At Helle Hertz skulle blive en af dansk teaters mest benyttede skuespillere gennem mange år – ikke mindst på Det Kongelige Teater i flere omgange – var der ikke rigtigt nogen, der havde regnet ud, da hun lagde fra kaj som umælende, men dekorativ Lommer-pige i netstrømper og høje hæle.
Direktør Stig Lommer havde fået øje på sin unge stjerne Lone Hertz’ veldrejede lillesøster, men det viste sig, at hun også kunne sige replikker. Ja, ligefrem havde talentet til at avancere til »rigtig« skuespiller. Der var instruktører, som kunne se hendes muligheder, og hendes daværende mand, Christoffer Bro, lod hende ligefrem blive en slags førstedame på det Gladsaxe Teater, han blev chef for i begyndelsen af 1970erne. Skønt hun med sit moderne, jordbundne talent altid er gået til sin metier helt uden primadonnaens forfængelighed.
Det Kongelige Teater engagerede hende 1974-87 og igen fra 1987. Og hun var tilknyttet nationalscenen helt frem til »pensionen« for seks år siden. Karakteristisk nok var det uden for teatrets mure, at hun skulle få sine bedste roller, for eksempel som Ernst Bruun Olsens heltinde i »Claire Lacombe og den store revolution«, en præstation, hun indskrev sig i dansk teaters dronningerække med, da hun fik den fornemme Henkel-pris.
Velopdragen
Var hun for velopdragen til andet end at spille de mange roller på Det Kongelige Teater pænt og loyalt, selv om teatret godt kunne have kastet flere lunser i hendes retning?
»Når jeg ser de unge i dag, og hvor meget de tør, bliver jeg helt paf. De er så modige. De tror uendelig meget på sig selv,« sagde hun i hvert fald til Berlingske, da hun udgav sine i øvrigt velfortalte erindringer.
Men så var der jo heldigvis film og fjernsyn, hvor hun ikke mindst i 1970erne og 1980erne havde mange gode opgaver med sin realistiske replik og hverdagslige »almindelighed«, der var lige til at identificere sig med. Tænk bare på rollen som varm, vordende mor i den søstersolidariske »Vinterbørn« eller den hårdt prøvede godsejerinde i Gustav Wied-filmatiseringen »Slægten«. Og på skærmen så man hende i to komedieserier med Lise Nørgaard som hovedforfatter, kontorsatiren »En stor familie« og den let feministiske komedieserie »Mor er major.«
I dag har Helle Hertz lagt teaterkarrieren på hylden. Men hun kan glæde sig over at have sat tre glimrende skuespillere i verden. Hun er mor til Nicolas, Laura og Anders Peter Bro.
Helle Hertz fylder 75 år mandag den 29. oktober.