Hvor er du fra?

Genetisk slægtsforskning har grebet om sig. Med en simpel prøve af organisk materiale kan man nu bestemme, om man er i familie med Djengis Khan, Marie Antoinette eller bageren henne om hjørnet. Ikke mindst sorte amerikanere har kastet sig over familierødderne, og f. eks. TV-stjernen Oprah Winfrey har sporet sin familie tilbage til regnskovsfolket i Liberia. Men siger al den kulegravning i virkeligheden noget som helst?

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//281/281924/281924_thumbnail.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

Mange mennesker sidder hver dag på arkivernes læsesale og studerer kirkebøger, lægdsruller og folketællinger for at finde forfædre og -mødre. Den hobby har nu, ikke mindst i USA, fået et supplement, nemlig genetisk slægtsforskning, der inddrager det genetiske arvemateriale til at klarlægge vores familiære fortid.

I USA dyrker millioner nu genetisk slægtsforskning, og på populære websider klikker ikke mindst sorte amerikanere sig ind for at få oplysninger om, hvor i Afrika deres familie stammer fra.

TV-stjernen Oprah Winfrey blev testet, og hun nedstammer ikke som forventet fra krigeriske zulu-forfædre, men fra regnskovsfolket i Liberia. Den populære og verdenskendte sorte litteraturforsker Henry Louis Gates Jr. tjekkede sine gener og blev forbløffet over, at han havde en jødisk kvinde i sit familietræ.

Søg din slægt
Manien i USA startede i 2006, da Henry Louis Gates Jr. var TV-vært på en serie om sorte amerikaneres historie med titlen »African American Lives«. Han udvalgte kendte stjerner som forsøgskaniner. Det var bl.a. skuespilleren Whoopie Goldberg, musikeren Quincy Jones, TV-stjernen Oprah Winfrey, skuespilleren Chris Tucker og Gates selv.

Han fik genetiske prøver fra de medvirkende, og det viste sig, at man temmelig nøjagtigt kunne bestemme, hvorfra familien oprindelig stammede. Forfædrene stammede i øvrigt ikke kun fra Afrika, idet der var en hel del europæisk blod i slægterne. Forklaringen synes at være, at der på plantagerne ofte var seksuelle relationer mellem hvide og sorte.

TV-serien afstedkom en eksplosion i antallet af sorte amerikanere, der søgte deres slægts historie, og gennem internettet blev dette behov snart til en folkelig bevægelse. I USA, som er en indvandrernation, hvor slægtsarkivalier fra før 1900 ofte er gået til i krige og katastrofer, er slægtsforskning vanskelig fra tiden før ens bedsteforældrene kom til Guds eget land. Så manien greb om sig og bredte sig til andre minoriteter end de sorte; for jøder, kinesere og andre var ikke meget bedre stillet, hvis de ville gå tilbage til tiden før immigrationen til USA.

Det er kun muligt at tegne den slags stamtræer, fordi vi efterlader os tydelige DNA-fingeraftryk i den genetiske arvemasse. Fra far til søn går der en lige linje af Y-kromosomer, så man kan følge slægten tilbage i tiden. Men kvinderne er også med på denne retrofamiliære tidsrejse. For fra mor til børnene går uforandret et såkaldt »mitochondrie DNA«, så kvindesiden også kan følges. Imidlertid er denne kvindelige linje mindre pålidelig, og eksempler viser, at man skal være forsigtig.

En sort, britisk kvinde deltog således i 2003 i et BBC-show for at finde sin slægt. Hendes mitochondrie blev testet og viste, at hun tilhørte en sjælden art, der kom fra øen Bioka ud for Camerouns kyst. Stor opstandelse, rejse til øen Bioka og stormende familietræf. Men senere viste det sig, at samme mitochondrie også var at finde i Mozambique.

Chokbølger
Den videnskabelige anvendelse af genetisk slægtsforskning startede i 1990erne, da den jødiske genetikforsker Karl Skorecki undrede sig over, at jøder, der påstod, at de nedstammede fra præsteslægten kohannitterne, overhovedet ikke lignede hinanden.

Præsteslægten er efter overleveringen startet af Aron, der var bror til Moses, og i jødisk tradition husker efterkommere, at de er kohanittere. Også Skorecki mente, at han var medlem af præsteslægten og for at efterprøve overleveringens pålidelighed - at alle i præsteslægten altså var efterkommere af Aron - iværksatte han en genetisk undersøgelse for at se, om Y-kromosomet gik igen hos udvalgte jøder.

I 1997 publicerede han resultatet i tidsskriftet Nature, der viste, at det specielle Y-kromosom rent faktisk optrådte hyppigere hos mænd, der påstod, at de nedstammede fra Aron, end hos andre jødiske mænd. Uden at det var et bevis på overleveringen, var det dog et indicium for, at der var noget om sagen.

Skoreckis undersøgelse sendte chokbølger gennem den videnskabelige verden og afstedkom mange nye forsøg. Den molekulære biolog Bryan Sykes udviklede nye metoder til at identificere mandlige kromosomer, der kunne angive slægtsskab. Hans bog »The Seven Daughters of Eve« fra 2001 var igangsætter for yderligere forskning i emnet.

Djengis Khan i familien?
Den genetiske historieforskning har allerede vist sig brugbar. En af de store genetiske undersøgelser er foretaget på Island, hvor man mener, at den homogene befolkningssammensætning er ideel til den slags undersøgelser. De første bosættere kom fra Nordnorge i årene 874 til 930, senere fulgt af tilflyttere fra de britiske øer. DNA-undersøgelser har nu vist, at 80 procent af islandske mænd har nordisk oprindelse, mens 65 procent af kvinderne kommer fra de britiske øer. Forklaringen er muligvis, at de islandske vikinger drog til de britiske øer for at erobre kvinder.

Efterhånden bliver genetiske undersøgelser brugt til mange af den type forsøg på at fastslå folks oprindelse. Man mente således, at høje blåøjede indbyggere i bjergene omkring Verona kunne nedstamme fra det nordiske folk kimbrerne. En kimbrer-hær blev slået af den romerske hær i 120 f. Kr., og evt. efterkommere kunne have slået sig ned i Verona, men en undersøgelse af Y-kromosomet synes ikke at tyde på, at disse høje mennesker havde nordiske Y-kromosomer i sig.

En lignende undersøgelse foregår for øjeblikket i Kina, hvor man undersøger, om vestligt udseende kinesere ved Gobi Ørkenen kunne nedstamme fra en romersk hær, der blev besejret af parther-folket i det nuværende Iran i år 53 år før Kr. Skriftlige kilder antyder, at denne hærs rester muligvis var at finde i det nordvestlige Kina 17 år senere.

En genetisk undersøgelse mellem det oprindelige fønikiske folk og vor tids befolkning på Malta er også blevet foretaget. Resultatet fra 2004 viser, at halvdelen af indbyggerne fra Malta med sandsynlighed stammer fra den oprindelige fønikiske folkegruppe.

Hvis man tror, at genetiske undersøgelser viser klart definerede etniske skel, så er erfaringen fra USA den stik modsatte. Der er faktisk en temmelig voldsom blanding af etniske grupper. Ikke mindst mange sorte har opdaget, at de har europæisk blod i familien, men også mange hvide og indianere har opdaget blandet blod. En undersøgelse af studerende i en klasse på Florida Atlantic University gav som resultat, at hovedparten af de studerende havde en blanding af europæiske, indianske, afikanske og asiatiske gener.

Hvem er du egentlig?
Den fornyede interesse for slægtsforskning er forståelig ikke mindst i USA, hvor mange kun har en rudimentær fornemmelse af slægshistorien. Men er det et utvetydigt gode? Pionerforskeren Karl Skorecki, der senest har genbestemt en jødisk urmoder kaldet K2a2a, siger til New York Times, at identitet ikke bør hæftes op på biologi og genetik, fordi det minder for meget om fortidens race-forblændelse:

»Jeg foretrækker at anvende genetisk metode til at fortælle os noget generelt om historien og give os indsigt i sygdomsforløb. Det er noget andet end at søge sin identitet. For identitet er i sidste ende noget metafysisk og ikke fysisk.«.

Steven Pinker er en verdenskendt biolog, der med sin bog »The Blank Slate« etablerede sig som en heftig debattør i principielle spørgsmål om arv og miljøs betydning for mennesket. I en kritisk artikel i tidsskriftet The New Republic advarer han mod at søge sin identitet i arv og genetik. Han minder om, at genetisk eftersporing af sin families oprindelse går i en lige linje tilbage, men at resultatet er temmelig ubrugeligt, fordi slægtskabet er ganske udvandet.

Hvis vi går tilbage til England i 1200-tallet, vil der være godt tre milliarder forfædre. Og hvis vi går tilbage til Jesu tid, må vi regne med milliarder af forfædre akkumuleret gennem generationer. Og hvad siger den slags egentlig? Pinker konkluderer:

»Uden for en smal familiekreds er den slags familierelation biologisk banal, sårbar over for manipulation og fremmed overfor modernitet«.