»Min mor, min storesøster, Lone, og jeg kom først over til Sverige 7. januar 1944 på et endagspas, som min mor havde skaffet sig i Kødbyen hos en slagtermester, der leverede kød til tyskerne. Hun kunne ikke medtage noget, der vakte mistanke om, at hun ikke ville vende tilbage om aftenen, så hun var rystende nervøs.«
Der er ikke meget i skuespilleren Helle Hertz’ lille, men hyggelige og sommerlyse lejlighed midt i København, der får en til at tænke på et af de mørkeste kapitler i den nyere danmarkshistorie, jødeforfølgelserne under den tyske besættelse. Men hendes liv begyndte stort set med en farefuld flugt.