Giv mig noget, der ikke er perfekt! Giv mig noget virkeligt! Giv mig noget menneskeligt!

Engang blev den højeste karakter givet for den ekstraordinære præstation. I dag kommer man til tops med en præstation, der er fejlfri. Vi skaber et system, hvor det ikke handler om at skabe noget stort, men om at undgå at gøre noget forkert, skriver forfatter og kommunikationschef Niels Overgaard.

Kommunikationschef og forfatter Niels Overgaard. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

I økologighettoen Trekroner vest for København, hvor jeg bor, er der åbnet en ny butik ved stationen. I Confident kan man via medicinsk æstetik købe selvtillid. På hjemmesiden tilbydes Botox for »et friskere look«, filler, der »genskaber fylde og tilfører fugt«, eller muligheden for at blive »uønsket hårvækst« kvit. Man behøver ikke længere lade sig nøje med den af milliarder af års evolution udviklede menneskelige krop.

En af de centrale forskelle på menneskenes verden og gudernes er, at vi dødelige aldrig kan blive perfekte. Kristendommen adresserer dette faktum med ideen om syndernes forladelse. Det forhold, at vi er mennesker, betyder, at vi er dømt til at fejle. For disse fejl beder vi Gud om tilgivelse. Efter at vi moderne vesterlændinge, som Nietzsche fremførte, dræbte Gud med fremskridtet, hvem kan så tilgive os?

»Vi skaber dermed et system, hvor det ikke handler om at skabe noget stort, men om at undgå at gøre noget forkert. Og det mål er umuligt for mennesker at opnå i livet.«


Karakterskalaen er et symbol på det moderne perfektionsjag. Engang blev den højeste karakter givet for den ekstraordinære præstation. I dag kommer man til tops med en præstation, der er fejlfri. Vi skaber dermed et system, hvor det ikke handler om at skabe noget stort, men om at undgå at gøre noget forkert. Og det mål er umuligt for mennesker at opnå i livet.

Vi er ved at skabe en kultur, hvor det at være menneske, er forkert. Ofrene for det er alt fra en generation af verdenshistoriens mest ressourcestærke teenagepiger, der får angst og spiseforstyrrelser af at leve op til umulige idealer, til vores parforhold, der er dømt til at kuldsejle på de urealistiske forventningers knivskarpe skær, og til stræbsomme mænd, der drømmer om en karriere i politik, men desværre gjorde noget forkert i gymnasiet.

Og inden du, kære læser, får morgenkrydderen sidelæns i spiserøret, så lad mig understrege, at dette ikke er nogen undskyldning for dårlig adfærd, ingen licens til at skade andre med ubetænksom eller ondsindet handling, ingen opbakning til urimelige strukturer. Det er et ønske om at stille spørgsmålstegn ved en udvikling, som er fundamentalt umenneskelig.

Nogle af perfektionens ofre

Lad os tage den fra en ende af og se på, hvad denne sygelige perfekthedskultur gør ved henholdsvis teenagepigen, parforholdet og manden.

Teenagepigen har det så svært med sin krop, at hun ikke går i bad efter idrætstimen i skolen, bliver spiseforstyrret af urealistiske kropsbilleder på grund af de sociale medier og får angst af presset for at være perfekt i skolen og af som purung at skulle vælge den rigtige levevej for resten af sit liv blandt en overflod af uddannelsesmuligheder. Man forestiller sig et menneske, som er mere intelligent og handlekraftigt end noget i nogen anden generation, men hvis selve eksistens tynges af perfektionens tunge åg.

Når parforholdets livslange lykke skal bekræftes, går det moderne menneske i kirke og giver løfter til en gud, det ikke tror på, om noget, det ikke kan holde. Halvdelen af ægteskaberne ender i skilsmisse, og man må spørge sig selv, hvad al den snak om medgang og modgang og størst af alt er kærligheden betyder i praksis.
I ægteskabsløftet ligger nemlig en implicit accept af det uperfekte i den anden, betingelsesløs kærlighed, men i praksis kan parforhold hurtigt blive en meget betinget størrelse. Og i stedet for at acceptere den andens, egne og forholdets fejl, søger man lykken andetsteds, hvor der endnu ikke er nogen fejl at se.

For den moderne mand er perfektion en speget størrelse. De kulturelle normer har foretaget et (tiltrængt) skifte, og den kommentar, adfærd eller udklædning, der var comme il faut, da han var teenager – eller fejltrin han har begået i løbet af livet – kan i en moderne nultolerancekultur koste ham omdømme og karriere årtier senere. Det er ikke nok for ham at omlægge adfærden efter de nye normer. Han skal helst foretage den umulige tidsakrobatik at gøre det bagudrettet.

Lad mig understrege, at dette ikke skal læses som en opfordring til, at overgreb og den slags ignoreres – heller ikke med tilbagevirkende kraft. Pointen er, at hvis mennesker pr. definition er uperfekte og derfor dømt til at foretage forkerte handlinger, så kan vi ikke nøjes med dommen og straffen (juridisk eller social) – også tilgivelsen er nødt til at være en central del af livet.

Det fejlfri løser ikke vores problemer

Aldous Huxleys fagre nye verden er ikke uhyggelig, fordi den er undertrykkende og skaber dårlige liv. Den er det, fordi det hele er perfekt og friktionsløst. Derfor fik jeg også mental kvalme, da jeg i Zetland læste, hvordan en chef fra den finske takeaway-gigant Wolt drømte om en fremtid for restaurationsbranchen.

I hendes drømmescenarie behøver man ikke »investere i dyre lokationer i centrum af byen eller et opholdssted for gæster – man kan sådan set operere fra en kælder. Man behøver ingen tjenere eller at investere i bestik og tallerkener«. Skønt. Vi kan også bare skyde menneskene med det samme og spare det der besværlige mellem fødsel og død, vi kalder livet.

En dag kommer robotterne måske og tager vores job og vores besvær. En dag kan vi måske få alt helt perfekt. Indtil da: Giv mig noget, der ikke er perfekt! Giv mig noget virkeligt! Giv mig noget menneskeligt!