Sikke et hus! Mus i mit krus! Skybrud og storm. Partier og politikere nedsmelter for åben skærm. Vi er endnu engang blevet bekræftet i, at vi er hundehandlere, skidesprællere og socialdemokrater, alle til hobe. Bare i noget forskelligt tøj. Nogle går i kamgarn og lyseblå skjorter og andre sværger til ravkæder og terrængående Fjällræv.
Men danskens DNA er socialdemokratisk. Og de få uindviede kan godt pakke sig, for vi kan bedst lide kollektive løsninger her i huset, uanset hvor ringe de er, og uanset hvor meget vores små børn må gå for »ludere og koldt vand« (som min datter troede, det hed) i daginstitutionerne, fordi ledelse er en by i Venezuela. Vi vil ikke lave om på tingenes tilstand, selv om det betyder, at vi er nødt til at låse døren til Danmark, så vi ikke lukker folk ind i Velfærdssamfundet, som måske ikke kan spytte i kassen lige med det vuns, men som måske på længere sigt ville kunne bidrage.
Følg vores veje eller få en Olfert
Al den mangfoldighed, vi bryster os af, er kun et badge af blik i pangfarver. Vores VI er ikke for hvem som helst. Det er jo ikke en gavebod det her. Det er jo ikke børnehjælpsdag, eller jo, men kun for danske børn. Det er vores velfærdssamfund. VORES. Og det er helligt og indiskutabelt den bedste løsning på alt, og det er ikke til debat, og du kan ligeså godt bare glemme alt om brugerbetaling og privatisering og personligt ansvar for egen sundhed, for ellers får du buksevand og en lammer på skulderen og en seriøs Olfert, der får din stemme til at flyve i falset!
Verden har ikke brug for mere angst. Og man er ikke et overfladisk klimabenægtende røvhul, fordi man viser angsten vintervejen.
Kære kollektive angst – jeg er ikke hjemme
Verden har ikke brug for mere angst. Og man er ikke et overfladisk klimabenægtende røvhul, fordi man viser angsten vintervejen. Man ved blot, at den intet godt bringer med sig. For angst er mørke, og i mørket kan vi ikke finde vej. Vi støder ind i hinanden og taber den ene sko. Og vores fornuft. Angsten er Ridder Katos jernklo, som griber om vort hjerte og knuger livet ud af det. Kære kollektive angst, når du banker på min dør, så er jeg ikke hjemme. Jeg sidder ude i sollyset og klapper min hund Darwin på hovedet. Hun sidder og sveder og halser med sin ramme trygge hundeånde. Og hendes øjne møder mine, og jeg ved, at det nok skal gå det hele, selv om det ser svært ud. Man kunne også have valgt at gå med tristessen og skuffelserne. Man kan så meget. Mørket lokker med sin sølvertunge selv i dagslys. Og der er så megen smerte, man kan rode op i. Pille i. Sætte sig med et forstørrelsesglas og betragte sin egen slidte barndom. Der var meget, der ikke var helt efter bogen. Eller jo, bare ikke en god bog. Og man kan gå i terapi i årevis og kradse i såret ligesom biskoppens tjenestepige i Fanny og Alexander. Pille og rode og regere, fremdrage bevis i form af sårskorper.
Nu er vi her, så lad os takke for alt det gode. For eksempel at man var så heldig at være på Folkemøde.
Man kan også vælge at sige, ja, kønt var det ikke, men man står her endnu på sine brede naturfødder. Med alle sine tænder og forstanden nogenlunde i behold og en masse flotte ar, man gennem tiden har pådraget sig. På skinnebenene, i mellemkødet og hjertet ikke at forglemme. Men man lever, og alternativet er værre. Eller det ved jeg jo ikke, om det er. Måske er det fint og smukt at bevæge sig over, hvor vi kom, da vi entrerede på livets scene. Alle de nærdødsoplevelser, jeg har hørt og læst om, er fulde af pep og med drøn på farverne. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg glæder mig. Men jeg tror ikke, det er nogen kedelig oplevelse at dø. Men den tid den sorg/glæde. Nu er vi her, så lad os takke for alt det gode. For eksempel at man var så heldig at være på Folkemøde. Og at socialdemokrater findes i mange farver.
