Jakob Steen Olsen: Hvor heldig har man lov at være?

Foto: Søren Bidstrup

»Count your blessings,« siger englænderne. Man skal tælle de lyse timer, i sin aftenbøn huske at være taknemmelig for alt det, man har fået, for alt det, der – trods alt – er gået godt. Det kan der naturligvis være noget om. Øvelsen hjælper os til at holde os opretstående, til at orke at være i verden, til stadig at sætte det ene ben foran det andet og bevæge os fremad. Ydermere: Det kunne jo så let være gået galt.

Jeg var så heldig at være en af de tilskuere, der nåede at se Betty Nansen Teatrets og instruktøren Tue Bierings glimrende og meget specielle teaterforestilling »Mod alle odds«, der netop er taget af plakaten. Virkelighedsteater, der havde sat en hel masse børn i alderen 10-14 år og fra forskellige sociale lag på scenen, lod dem fortælle om deres egne fremtidsudsigter – gode og mindre heldige – og lagde dem en hel masse statistik i munden.

Forestillingens store kvalitet var, at den gjorde opmærksom på det, vi godt vidste i forvejen, men her fik sat kolde tal på: at barndommens betingelser kan have indflydelse på voksenlivet. Den gjorde sin tilskuer bevidst om de andre. Men den gjorde også den enkelte bevidst om sig selv. Hvad mere kan man forlange af en kunstoplevelse?

Det var altså en forestilling, der levede videre i mig og fik mig til at tænke over min egen privilegerede status. Det er jo – hvis jeg selv skal sige det, og hvem skal ellers? – gået nogenlunde. Det kunne i hvert fald være gået meget værre.

»Det er jo – hvis jeg selv skal sige det, og hvem skal ellers? – gået nogenlunde. Det kunne i hvert fald være gået meget værre. «


For altså: Hvad nu, hvis jeg ikke havde været så heldig at have forældre, der var nogenlunde veluddannede? Hjemme hos os havde vi klaver, selv om ingen rigtig spillede på det, og der var i hvert fald en bugnende bogreol og en mor, der tog sin dreng ved hånden og lærte ham alt lige fra blomsternes navne til, hvad Helligånden egentlig er for en størrelse. Forældrenes uddannelsesniveau – og deres forventninger til deres børn – spiller ind i forhold til, om barnet ser det som naturligt at videreuddanne sig.

Hvad nu, hvis min mor ikke havde besluttet sig for at sige sin lærerstilling op for i stedet at være hjemmegående med al den tryghed, det gav – det var trods alt ikke længere helt almindeligt i slutningen af 1960erne? Den tid, forældre bruger på deres børn, kan også spille en rolle i forhold til, hvordan de har det?

Hvad nu, hvis jeg ikke havde fået at vide, at jeg var god nok, klog nok, køn nok. Den slags opmuntring har naturligvis indflydelse på børns selvværd. Hvad nu, hvis mine forældre var blevet syge eller var blevet skilt, mens jeg endnu var barn? Det ventede de med, til jeg var voksen og sølvbrylluppet overstået. Skilsmisse eller andre kriser kan belaste et barns videre færden i verden. En fars eller en mors dødsfald i endnu højere grad.  Ja, hvad nu, hvis?

Jeg sad og blev helt taknemmelig for, jeg ikke selv havde ansvaret for at få hele og fulde og glade mennesker ud af egne børn. Jeg har ansvar for mig selv, og det rækker. Som om det ikke var nok. Vi skal jo huske på, at statistik kun er tal. Resten kan vi ændre selv. Hvis vi altså er heldige.