Var det noget med et stykke fermenteret haj eller en bid af den svenske klassiker surströmning? På verdens første ’Disgusting Food Museum’ (Det Klamme Madmuseum, red.) kan du opleve 80 forskellige lokale specialiteter, som ikke er for sarte sjæle, når museet åbner i Malmø 29. oktober.
Her kan du både lugte og smage på ‘delikatesser’ som rå tyrepenis, helstegt marsvin fra Peru, den ildelugtende frugt durian fra Thailand eller nabolandets egen specialitet, surströmning.
Bag udstillingen står psykolog og forsker Samuel West, der vil sætte fokus på, at mad er mere end ernæring, og at usædvanlige fødevarer kan opleves forskelligt.
»Det er rigtig mad, som man kan lugte til og smage på, og det er lige så oplysende, som det er sjovt. Hvad er egentlig klammest – marsvin eller gris? Er der overhovedet nogen forskel? Museet kan være med til at ændre vores opfattelse af, hvad der er ulækkert, og forhåbentlig gøre det nemmere for os at være mere åbne over for bæredygtig mad i fremtiden,« siger Samuel West.
Udstillingen kan opleves på ’Slagthuset’ i Malmø fra slutningen af oktober og frem til 27. januar næste år.