Hypet ægteskabsserie fra HBO er både imponerende og irriterende

AOK
Kultur
Anmeldelse

Skal man se HBO-serien »Scenes From a Marriage« skal man se den for skuespillernes skyld. For serien er ikke den parforholdsbombe, som Ingmar Bergmans oprindelige version viste sig at være.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Imponerende.

Andet kan man ikke sige om den amerikanske miniserie »Scenes from a Marriage«, som for nylig havde premiere ved filmfestivalen i Venedig under stort ståhej. Den israelske stjerneinstruktør Hagai Levi har skrevet og instrueret serien oven på Ingmar Bergmans berømte dissektion af det skandinaviske parforhold, sådan som det så ud i 1973.

En serie, som dengang også i Danmark lagde gaderne øde, og som – angiveligt –  førte en bølge af skilsmisser med sig, ikke bare i hjemlandet Sverige, men også i den øvrige vestlige verden.

Ganske enkelt fordi de mange timers opslidende samtaler over en tiårig periode mellem Erland Josephssons Johan og Liv Ullmanns Marianne var perfekt timet til en tid, hvor den blæste til kvinders undertrykte aggressioner og til en gryende bevidsthed om, at der faktisk kunne være en alternativ tilværelse til den, hvor de var manden underlegen.

Intens ægteskabsbatalje

Det imponerende ved det seneste blik på et privilegeret pars ægteskabelige forlis hænger ikke så meget sammen med noget specielt nyt og forandrende blik på forholdet mellem mand og kvinde eller kærlighedens betingelser.

Har vi ikke ligesom været der de senere år?

Det gælder for eksempel i Hagai Levis egen serie »The Affair«, der til sidst var umulig ikke at løbe sur i.

Det gælder den fremragende film »Marriage Story« (2019), hvor Scarlett Johansson og Adam Driver spillede parret, der også prøver at redde kærligheden, selv om de ikke kan redde ægteskabet. En film, hvis replikker og rene følelser virkede mere ægte, mindre klaustrofobisk konstrueret end denne nye, intense ægteskabsbatalje, hvor velskrevne replikker og nærmest demonstrativt dygtigt skuespil i sandhed er respektindgydende, men hvor helhedsindtrykket også er pænt glat og ikke så lidt opslidende i den frem- og tilbageskvulpende historie, hvor snart den ene, snart den anden prøver at redde stumperne. Dygtighed kan nogle gange være næsten irriterende.

Oscar Isaac og Jessica Chastain er som to stradivariusser, der spiller duet. Kemien, musikaliteten mellem dem er formidabel. Og de kan alt i skuespillerhåndbogen. Hvis man tænder på serien, er det deres næsten for perfekte kammerspil, der trækker en igennem de fem timer – i øvrigt en mindre end Bergman i sin tid gjorde brug af. Så superrealistisk, at det nærmest peger på det kunstlede i hele setuppet.

Ekvilibristisk hyperrealisme

Det gør også den ramme, instruktøren har sat for det, der i bund og grund er to begavede, lækre overklassemenneskers intime luksussamtaler om sig selv, sig selv, sig selv og hinanden, hinanden, hinanden. Her ser vi i begyndelsen af hvert afsnit skuespillerne ankomme som sig selv til settet i en coronatid, hvor alle omkring dem bærer masker, indtil der bliver sagt værsgo, og vi går ind i kulissens dukkehjem. Hvad skal denne Verfremdungs-teknik til for?

Ud over naturligvis at kaste et teatralt skær over det hele og trække en linje tilbage til de teatrets ægteskabsopgør, der er en forudsætning for et drama som dette: Ibsen, Strindberg, Albee, i princippet også Bergman selv? Eller er det instruktørens professionelle benspænd, der skal få os til at gispe af beundring over den ekvilibristiske hyperrealisme, der får os til at glemme dette udgangspunkt? Det er ikke rigtig til at blive klog på.

Og meget klogere bliver man heller ikke af de justeringer, der er foretaget i relationen – nu er det faktisk hende, der tjener kassen inden for noget med it, mens han frister en mere prestigeløs akademikerkarriere, uden at der komme noget specielt interessant ud af det.

På teatret har man allerede dissekeret Bergmans tekst og kønnenes magtforskydning ved simpelthen at bytte køn på originalmanuskriptets to hovedfigurer og lade hende overtage hans replikker, mens han var tildelt hendes. Det kom der en bastant, men morsom øvelse ud af. Hende som en nærmest afstumpet tidens type, han som masochistisk blød mand.

Her er ændringerne, de tidsmæssige opjusteringer, trods alt mere subtile, men strengt taget er det svært at sige, hvilket aktuelt kønspolitisk lys, den nye udgave af historien kaster over kærligheden. Er det triste budskab, at alt er som, det plejer at være? Intet nyt fra kærlighedsfronten? Hvad det angår, skuffer »Scenes from a Marriage« og bliver bare en tv-serie som alle andre, hvor Bergmans skilsmissechok skrev sig ind som led i en revolution.

»Scenes From a Marriage« Instruktion: Hagain Levi. Medvirkende. Jessica Chastain, Oscar Isaac m.fl. Alle fem afsnit er til rådighed på HBO Nordic.