Rane Willerslev: »Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg stadig på, om jeg mon er med i en katastrofefilm«

Coronadagbog: Han sidder isoleret i et sommerhus i Tisvildeleje med to børn og en baby. Han er direktør for Nationalmuseet, der mister millioner på manglende billetindtægter, og så frygter han, at coronakrisen vil koste os en række frihedsidealer. Her sætter Rane Willerslev ord på sit eget coronakaos.

Rane Willerslev er direktør på Nationalmuseet, der mister millioner på coronakrisen. »Kigger man tilbage historisk, er det sådanne sygdomme, der har udryddet halvdelen af menneskeheden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Det er ekstremt chokerende, da Mette Frederiksen lukker landet ned. Det er det vitterligt. Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg stadig på, om jeg mon er med i en katastrofefilm. Det er helt vildt utrygt.

Jeg ringer til min direktion og siger: »Hvad fanden gør vi?« Jeg sætter nedlukningen i gang. Jeg er til et sidste møde i Kulturministeriet. Alle sidder og skumler, og der er ingen smalltalk. En stor dunk håndsprit troner på bordet.

Politikerne tackler det ekstremt godt og skaber så trygge rammer om det, som man kan forvente. Jeg er glad for, at jeg ikke lever i USA og er fattig uden en sundhedsforsikring. Jeg har en formodning om, at vores velorganiserede statsapparat bonner ud til vores fordel. Min bekymring er ikke kun for Danmark, men for hele verden.

Vi er sociale som mennesker. Vi kan simpelt hen ikke holde ud at leve i total ensomhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Skrækscenarierne er, at der udvikles optøjer, eller at Rusland begynder at lave cyberterror på Vesten. Man kan hurtigt blive meget bekymret, hvis man begynder at spekulere ud i de mest ekstreme konsistenser.

Jeg sidder i sommerhuset i Tidsvilde. Når epidemier udbryder, gælder det om at komme væk fra storbyerne. Det har man vidst lige siden middelalderen. Det er der også andre københavnere, der har tænkt over. Der er temmeligt befolket heroppe, men trods alt lidt mindre end i København.

»Jeg ser klynger af unge mennesker, der ikke holder sig til reglerne, som generalen har udstukket. Det gør mig ret rasende.«


Jeg kører ind til København og kører gennem byen. Hist og her ser jeg klynger af unge mennesker, der ikke holder sig til reglerne, som generalen har udstukket. Det gør mig ret rasende.

For 95 procent af danskernes vedkommende udviser vi en enorm solidaritet og et samfundssind. Det er interessant, for det er en test af hele vores model. Vi bliver mindet om, hvorfor vi har den, og hvad den kan. Vi får en respekt for det politiske. Til daglig har nogle måske en tendens til at synes, at politikerne skændes og laver rævekager. Den måde, politikerne står sammen om at konfrontere udfordringen og handler tidligt på, imponerer mig. Det skaber en følelse af tryghed og stolthed.

Hvad skal der ske med Nationalmuseet?

Jeg er utryg ved Nationalmuseets fremtid. Det er lidt tragisk. Vi har lige fået en super sund økonomi og fået besøgstallene op. Vi er meget afhængige af besøgstal. Vi har en omsætning på 400 millioner årligt. Heraf er det en bevilling fra staten på ca. 200 og en egenindtjening på ca. 200 mio. Vi har billetindtægter for 90 millioner i 2019. Vi har fået vendt skuden fra kriseårene.

I marts 2020 taber vi fire millioner, og i april kommer vi til at tabe otte millioner. Fortsætter det ind over sommeren med juni, juli og august, så taber vi mellem 40 og 50 procent af de her 90 millioner. Det er ekstremt mange penge. Jeg håber ikke, det fører til fyringer, men jeg ved det ikke. Vi har ingen planer om det lige nu, slet ikke.

Som en del af vores økonomiske plan generelt har vi har skabt nogle buffere og noget modstandskraft, men tragedien ligger i, at de penge ville vi gerne have brugt på at lave nogle fede udstillinger og noget fantastisk forskning, og der frygter jeg, at vi bliver bombet tilbage.

Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at turismen vender tilbage til, hvor den var. Vi gearer os mod at lave spændende tilbud til danskerne. Hvis turisterne ikke kommer, så kommer danskerne heller ikke ud at rejse. Jeg håber, situationen bliver så normal, at man kan tage ud og opleve nogle spændende kulturtilbud.

Langt hovedparten af medarbejderne er sendt hjem. Der er kun få på arbejde fysisk, hovedsageligt vagter og sikringsfolk. Jeg holder virtuelt møde hver dag med direktionen. Vi har en lang liste over arbejdsopgaver, som folk kan byde ind på hjemmefra.

»Det viser en skrøbelighed ved vores civilisation, som i løbet af meget kort tid kan få revet tæppet væk under sig.«


Forskerne fortsætter med deres arbejde. Der kommer hurtigt et initiativ fra forskernes side, hvor de laver små videoer til vores hjemmeside. Vi prøver at lave virtuel oplysning til skoler og borgere. Men vi er begrænset af, at folk skal lave det hjemmefra. Men de bliver faktisk ret fede. Folk er travlt beskæftiget, og de arbejder for deres løn.

Chokerende skrøbelig civilisation

Jeg har sgu aldrig prøvet noget lignende. Det er den rædselsfantasi, der bliver lavet film om i forskellige zombievariationer. Jeg har grinet af preppers i USA, der sidder med masser af dåsemad i en kælder. De sidder og troner i de her dage og ser det som første skridt mod ragnarok.

Det, der er så chokerende, er, at det viser en skrøbelighed ved vores civilisation, som i løbet af meget kort tid kan få revet tæppet væk under sig. Vi er globalt forbundne og fuldstændigt viklet ind i hinanden. En virus kan lægge en verden ned.

Jeg håber, at verden tager det her dybt seriøst efterfølgende og tænker i foranstaltninger, der gør, at man kan afhjælpe en situation fremadrettet. Sars var mere dødelig, men mindre smitsom. Der ledte man efter en vaccine, og der var stor panik. Men man fik det tæmmet. Mit indtryk er, at så glemte man faren, som en virus udgør. Jeg håber ikke, verden glemmer denne gang.

»Når man har børn, er man jo bange for, at verden skal gå af lave, og at civilisationen skal kollapse. Det er det ultimative skrækscenarie.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Kigger man tilbage historisk, er det sådanne sygdomme, der har udryddet halvdelen af menneskeheden. Det kommer med jævne mellemrum, og det er vores allersvageste punkt. Det er det, der gør, at man føler sig utroligt utryg.

Jeg er bekymret for den lille baby på otte måneder. Man siger, børn har stor modstandskraft, men børn under et år er mere udsatte. Vi lever i sommerhuset på 84 kvadratmeter. Når mine ældste børn på ni og 12 år er her, er vi mange. Jeg tror, det er et tidspunkt, vi vil huske som noget særligt. Vi bliver tømret sammen på en anden måde, når vi skal finde en ny rytme 24 timer i døgnet.

Mennesket tåler ikke total ensomhed

Jeg har før levet i isolation. I Sibirien lever jeg alene med en anden person i fire måneder. Han er også jæger. I Sibirien lever jeg også fem uger helt alene. Jeg lever helt fuldstændigt mutters alene i ødemarken uden en radio, en hund eller nogen form for kontakt med andre. Der gik jeg rundt og talte med træerne. Vi er sociale som mennesker. Vi kan simpelt hen ikke holde ud at leve i total ensomhed. Så begynder man at tale med det, der er omkring en.

Det at leve i meget små grupper, som min familiegruppe gør nu, går mig ikke på. Det er vores urtilstand. Det har vi gjort 80 procent af tiden på Jorden. Men der er en væsentlig forskel på at leve totalt alene uden kontakt til andre mennesker og bare det at kunne tale i telefon. Det er to forskellige scenarier. Følger man TV-programmet »Alene i Vildmarken«, ser man, at det, der gør, at de trykker sig hjem, er, at de ikke kan klare isolationen længere. Det er ikke, fordi de er ved at dø af sult.

»Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg stadig på, om jeg mon er med i en katastrofefilm.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Jeg tror, vi kommer til at leve med efterveerne i ret lang tid. Det rammer i høj grad mobiliteten i verden. Det får store konsekvenser for turisme og bevægelighed. Der kommer også en række økonomiske tømmermænd efterfølgende, da hele verdensøkonomien er lagt ned. Hvor længe det tager at få gang i hjulene, ved jeg sgu ikke. Men jeg tror, vi taler om år, før vi er ovre det her.

Jeg er mest bange på mine børns vegne. Når man har børn, er man jo bange for, at verden skal gå af lave, og at civilisationen skal kollapse. Det er det ultimative skrækscenarie. Jeg kan overlevelse, og jeg kan jage og sætte fælder. Men helt grundlæggende holder jeg af vores vestlige civilisation og vores demokrati og frihed. Der er mange steder, hvor det kunne ramme nogle grundlæggende værdier.

Det kan også føre til mere kontrol og overvågning, og det kan ende med at koste os på en række frihedsidealer. En del af den frihed ligger i at være en del af en global verden, hvor vi kan bevæge os og møde andre.

Det er en konkret udfordring for vores helbred, men det er også på lidt længere sigt en test af hele vores værdisystem, og hvordan vi tackler de her ting. Jeg håber, vi kommer godt over på den anden side, og at vi lærer af det. Jeg ved ikke helt, hvad det er, vi skal lære, men vi skal tage faren alvorligt og så værne om vores frihedsidealer.