Hellere lille og vågen...

I løbet af et par timer blev hip hops fortid - heldigvis - overtrumfet af genrens nutid, da Dizzee Rascal gav publikum den fest og intensitet, som Beastie Boys ikke kunne eller ville levere.

Beastie Boys på Orange Scene. Foto: Simon Bohr Fold sammen
Læs mere

»Nu falder jeg fandeme snart i søvn,« lød en skuffet festivalstemme i mylderet, inden dens ejermand skyndte sig at fortrække mod nye og forhåbentlig større eventyr.

Måske kunne Beastie Boys' 20 år gamle rockrap-klassiker »No Sleep Till Brooklyn«, som trioen satte i med netop da, have holdt hans trang til at sove lur på afstand lidt endnu. Men da var det for lidt og for sent - rapveteranerne havde allerede nået både at erobre publikum og miste det igen alt for tidligt.

For det begyndte sgu godt: Med Mix Master Mike bag pladespillerne øste de 1970er-jakkesætklædte seniorrappere MCA, Adrock og Mike D løs af deres bugnende bagkatalog: Det ene vellagrede sample efter det andet skyllede ind over mudderet, fra »Root Down« til »Sure Shot« - som helt magisk blev velsignet med et af det nærige festivalvejrs sjældne solstrejf.

Men netop som Roskilde skrålede »Because you can't, you won't and you dont stooop!« på vej mod den samlingskoncert, som alle trængte så forfærdeligt til, kastede bæsterne sig over bas, trommer og guitar i en alt for langtrukken leg med gamle punknumre og slumretæppe-jam fra den aktuelle instrumentalplade »The Mix-Up«. Det slipper man altså ikke af sted med på Orange Scene, og efter så mange år burde Beastie Boys vide bedre. Eller også var de bare ligeglade - og i det tilfælde var det en følelse, de ikke havde problemer med at sprede.

Den, der trængte til et wake-up call oven på det antiklimaks, behøvede blot at bevæge sig direkte ned på Cosmopol-scenen. Her gav den britiske superrapper Dizzee Rascal en overlegen demonstration af alt det, Beastie Boys ikke magtede eller så stort på: Fokus. Energi. Retning. Selv i påklædningen havde Rascal skrællet sit udtryk ned til det allermest nødvendige: Hvid undertrøje, rød baseball-kasket, tynd guldkæde - hvor svært kan det være? Én DJ, én medrapper og en samling knastørre London-beats med den ene fod i den lokale grime-sound.

Som en sulten ulv jagede Rascal langs scenekanten, mens han med sin umiskendelige East End-accent bjæffede de gadekløgtige sange fra sit spritnye og bedste album »Maths & English« ud over et begejstret publikum.

Det var musik, der lød som om den umuligt kunne eksistere bortset fra her og nu, og en velkommen reminder om at hip hop faktisk har andet og mere end en fortid. Eller som Rascal yndede at sige i tilfredshed med teltets mange jubelbrøl: »That's what I'm fucking talking about!«. I lige måde, min ven.