Trives han godt uden for Det Kongelige Teaters skærmende mure, Mikael Birkkjær? Det virker i hvert fald sådan.

Det er næppe forkert at sige, at skuespilleren, til trods for mange store roller, ikke helt fik foldet potentialet ud på Det Kongelige Teater, som han forlod for fire sæsoner siden. Evnerne er der jo ingen, der betvivler. Det har der aldrig været, fra han omtrent var dansk teaters nye, unge håb - flot fyr, stor indlevelsesevne, glimrende teknik - lige fra teaterskolen dengang i midten af 1980erne og det dobbelte gennembrud i Erling Jepsens »En farlig mand« og »Romeo og Julie« på turne. Med direkte adgang til sine følelser, hvilket han selv mener, har været adgangskortet til en efterhånden lang karriere på scenen og foran kameraet.