Manden var klædt i en lang frakke, da han kom ind i det tyske kvindecenter, hvor den 21-årige Seyran Ates arbejdede som frivillig. Ud af frakken trak han en pistol, som han tre gange affyrede mod de tilstedeværende kvinder. En af dem blev dræbt af et skud i maven. Seyran Ates blev ramt i halsen, men overlevede.
Hvorfor gerningsmanden, en tyrkisk murer, handlede, som han gjorde, er aldrig blevet endegyldigt opklaret, og manden blev senere frikendt som følge af manglende beviser. For den i dag 57-årige Seyran Ates blev det startskuddet til et liv i farezonen. I 2018 åbnede hun i Berlin den progressive Ibn Rushd-Goethe-moské, der adskiller sig fra andre moskeer ved at tillade mænd og kvinder at bede i samme rum, ligesom også muslimer med en LGBT-baggrund vil blive modtaget med åbne arme af moskeens imam, som er Seyran Ates. Hun vil ikke anerkende det traditionelle muslimske forbud mod kvindelige imamer.
Moskeen kan ses som en del af hendes kamp for en seksuel frigørelse inden for rammerne af islam – en seksuel revolution på linje med den, der satte sit endegyldige præg på Vesten i 1960erne og 1970erne. Seyran Ates' kamp har ikke været uden omkostninger. Hun bevogtes af livvagter døgnet rundt, og dødstrusler i hendes mailboks er reglen snarere end undtagelsen. Det har dog ikke forhindret moskeen i at blive et fristed for unge tyske muslimer, der identificerer sig med den spirituelle side af religionen, samtidig med at de tager afstand fra den politiske islam, der hyppigt bevæger sig i en radikaliseret retning.
Seyran Ates er en af gæstestjernerne ved dette års dokumentarfilmfestival CPH: DOX i København, hvor hun blandt andet vil blive interviewet af den danske forfatter Sara Omar. Hun har selv hovedrollen i den norske dokumentarist Nefise Özkal Lorentzens film »Seyran Ates: Sex, revolution & Islam«. I filmen redegør Seyran Ates for sine ambitioner om at reformere islam eller rettere – som hun kalder det i dette interview med Berlingske – at lade islam genopdage sine egne værdier.
Hjemme hos mig selv har jeg den nylige danske og ucensurerede oversættelse af »Tusind og en nats eventyr«, som i passager er erotisk, nærmest pornografisk. Hvorfor er det, at den muslimske verden synes at have vendt denne tradition ryggen?
»'Tusind og en nats eventyr' er en fantastisk, mirakuløs gave til menneskeheden. Den erotiske tradition i den tyrkiske og arabiske litteratur er rig, og derfor kan man også kalde mit forsøg på at reformere islam for en genopdagelse af dens egne værdier. Den erotiske litteratur bliver stadig udsat for censur og bandlysning i muslimske lande, senest i Egypten, hvor en gruppe af konservative advokater har forlangt en ny oversættelse bandlyst. Men det er ikke tilfældigt, at magthaverne lægger låg på erotiske tekster. Ved at kontrollere seksualiteten har magthaverne nemlig et effektivt redskab til at kontrollere en befolkning, for så kontrollerer den personer i deres inderste sfære. Det er for så vidt ikke unikt for islam. Det samme har været tilfældet i den katolske kirke og blandt ortodokse jøder. Og kontrollen rammer kvinderne hårdest. Det første, den såkaldte islamiske revolution i Iran fik indført i 1979, var et krav om, at kvinder skulle være tildækket. Det er det klassiske tilfælde af manden, der frygter at miste sin magt over kvinden.«
Du arbejder for en seksuel revolution i den muslimske verden, men samtidig beskriver du den muslimske verden som »overseksualiseret« – hvad betyder det?
»Det er et velkendt fænomen: Jo mere, magthaverne forsøger at undertrykke seksualiteten, desto mere vil befolkningen være fokuseret på den. Jo mere, man undertrykker, desto mere må seksualiteten udspille sig i det skjulte, hvor den altid er i fare for at blive et problem snarere end en mulighed. Vi ved fra ngo’er, som arbejder i muslimske lande, der via lovgivning påbyder burka, at tildækningen af kvinder på ingen måde forhindrer, at kvinder bliver seksuelt forulempet. Snarere tværtimod.«
De, der ønsker burka i Danmark, fremhæver ellers tildækningen af kvinder som en slags beskyttelse.
»Den beskytter ingen. Det er en løgn. Tildækning gør kvinderne mere udsatte for vold. I Tyrkiet, hvor burka tidligere var bandlyst, tildækkes kvinder mere og mere i klædedragten, og antallet af overgreb mod kvinder er steget sideløbende. Det sker ovenikøbet med regeringens indirekte velsignelse. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, annullerede i sidste måned Tyrkiets støtte til Europarådets konvention mod vold mod kvinder.«
Du har grundlagt Ibn Rushd-Goethe-moskeen i Berlin i 2017, hvor mænd og kvinder kan bede i samme rum, og hvor homoseksuelle muslimer er velkomne. Hvorfor?
»Ideen var at have et sted, hvor vi som muslimer kunne koncentrere os om den spirituelle side af islam snarere end den politiske side, der dominerer mange af Europas moskeer. Vores moské er faktisk en måde at bekæmpe politisk islam på, men den skal også vise verden, at muslimer også kan dyrke deres religion på en personlig og privat måde. Den skal være et sted, hvor vi kan søge svar på spirituelle spørgsmål af den type, som vi ikke kan finde i videnskab eller politik. Det har alle mennesker brug for. Samtidig havde jeg et ønske om at kunne tilbyde et alternativ til den radikaliserede islam, som flere medlemmer af den unge generation af muslimer er begyndt at blive optaget af.«
I Danmark er der mange muslimske kvinder, der bærer slør og forsvarer det som en vigtig del af islam. Du har gjort det forbudt at bære burka i bederummet, men ikke slør. Hvad er begrundelsen for forbuddet?
»Når det handler om burka, er det delvist et spørgsmål om sikkerhed. Hvis folk bærer niqab eller burka, kan man ikke se, hvem de er, eller om de skjuler våben. Kvinder kan godt bære tørklæde over håret, hvis de vil det i moskeen. Jeg bryder mig dog ikke om, hvis de skjuler håret af hensyn til de mænd, der måtte være i moskeen. Hvis muslimske mænd ikke kan tåle at se en kvindes hår uden tænke på sex, bør de gå i terapi. Det er ikke kvindens problem, medmindre hun accepterer mandens overherredømme. Hvis kvinderne til gengæld bærer tørklæde, fordi de mener, at det ærer Gud, er det fint med mig. Når det handler om muslimske kvinder, der arbejder for det offentlige – såsom lærere og dommere – er det derimod min opfattelse, at personer skal fremstå så neutrale som muligt, og det betyder, at tørklædet bør være udelukket i de stillinger.«
Du arbejder for en seksuel revolution inden for islam – hvad ser du som en passende rollemodel for sådan en revolution? I Vesten er den seksuelle revolution jo også blevet kritiseret, blandt andet for at give mænd mere frihed end kvinder.
»Den seksuelle revolution i Vesten var en del af en større bevægelse i Europa, og der er sket store fremskridt for retten til at være den, du har lyst til at være. I nogle henseender var den vestlige revolution først og fremmest en frigørelse for mænd, der levede i en slags seksuelt paradis i 60erne og 70erne. Til en vis grad erstattede ungdomsoprøret desværre det gamle patriarkat med et nyt. Ikke desto mindre er de muslimske lande meget langt fra at nå det niveau, vi kender her. Mit håb er, at de muslimske lande kan opnå samme grad af lighed og seksuel frigørelse, som Europa har fået i det seneste halve århundrede. Når det er sket, kan Europa, de muslimske lande og resten af verden måske nå endnu længere. I en globaliseret verden burde det være muligt.«
I en scene i filmen interviewer du tyrkiske og arabiske prostituerede på et bordel i Berlin. Hvor accepteret og benyttet er prostitution inden for islam?
»Prostitution eksisterer som en offentlig hemmelighed i alle muslimske lande. I lande som Iran har man mutah-traditionen, det midlertidige ægteskab, der er en religiøs legitimering af prostitution. I den muslimske befolkning er prostitution noget, man taler om inden for familiernes fire vægge, men som normalt ikke omtales offentligt. Som jurist har jeg haft mange prostituerede som klienter, og de har ofte bemærket hykleriet omkring emnet. Det moralske hykleri bliver en slags livsstil. Der findes bordeller, der specifikt er indrettet til muslimer. Hvor man kan købe sex, men ikke alkohol.«
Nogle ikketroende, heraf nogle tidligere muslimer, vil formentlig mene, at det er bedre helt at skaffe sig af med religionen snarere end at opfinde en ny afart af en religion.
»Mennesker har altid haft brug for det religiøse i både hverdag og ved højtider. For mit eget vedkommende er det en del af hver time, jeg er vågen i døgnet. Så vi kan ikke opdele vores hverdag i arbejde, fritid og tilbedelse. Til gengæld kan vi godt regulere, hvor meget indflydelse religion kan få på vores offentlige institutioner og den måde, vi udformer love og regler. Religiøse værdier har deres egen sfære, men det civile samfund skal udvikles uafhængigt af den sfære. De kan godt påvirke hinanden, men de skal ikke være lig hinanden. Derfor bør vi alle interessere os mere for religion, så vi bedre bliver i stand til at se, når religionen bliver misbrugt til undertrykkelse.«
Filmen »Seyran Ates; Sex, Revolution og Islam« har verdenspremiere på CPH: DOX torsdag den 22. april klokken 16.45 – i forbindelse med filmen vil der være en livetalk med Seyran Ates og forfatteren Sara Omar. CPH: DOX er i år en digital festival. 177 film kan ses på festivalen fra onsdag den 21. april frem til torsdag den 6. maj.
