Jakob Steen Olsen: Hvad skal det hele nytte?

Foto: Søren Bidstrup

Det var ikke, fordi jeg havde lyst. Det var slet ikke, fordi jeg havde lyst.

Men jeg spurgte selv, om vi ikke lige kunne lægge ruten om og tage en anden vej. Der var noget, jeg havde brug for at se. Hvorfor egentlig? Var det selvpineri – lidt som behovet for at trykke på et blåt mærke? Eller var det simpelthen noget andet og mere, der var på spil? Behovet for at få lukket et kapitel. Se sandheden i øjnene, fordi tanken om ødelæggelserne, fantasien om dem, var værre, end at stå ansigt til ansigt med realiteterne. Var det simpelthen nødvendigt for mig at se ulykken med egne øjne, så tankespindet ikke skulle vokse inde i mit hoved, tage uanede proportioner og spøge videre til mine dages ende? De andre blev siddende i bilen. Men jeg tog en dyb indånding og steg ud. Og der stod jeg så alene og kiggede.

Det var en underlig, tom fornemmelse. Nu voksede her kun tidsler, bønke og kvikgræs i tuer. Naturen havde taget over. Intet var tilbage. Ikke så meget som et fundament af min mormor og morfars hus, det sted, hvor jeg i min barndom havde tilbragt så mange lykkesomre. Nu var alt revet ned. Fjernet fra jordens overflade, som om hele min barndom og en stor del af min voksentilværelse kun havde været en fjern drøm. Det var sært nok ikke rystende. Men meget, meget vemodigt. Jeg gik ind på den tomme grund, der strakte sig ned mod sundet. Ledte febrilsk efter et eller andet genkendeligt. Om det så bare var en mursten. Et enkelt lille tegn på alt det, der havde været, men jeg måtte give op. Grunden var som støvsuget for alt gammelkendt.

Det var umuligt at forestille sig, at her havde min morfar stolt fremvist sit prangende rosenbed, som han hægede om. Her havde han passet og plejet byens flotteste græsplæne – han var villig til at betale min bror og mig en krone, hvis vi kunne finde så meget som en eneste mælkebøtte. Her havde den store køkkenhave strakt sig fra drivhuset med de omhyggeligt passede tomater og agurker. Og her havde huset ligget, som min mormor havde holdt så sirligt og pletfrit. På med kitlen inden rengøringen. Arbejdsomme og ordentlige mennesker, som var vant til at arbejde. Som stort set ikke sad stille og som satte en stolthed i det, de havde. Dette var deres kongerige, der blev opretholdt, så ingen havde noget at sige dem på.

Jeg kom til at tænke på mit ensomme øjeblik der på den tomme grund forleden dag, da jeg selv var i gang med at tørre støv af, mens min kæreste havde travlt med at montere en vandhane: Alle de små gøremål, der holder os i gang, hvad bliver der af dem? Hvad skal det hele til for? Snart er alt det, der betyder noget for os glemt, blæst væk, revet ned. Jeg tænkte på mormor og morfar. Og på farmor, der holdt sit hus så propert lige til hun gav op og kom på plejehjem. Til hvilken nytte? Jeg indviede min kæreste i mit tungsind.

»Vi gør det for vores egen skyld,«  sagde han.

Og det var det klogeste, der blev sagt den dag.