»Ligeret til alle kvinder!«
Sådan lyder de bastante sidste ord, da der langt om længe sættes punktum i Betty Nansen Teatrets livtag med en af de sjældent spillede klassikere, Aischylos' 2.500 år gamle græske drama om »De asylsøgende kvinder« – en titel, der velsagtens skal få os til at stille tankerne ind på en af vores egen tids tragedier, de flygtende masser, der banker på porten. Og så naturligvis på en aktualiseret feministisk dagsorden, som man godt kan forstå, den britiske dramatiker David Greig har fundet frem i teksten. Hans revitaliserede og nybearbejdede version havde premiere i Storbritannien for et par år siden.
Desværre lyder det hele mere interessant, end det er. De mange rituelle amatørscener minder om et eller andet, der er landet midt mellem et meget langt højskoleophold, en koncert med et pigekor og en noget fersk heksesabbat. Ikke interessant nok i længden.
Sådan er det jo med klassikerne: De kan få nyt liv, hvis nogen ser noget i dem – og skiftende tider kaster nyt lys ind over dem. Hvad enten det, der skiftes til at vække resonans, er flygtningekriser eller eskalerende #MeToo-dagsordener, der bringer årtusinders undertrykkelse af udsatte kvinder for en dag.
Greig har givet hovedrollen til det græske kor, der ellers ofte bliver instruktørens statuariske hovedpine med alle deres kedsommelige tolkninger af det, der foregår – ofte er de jo dramatikernes moraliserende talerør. Sådan er det altså ikke her, hvor koret er de unge, egyptiske kvinder, der har måttet flygte over havet af frygt for tvangsægteskab. Nu banker de på porten i Argos, hvor kongen kastes ud i et dilemma: Skal han risikere at hente krigen til sit land, hvis han tager imod kvinderne? Ellers skal han afvise dem og dermed give afkald på sin moral? Afgørelsen lægges ud til folkeafstemning.
Søstersolidarisk budskab
Det er de cirka 20 unge kvinders kollektive messen, skære skønsang, råben og skrigen og stampen med deres »asylstave«, der dominerer spilletiden. Bønner til guderne om forståelse, tiggen om beskyttelse, anklagende, harme fællesråb, hvor patriarkatet afsværges og ekstatiske glædesdanse for sammenhold og frihed afløser hinanden. Det søstersolidarisk budskab understreges af, at det er utrænede unge spillere, der har lånt deres tid til projektet, bortset fra Ida Cæcilie Rasmussen, der optræder som korleder.
Mændene? Mikael Birkkjær er mest overladt til at klø sig befippet i skægget som tvivlende konge, mens Jesper Hyldegaard lægger ansigtet i de rette bekymrede folder som kvindernes gamle far.
Desværre lyder det hele mere interessant, end det er. De mange rituelle scener minder om et eller andet, der er landet midt mellem et meget langt højskoleophold, en koncert med et pigekor og en noget fersk heksesabbat. Ikke interessant nok i længden. Det er kedeligt at se på amatører på teatret.
Lysende ring
Ganske vist er det da imponerende, at man kan drage så fine paralleller. Men trods forsøget på at re-ritualisere det græske drama med dionysisk kvinde-power, virker det hele primitivt og hurtigt afkodeligt med replikker som »Alle folk frygter det fremmede, og hvis man er flygtning, vækker man mistro« – eller den replik, der åbnede hele denne anmeldelse.
Og Simon Bobergs iscenesættelse, der efter alt at dømme tager solidt afsæt i det britiske forlæg, gør ikke det hele meget mere spændende på den nøgne scene, som Edward Lloyd Pierce ellers har hængt en lysende ring over – som for både at understrege pladsen som et safe space og sende en hilsen til de overhængende guder.
Klassikeren aktualiseret, men også – sådan virker det – trivialiseret. Skulle Betty Nansen Teatret ikke fokusere på at få sine egne gode ideer i stedet for at importere mindre gode udefra?
»De asylsøgende kvinder« af Aischylos. Bearbejdelse: David Greig. Oversættelse: Simon Boberg og August Bovin Boberg. Komponist: John Browne. Iscenesættelse: Simon Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Betty Nansen Teatret; Edison til 25. september. Forestillingen spiller igen 1. - 16. januar. desuden spilles den på Malmö Stadsteater og på Aalborg Teater med samme skuespillere, men andre kor.
