Thailand lukker flere øer på grund af masseturisme

For anden gang denne måned har Thailand set sig nødsaget til at begrænse antallet af besøgende på et af landets populære turistmål.

Koh Similan med dens kendte stenformation. Foto: Frank Undall

Endnu flere øer er nu blevet lukket ned for turister, efter at den thailandske natur de seneste år har lidt overlast på grund af masseturisme. Det er de populære Similan-øer, der ligger ud for kysten ved Phuket, som regeringen i Thailand indført et forbud mod overnatning på. Det skriver den engelske avis The Telegraph.

Det er ikke første gang, at Thailand bruger forbud mod turister til at give naturen en pause. I begyndelsen af oktober blev et midlertidigt forbud på fire måneder mod turister på den kendte strand Maya Bay på Phi Phi-øerne forlænget på ubestemt tid, fordi naturen endnu ikke er kommet til hægterne.

At begrænse adgangen til flere af Thailands øer kan ifølge turismeforsker ved Roskilde Universitet Jane Widtfeldt Meged få konsekvenser for turismen i Thailand. Men det er udtryk for, at politikerne er vågnet op, lyder det fra turismeforskeren.

»Turisme er et væksterhverv og skal være en løftestang for bæredygtighed, og det er Thailand heldigvis blevet klar over,« siger Jane Widtfeldt Meged og uddyber:

»I første omgang kan det ramme landet økonomisk, men de er nødt til at begrænse adgangen for turister til de populære destinationer, hvis de vil sikre sig på længere sigt – for hvis de ikke dæmmer op nu, så ødelægger de destinationen.«

Similan-øgruppen består af 11 øer og tager hver dag imod mere end 5.000 besøgende, der kommer for at bade ved de hvide sandstrande og dykke efter koraller. Antallet af daglige gæster tilladt på øerne bliver også begrænset til 3.325 fra 1. januar næste år, mens både med mere end 100 gæster om bord bliver bandlyst.

Der er ikke nogen melding om, hvor lang tid forbuddet mod overnatning vil blive opretholdt.