Julekoncerterne er over os. Eller er det os, der er over dem? Sådan føltes det i hvert fald her i søndags, da jeg selv havde besluttet mig for at opsøge en af slagsen. Ude på gaden foran den stemningsfuldt oplyste kirke var der såmænd fredeligt nok. Midt på gaden solgtes træer og frugt. Lige til at blive i julehumør af. Men trådte man indenfor – ja, jeg huskede at tage strikhuen af – skiftede stemningen brat. Var det her en julekoncert, eller var det Titanics sidste minutter?
Alle var draget hen for at lade sig indskrive. Selv om vi ankom til kirken i det, vi selv syntes var god tid – hele tre kvarter før begyndelsestidspunktet – var de hellige haller næsten allerede fyldt til bristepunktet. Familier have bemægtiget sig hele bænkerækker. Alle var åbenbart af huse, bedstefader, han var også med.
Og det ser altså så uklædeligt ud, når man spreder sig mest muligt for at afholde andre fra at slå sig ned. Og hvor er det ubehageligt, når man som de senest ankomne mødes af demonstrativt onde blikke: Ikke her, tak. Mange havde ligefrem lagt jakker i deres fulde længde, huer og handsker i et desperat forsøg på at afgrænse territoriet. Ikke rør ved den rosin! Godt gjort. Hvad i hede hule halleluja blev der af julen som hjerternes fest?
En anden idiot
Bænket blev vi da. Men bedst som jeg svømmede hen til min absolutte yndlingssalme, »Mit hjerte altid vanker«, var der så igen noget, der gnavede i juleglæden. Nu var det en eller anden idiot på rækken, der sad og nynnede med. Hvad i alverden bildte vedkommende sig ind? Skønt jeg vendte og drejede mig, fandt jeg aldrig ud af, hvor lyden kom fra.
Men her standsede ubehagelighederne ikke, for nu var der et mindreårigt barn, der besluttede sig for at begynde at pludre højlydt, mens hans forældre ikke var i stand til at få dysset ungen ned, selvom de prøvede. Typisk. Endnu en familie, hvor børnene havde taget magten. Naturligvis under de mest stille og følsomme passager af den ellers så dejlige »White Christmas«, kun afbrudt af hende, der hele tiden hostede. Og hvad var nu det for nogle møgunger, der løb op og ned ad midtergangen? Hvorfor kunne folk ikke bare sidde stille og lytte?
Menneskelig lyd
Men så var det, jeg naturligvis måtte minde mig selv om, at juleglæden skal komme indefra. Og at ideen med en julekoncert – eller julen i det hele taget – også er at minde hinanden om lyset og glæden, båret af salmernes kunstige åndedræt og af den samhørighed, man kan opleve sammen med andre, som også har bevæget sig herhen. Kald mig et gammelt fjols – helst bare ikke for mange gange: Men jeg sad og blev helt rørt og højstemt over koret deroppe – tykke og tynde, høje og lave, unge og gamle – der sang så godt, de nu kunne. Men som oplod deres stemmer for at forsøge at skabe en fælles menneskelig lyd af harmoni. Nogenlunde skønt fra sjæl til sjæl det lød.
Typisk. Endnu en familie, hvor børnene havde taget magten.
Og da jeg først fik styr på min indre Ebenezer Scrooge og tvang mig selv til at bære over med de andre i kirken, var det en hyggelig julekoncert. Det endte ligefrem med at bidrage til atmosfæren, at kirken var propfuld. At en eller anden blev grebet af ånden, ligefrem skvulpede over af julestemning og ikke kunne lade være med at nynne med. At barnet dansede på moders skød. Hende, der hostede, bar jeg også over med. Måske levede det stakkels lungesanatorium ikke næste jul. Og så blev det atter jul. Jeg lod julefreden sænke sig. Hvordan er det, vi synger i den gamle julesalme? »Det barn, som sig ærgrer gul og grøn, skal aldrig den farve miste.«
