommere, men handler om en akut redningsaktion i verden.

Min smykkebutik er mit livsværk, og den kan jeg godt være nervøs for i øjeblikket. Gennem 27 år har jeg stille og roligt bygget den op til en solid og sund forretning. Den betyder så meget for mig, at jeg betegner den som min førstefødte. Senere blev jeg mor til to piger.

Hvis krisen for alvor tager fat, og jeg ikke vil være i stand til at betale de regninger fra staten, som nu er sat i bero, er jeg villig til at gå hele vejen for at redde min butik. Jeg går gerne ud og laver mad og serverer til et bryllup, hvis det skulle blive nødvendigt, i håb om, at mine ansatte også vil gå en ekstra mil, indtil vi er kommet om på den anden side.

Kriser som den, vi befinder os i nu, er jeg ekstremt sårbar over for. Jeg har ikke sparet op ud over min pension og de værdier, der ligger i min virksomhed. Men jeg bliver nødt til at se positivt på det hele og være religiøs omkring fremtiden.

I øjeblikket holder jeg åbent i butikken et par timer om dagen, eller som kunderne ønsker det, også selv om de er få. Vi har allerede nået at male gulvet, for det er godt at være klar til fremtiden. Det er blevet særligt vigtigt for mig at tænke sådan.

Sæt huslejen ned

Jeg har ikke lyst til at gå på kompromis. Tidligere har jeg sagt nej til eksterne projekter, men nu har jeg åbnet op for alternative muligheder for indtjening. Ikke kun for min egen skyld, men også for mit personale, mine leverandører og mine samarbejdspartnere. Vi må alle gøre en indsats for at holde hjulene i gang i denne tid. Hvis de ikke er der, er jeg der heller ikke.

Jeg har samarbejdspartnere i udlandet, som er afhængige af, at de løbende får nye opgaver fra mig. Jeg har mine ansatte, der skal involveres i nye projekter, jeg har stenhandlere og andre små samarbejdspartnere (3D-tegnere, gravører, forgyldere, stenfattere), som jeg leverer forskellige typer opgaver til, og som selvfølgelig skal overleve sammen med mig. Vi er et team.

I denne tid er jeg særligt taknemmelig for min loyale kundekreds gennem mange år. Og jeg håber ikke, at krisen vil betyde, at mine kunder vil vælge mig fra.

Men helt aktuelt handler det også om de små butikkers overlevelse i København. Er der overhovedet nogen til at overtage vores lejemål, når eller hvis krisen knækker os, og vi pludselig ikke har råd til vores husleje, der gennem de seneste ti år er blevet uproportionelt høj? I min optik bør vores udlejere overveje, om lejeniveauet skal nedsættes med mindst 30 procent for rigtig mange lejemål.

I den lille gade, hvor min butik ligger, er vi flere butiksindehavere, som efterhånden har været her i over 25 år. Det er en gade, som når alt ellers er normalt er fyldt med handel, liv, mennesker, butikker med danske tøjbrands, møbelforretninger, blomsterforretninger, brillebutikker, cafeer og frem for alt et særpræg. En af den slags gader, som også turisterne elsker København for, og som er med til at gøre vores by til noget særligt.

Ucharmerende forbrug

De internationale luksusmastodonter kan turisterne handle i hjemme i deres egen by alle andre steder i verden. Men de lokale danske forretninger, også mulitibrand-butikkerne med deres unikke, nordiske stil er enestående og inspirerende for vores internationale gæster.

Tænk, hvis vi kunne holde vores by intakt med alt det, som gør den til noget særligt: Fra kunstscenerne til Nyhavn, fra Nyhavn til Vesterbro, fra udendørs madmarkeder til kyssebro. Hvis det bliver holdt i live, kan vi fortsætte og måske blive en endnu større turistdestination for kunst-, design- og madinteresserede rejsende.

Vi skal dyrke det, vi er gode til, og vi har noget at byde på – det siger i hvert fald Kinfolk (livsstilsmagasin, red.). Måske byder den forandrede fremtid på nye muligheder.

Jeg kan stadig huske årene inden Finanskrisen, hvor vores forbrug på mange måder var blevet temmelig ucharmerende. Man kunne se Porscher holde i de københavnske gader med tre parkeringsbøder på forruden og fire-årige piger, der gik i pels. Hvorfor? Fordi man kunne! Ene og alene derfor. Det var grænseløst.

Effekten af Finanskrisen sidder stadig dybt i mig. Kunderne blev økonomisk tilbageholdene. De havde pengene, men brugte dem ikke. Når der endelig var en, der trådte ind ad døren, var vi i ren taknemmelighed nærmest ved at overfalde hende.

Var der nogen, der dengang havde fortalt mig, at krisen skulle komme til at vare mere end fem år, havde jeg måske givet op. I stedet blev jeg nok stædig og dermed stærkere. I hvert fald føler jeg mig denne gang mentalt rustet på en anden måde.

Stædig og stærkere

Lige nu er det vigtigere end nogensinde, at vi holder balancen under de nuværende omstændigheder. Vi skal støtte noget alt det, vi er bange for at miste, og der er masser af muligheder, også i forhold til kulturen. For 30 kroner kan man for eksempel bidrage til de mindre biografer ved at se en film derhjemme. Der er mange institutioner med referencer til kulturen, vi kan være med til at holde i live på forskellig vis.

Jeg kan ikke lide at kalde det for coronakrisen. Det lyder som om, vi bare løbet tør for gær. Den situation, vi befinder os i nu, er gennemgribende og eksistentiel. En ny verdensorden, som, jeg tror, vil skabe enorme forandringer i den måde, vi kommer til at anskue verden og os selv på.

Jeg er overbevist om, at vi har fået en besked. Et varsel. Jeg er ikke troende, men er et spirituelt menneske, og det er lige før, jeg kunne gå hen og blive religiøs. Der er virkelig blevet pillet ved nogle begreber og værdier med en pandemi adresseret, så den rammer alle. Tykke og tynde, rige og fattige og alle farver.

Jeg er sikker på, at vi kommer til at gøre op med en masse, der også handler om vores forbrug, om vores vaner og om måden, vi lever på.

Eksempelvis skal vi overveje, om danske gymnasieelever fortsat skal rejse på studietur til Japan eller Washington. Det har jo været kutyme de sidste mange år. Hvorfor kan de ikke bare tage toget til Berlin, som vi andre gjorde? Det giver jo ikke mening at flyve om på den anden side af Jorden for at studere samfund, international politik og klimaforandringer.

Køb færre ting

Hvis der er givet en besked med pandemien, hvad er det så for en besked, der blevet givet?

Vi har drænet Jorden for ressourcer, og det er forbrugets skyld. Verdens lunger (regnskoven i Sydamerika) er blevet til trægulve i sommerhuse og Ikea-reoler. Selvfølgelig skal vi ikke stoppe vores forbrug fuldstændig. Men jeg kunne håbe, at vi med den nuværende krise kan lære, at vi i højere grad skal købe færre ting, som så til gengæld repræsenterer en reel værdi for os. Ting, vi kan nyde, bevare og glæde os over i lang tid.

Det unødvendige og ligegyldige forbrug i store, hidsige mængder har på mange måder nået et vanvidsniveau. De økologiske avokadoer skal ikke være pakket ind i skumbakker og plastik, og man skal ikke være tvunget til at købe minimum tre par strømper ad gangen i H&M.

Jeg har læst om Bill Gates, der mener, at denne her katastrofe er sendt til os som en vigtig påmindelse om, at vi har glemt at tage hensyn til Jorden og til hinanden som mennesker. Vi har taget så meget for givet, så nu kan vi lære det på den hårde måde.

Jeg kan tydeligt mærke på mig selv, at noget er ved at forandre sig grundlæggende, og at jeg står lige midt i det.

Skal jeg for eksempel rejse lige så meget, som jeg hidtil har gjort? Nej, det skal jeg nok ikke. Er det her et wakeupcall for os? Ja. Vi danskere har været foregangsmænd længe, når det kommer til miljø og bæredygtighed, men vi har stadig meget at lære.«