Sveriges store, troløse talent

Fanny og Alexander er en af Bergmans varmeste film, der skildrer to børns opvækst i en stockholmsk teaterslægt. Den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman havde et kunstnerisk format, som man kun oplever få gange i hvert århundrede. Han var også en personlighed, der ofte var på kollisionskurs med omverdenen.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvem er du?«

»Jeg er Døden.«

»Kommer du for at hente mig?«

»Jeg har længe gået ved din side.«

»Det ved jeg.«

Replikskiftet er skrevet af en af Nordens ubetinget mest kendte kunstnere gennem tiderne, den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman, og er fra en af filmhistoriens mest berømte scener, nemlig mødet mellem Døden og ridderen Antonius Block i filmen »Det syvende segl«. I går, i de tidlige morgentimer, var det Bergman selv, der var bud efter. Den 89-årige kunstner sov stille ind i sit hus påøen Fårö ved Gotland.

Der er få superlativer, der virker tilstrækkeligt dækkende, når man skal beskrive Bergmans enorme produktion og kunstneriske position. For både almindelige filmelskere og filminstruktører som Bergman-disciplen Woody Allen syntes Bergman i perioder ene mand at personificere filmkunstens ambitioner, når den søgte kunstens højeste tinder og dybeste vande, en slags antitese til Hollywoods underholdningsindustri med førnævnte »Det syvende segl« som et af mange markante højdepunkter.

Hans dominerende position i både hjem- og udland, førte til tider til en næsten modvillig fascination. En udtalelse fra den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg (som Bergman selv kunne lide) er karakteristisk:

»Jeg har altid beundret ham, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne være en lige så god filmskaber som ham, men det vil aldrig ske. Hans kærlighed til filmkunsten giver mig næsten dårlig samvittighed.«

Hans yngre svenske kollega Jens Jonsson sagde i går samstemmende til Dagens Nyheter: »For mig er han verdens mest betydningsfulde instruktør, og det er utroligt at han er svensk.«

Bergman blev født i Uppsala i 1918, og hans senere så berømmede spillefilm og TV-serie »Fanny og Alexander« rummer elementer fra instruktørens virkelige barndom. Hans far var præst af dansk herkomst, der opdrog Ingmar med hård disciplin og indviklede straffesystemer. Ligesom i filmen blev bedstemoderen en elsket voksenperson i Bergmans barndom, ikke mindst da hun ledsagede ham på biografture, hvor hans kærlighed til filmen blev grundlagt. Filmkarrieren begyndte i 1944 med filmmanuskriptet »Hetz« om skolemobning, men hans imponerende produktionskadence på tre årlige film fik først fart i 1950erne, da Bergman blev ansat som instruktør i Svensk Filmindustri.

Allerede tidligt kunne man kende Bergmans film på de medvirkendes meget åbne og hudløse spil, der var resultatet af hans meget personlige instruktion og tætte samarbejde med skuespillerne. Ofte lod han skuespillerne improvisere dialoger og arbejde videre med egne ideer til scener, hvilket var usædvanligt for 1950erne. Et tilsvarende forhold fik Bergman til sin »hoffotograf« Sven Nykvist, som han første gang arbejdede sammen med i 1953, og som skulle blive nærmest synonym med Bergmans film. Instruktøren lod som regel Nykvist bestemme kameraindstillinger, og forklarede udelukkende, hvilken stemning og atmosfære han ønskede i en bestemt scene.

Flere af Bergmans foretrukne skuespillere blev senere verdenskendte for deres præstationer, og enkelte, som for eksempel Max von Sydow og Liv Ullmann, slog igennem i udenlandske film. Det tætte samarbejde med skuespillerne førte også til Bergmans mange affærer og ægteskaber, som i en årrække var fast inventar i svenske ugeblade.

I et interview med den svenske avis Dagens Nyheter kommenterede Bergman selv på sit til tider kaotiske privatliv, hvor han tilbragte måneder skiftevis i selskab med sin kone eller sin elskerinde:

»Det føles stadigt uhyggeligt at tænke på, at jeg kunne være så hensynsløs.«

Jalousi og menneskelig ydmygelse var en bestanddel af Bergmans filmrepertoire, som af mange kritikere er blevet beskrevet som mere eller mindre selvbiografisk. Det gælder fra det første værk, der for alvor fik kritikernes opmærksomhed, cirkus-filmen »Gøglernes aften« fra 1953 til det sene mesterværk »Troløs« fra 2000, som blev instrueret af Liv Ullmann.

Sidstnævnte film om en aldrende filminstruktør, der konfronteres med sin kones elleve år lange affære med hans bedste ven - synes på mange måder at inkarnere instruktørens aldrig hvilende granskning af sin egen eksistentielle situation og interaktionen mellem virkeligheden og kunsten. I filmens afsluttende scene spadserer instruktøren ind et gråt tusmørke på en øde strand, et ensomt sted, hvor den virkelige Bergman ville have følt sig hjemme ligesom på Fårö.

Den mørke og melankolske side af Bergmans film har i årenes løb påvirket omverdenen så meget, at det svenske folk ofte har måttet se sig selv skildret som depressivt og selvmorderisk.

Men ser man førnævnte »Gøglernes aften« afslører den i lige så høj en grad et øje for livets groteske og morsomme sider, selvom komikken ofte har en grusom kant. Faktisk er det filmens store intensitet, der i dag virker mest slående og moderne. I filmens allerførste scener ser vi det forhutlede cirkus hvide klovn »frelse« sin forføriske kone fra en bataljon af fordrukne garderhusarer. Uden at miste et gran af sin realistiske, men symbolmættede autencitet bevæger filmen sig på få sekunder fra det komiske til det svimlende tragiske, en virtuos opvisnng i cinematisk følelseskraft, som filmen gentager talrige gange, indtil tilskueren udmattet må overgive sig.

Senere hæfter man sig ved Bergmans folkelige gennemslagskraft, med den sjæleudkrængende parforholdsanalyse »Scener fra et ægteskab« fra 1973, en TV-serie, som affolkede gaderne i både Sverige og Danmark, når den blev vist, og som angiveligt fik skilsmisseraten til at stige mærkbart i begge lande.

Den sidste film, som Bergman personligt instruerede, var det meget elskede juledrama »Fanny og Alexander«, der fulgte efter det niårige eksil i Tyskland, som instruktøren pålagde sig efter en konflikt med de svenske skattemyndigheder. Også i denne film lykkes det Bergman at indsætte det folkeligt underholdende i en fortællemæssigt avanceret ramme, eksempelvis de farverige skildringer af medlemmerne af moderens burleske teaterslægt. I en lang uklippet scene fortæller Bergmans mangeårige yndlingsskuespiller Erland Josephsson et symbolsk eventyr til Fanny og Alexander, indtil tilskueren aldeles hypnotiseret er suget ind i filmens mange lag. Det er i scener som denne, at Bergman igen og igen viser sit ferme, næsten magiske greb om filmkunstens virkemidler.

Bergmans efterladte filmskat er i sig selv svimlende rig og stor, og alligevel er det den del af hans kunst, som han selv betegnede som den mindst vigtige. Filmkunsten var at sammenligne med »hore- og slagteribranchen«, mens teatret, hvor instruktøren tilbragte de sidste 25 år af sit kunstneriske virke, blev beskrevet som »begyndelsen, slutningen og alting«. Et andet sted beskrev han slet og ret teatret som sit »arbejde«, mens filmen var hans »hobby«.

Uanset Bergmans egen vurdering af områdernes betydning, var hans teaterarbejde allerede fra starten i konstant udveksling med hans film. På Malmös Teater, hvor han opsatte de første af sit livs over hundrede teaterstykker, engagerede han mange af de skuespillere der senere medvirkede i hans film, blandt andre Bibi Andersson og Harriet Andersson. Hans opsætninger af de store dramatikere som Ibsen vakte opmærksomhed uden for Sverige, hvor han ledede flere teatre, ikke mindst Dramaten i Stockholm.

Bergmans lange livsværk vil præge den europæiske filmhistorieskrivning i mange årtier fremover, men selv havde han et ambivalent forhold til sin kunst, som han endda har betegnet som »mislykket«. I et interview for fire år siden fortalte han, at han ikke var i stand til at gense sine egne film uden at blive deprimeret og grådkvalt. Hos mange andre vil indstruktørens film også fremkalde tårer, men da vil det som oftest være en gråd blandet med inderlig glæde over, at verden indeholder kunst af Bergmans kaliber.