Hun er lige til at slikke på

Livsbekræftende livtag med Suzanne Brøggers erotiske og feministiske evangelium på Teater Republique - med Jeanett Albeck som følsomt og fræsende centrum.

»Den, som elsker sine lyster, kan ikke kues.« Jeanett Albeck yder en imponerende indsats som erotisk frihedskæmper i »Brøgger«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Galbiati

Hvornår har man sidst haft lyst til at  tømme en flaske hvidvin helt til bunden og danse nøgen rundt i den nærliggende Fælledparken, mens man råber på livet, at det skal komme og tage én?

Mindre kan naturligvis også gøre det, men der er en så livgivende saft og kraft i den forestilling, som musikeren og performeren Jeanett Albeck har lavet over tekster af sandsigersken Suzanne Brøgger, at den virker som en kanyle med adrenalin direkte i hjertet.

»I det hele taget er livet er en risiko, man løber. Alt andet er spild af tid. Det er denne forestilling ikke.«


»Brøgger« på Teater Republique er et spark i konventionerne. I de begrænsninger, man ikke skal lade sig tynge af. Med Albeck som noget nær det perfekte, grænseløse medie for guruen Brøggers feministiske og sanselige ord - med krop, stemme og ansigt er hun omtrent en legemliggørelse af hende, hvis livsevangelium er at turde sige ja til livet og erotikken. Hende, der ikke bare vil lade sig nøje, men omfavne hele eksistensen med alt, hvad det indebærer.

Kussetryk

Alt dette rummer Albeck, alene på scenen med sine mange instrumenter og en rekvisitør, der går til og fra som tavs assistance. Skøn at skue som Brøgger selv med platinblonde ekstensions sat op til narrestreger, et vidende blink i øjet og flirtende smil om læberne.

Der er næppe gået meget mere end et par minutter, før vi har været vidne til skælmske kussetryk, stolt hængt til tørre, inden Albeck giver sig i lag med Brøggers mistede dyd på et badeværelsesgulv i Indokina, gengivet med frydefuld forundring og smittende iver. I det hele taget er det enestående, sådan som Albeck og iscenesætteren Liv Helm har tilrettelagt alle disse erfarne ord om lyst og liv fra den erotiske frihedskæmpers skrivemaskine. Uforudsigeligheden præger forestillingen - som Brøgger selv.

Jeanett Albeck har komponeret og skrevet sangtekster til Brøggers essays - et lydspor, der heller ikke nægter sig noget, men tager for sig på alle hylder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Galbiati.

Albeck tager os både med helt ned på jorden med jordbunden klarhed i mælet, ligefrem nøgternt konstaterende indimellem og helt op i stratosfæren med sin smukke stemme i nogle af de kompositioner, hun har lavet til ordene - fra balkaneufori over gyngende honkytonk-blues til støjrock og skær inderlighed.

Snart twerker hun vildt og ekstatisk i nøgendragten, hanker op i de hvide lakstøvler og slår til lyd for livet som et stort tagselvbord, hvor man ikke skal tage de roller, man sættes til at spille, alt for alvorligt. Snart maler hun blå streger med den blonde hestehale, mens hun afsværger sig jalousien. Snart synger hun duet med en forelsket, blåregnskulret Brøgger herself - til stede via en transistorradio.

Og hele tiden kredser hun om et opgør med kvinderollen. Om alt det, kvinden er blevet gjort til af frygt for at være udenfor. Stærkest i en voldtægtsskildring i ni akter helt fremme foran publikum. Den starter som et erotisk lystspil med appelsiner og blå øjne og slutter grimt og kuldslået. Nej, voldtægt er ikke en privatsag. Også den kan vendes til et ønske om forandring.

I det hele taget er livet en risiko, man løber. Alt andet er spild af tid. Det er denne forestilling ikke. Den er modig, levende, sanselig, sjov, i pagt med tiden. Fuld af glæde, fuld af protest. Hvorfor ikke bare omfavne det mantra, dens imponerende kraftcenter, Albeck, selv synger, mens Brøgger igen dukker op, nu som et ekko: »Alt, hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt, hvad der tynger mig ned, det skider jeg på.« »Brøgger« - og Albeck for den sags skyld -  er lige til at slikke på.

»Brøgger«. Tekst: Suzane Brøgger. Ide og musik: Jeanett Albcek. Iscenesættelse: Liv Helm  Repubbliques Revolver-scene til 13. oktober.

Foto: Sara Galbiati.