Hvornår går charterferien ud i rummet?

Tre milliardærer kæmper i disse år om at blive den første til at sende almindelige turister ud i rummet, og du kan komme med – hvis du har økonomien i orden. For det er stadig dyrt.

Jeff Bezos' New Shepard-raket, hvor passagererne skal sidde helt ude i spidsen. Foto: AFP / Blue Origin / Ritzau Scanpix

I kølvandet på Anden Verdenskrig kæmpede supermagterne USA og Rusland om at være de første til at sætte en mand på månen. I dag er det milliardærerne Richard Branson, Jeff Bezos og Elon Musk, der konkurrerer i det nye rumkapløb med deres respektive selskaber Virgin Galactic, Blue Origin og SpaceX. Missionen handler om at gøre rumfart og -turisme mere tilgængelig for dig og mig, men hvordan vil de gøre det?

VSS Unity

Den britiske iværksætter Richard Branson vil sende seks passagerer med rumfærgen Virgin Galactic VSS Unity, der udadtil mere ligner et superfly end en rumraket. VSS Unity består af SpaceShipTwo – et rumskib med siddepladser – og WhiteKnightTwo, et fly, der får rumskibet i luften. På rumskibet er der i alt otte pladser til to piloter og seks passagerer – hver med et lille vindue.

VSS Unity vil flyve knap 15 kilometer op over jordens overflade, hvor WhiteKnightTwo kobler sig af og SpaceShipTwo affyrer sine egne raketter for at blæse rumskibet ud i rummet. Her vil besætningen opleve fire til fem minutters vægtløs tilstand, før rumskibet daler tilbage til atmosfæren og sætter kurs mod jorden, skriver finansmediet Business Insider. Hele turen vil tage omkring 2,5 timer.

Virgin Galactic har ifølge Reuters allerede solgt 650 billetter til 250.000 dollar stykket – svarende til godt 1,6 mio. kr. – og Richard Branson vil selv være blandt de første passagerer på jomfruturen, som han håber vil finde sted allerede ved udgangen af 2018, siger han i et interview med Bloomberg.

Blue Origin

Vælger du at købe billet hos Blue Origin med Jeff Bezos, der også har grundlagt Amazon, vil du i princippet blive spændt fast på spidsen af en raket og skudt ud i rummet. Blue Origin har udviklet den genanvendelige rumraket New Shepard, som har plads til seks – fire passagerer og to piloter – i en rumkapsel i toppen af rumraketten.

I bedste ’Apollo 13’-stil affyres den genanvendelige raket, som vil flyve med mere end tre gange lydens hastighed i 2,5 minutter, før rumkapslen hægter sig af og fortsætter mod det ydre rum, hvor passagerne vil kunne spænde sikkerhedsselen op og flyve rundt i vægtløs tilstand i fire minutter.

Herefter vender rumkapslen tilbage til atmosfæren, hvor en faldskærm udløses. Hele turen tager blot 11 minutter og kommer ifølge reuters til at koste mindst 200.000 dollar, svarende til 1,3 mio. kr. Prisen er dog ikke bekræftet af Blue Origin.

Blue Origin har testet New Shepard ni gange og håber at sende folk ud i rummet i 2019.

SpaceX

Medstifteren af Tesla, Elon Musk, vil med sin virksomhed SpaceX også sende folk ud i rummet. Men hvor de andre to ser mod stjernerne, så ser Elon Musk mod Mars, som han drømmer om at kolonisere. For nylig annoncerede Musk dog, at han vil sende den japanske milliardær Yusaku Maezawa i kredsløb om månen i 2023. Den japanske milliardær har ifølge BBC købt alle ledige sæder på rumrejsen og planlægger at invitere seks til otte kunstnere med om bord som en del af kunstprojektet #dearMoon.

Prisen for en tur rundt om månen på SpaceX er ikke offentliggjort, men kan løbe op i flere hundrede millioner kroner, for der er ifølge NASA 384.400 km fra jorden til månen.

Om rumturisme også en dag bliver til rumcharterferie, er endnu uvist, men charterkongen Simon Spies etablerede faktisk Danmarks Rumfartsselskab i 1977 med det formål at købe en satellit, fortæller kommunikationschef i Spies Torben Andersen.

»Dengang nægtede han at fortælle, om satellitten skulle bruges til rumturisme. Hans efterkommere her i Spies er – på godt og ondt – mere jordnære, end Simon var, så lavprisrejser til rummet med ekstra benplads og all-inclusive er ikke blandt nyhederne næste sommer,« siger Torben Andersen.