Statsautoriseret revisor Tine Bünger troede først, hun havde fået en hjerneblødning, mens hun stod og underviste. Et blackout førte til en sygemelding med stress. Nyt forskningsprojekt på Herlev Hospital skal undersøge effekten af en særlig behandlingsform.
Pludselig er det, som om hun ser det hele igennem et kalejdoskop. Kvadrater, trekanter, rektangler, cirkler. Symmetriske og farvestrålende mønstre, som danner nye mønstre.
Sammen med en kollega er statsautoriseret revisor og partner i en mellemstor revisionsvirksomhed Tine Bünger i gang med at undervise en gruppe revisorer, da lyden af sætninger bliver til brudstykker af halve ord, som ikke længere giver mening. Imens overtager kalejdoskopet næsten hele hendes synsfelt.
»Der sker noget rent fysisk, som gør, at jeg mister kontrollen over mig selv,« forklarer Tine Bünger om den formiddag midt i december for godt et år siden, da hun får et blackout, som viser sig at være direkte stressrelateret.
Kollegaen overtager resten af undervisningen, mens Tine Bünger langsomt bevæger sig op ad trapperne til sit kontor.
»Jeg begynder at få en fornemmelse af slaphed i venstre side af ansigtet, og da jeg når kontoret, lægger jeg mig ned og tænker: Er du ved at få en hjerneblødning? Måske skal du lige omkring en læge.«
Derefter husker hun stort set intet, kun en oplevelse af at befinde sig midt inde i en stor, blød skumfidus – eller med en sky oven på hovedet.
Tine Bünger er en af de tusindvis af danskere, der hvert år rammes af stress.
Et forskerhold under ledelse af klinisk professor Jens Faber på Herlev Hospital har indledt et nyt forskningsprojekt. Her er formålet at undersøge, om vedvarende stress med en ubalance i det såkaldt ubevidste nervesystem kan svække organismens naturlige forsvarsevne mod en infektion som coronavirus og dermed føre til øget risiko for senfølger.
Tine Bünger har ikke haft coronavirus, men har gennemgået den samme behandling som den, forskerholdet på Herlev Hospital er i gang med at undersøge effekten af på coronapatienter.
Mens Tine Bünger ligger ned inde på sit kontor, har hun det, som om det hele passerer forbi, uden at hun kan mærke noget.
»Det var forfærdeligt,« husker hun om fornemmelsen af ikke at have rigtig kontakt til omverdenen.
En kollega, der har deltaget i undervisningen, ringer til hende. Er alt nu også okay? Men kollegaen modtager nogle uforstående og usammenhængende sætninger. Hos sin praktiserende læge et par timer senere bliver Tine Bünger undersøgt. Hun har klassiske symptomer på stress og får besked på at gå hjem og sygemelde sig omgående. Dyrke en masse motion og passe ekstra godt på sig selv i en periode.
42-årige Tine Bünger er gift, mor til to piger på seks og ti, bosat i Hørsholm og har mere end 20 års erfaring som statsautoriseret revisor. Hun beskriver sit stressnedbrud som noget, der ramte uden varsel. Hun havde intet mærket, ikke haft mere travlt, end hun plejede. Altid været begunstiget med en stor arbejdskapacitet. Ambitiøs og med en bevidsthed om betydningen af et liv med klare prioriteringer. Med familien som det vigtigste og reformer-træning til at holde fysikken ved lige.
»Jeg kunne arbejde 80-100 timer om ugen i de travle perioder, men jeg havde et princip om ikke at arbejde i weekenden,« siger hun.
»Weekenden var som udgangspunkt helliget mine børn og min mand.«
Trods stor arbejdskapacitet, klare prioriteringer og regelmæssig fysisk træning er Tine Bünger senere blevet klar over, at der måske alligevel kunne være en forklaring på hendes stress.
»Jeg har efterfølgende tænkt over, at noget af det, der virkelig kan dræne og tære på kræfterne, energien og motivationen, er, hvis man møder en vedvarende modstand, hvor det rent følelsesmæssige også kommer i spil og får en betydning. Dét tror jeg slider langt mere, end hvis man i perioder arbejder meget og bare har travlt med at nå årsregnskaberne.«
I de seneste fem år havde Tine Bünger og kollegerne arbejdet hårdt på at nå et generationsskifte i revisionsvirksomheden med de lange og stolte traditioner bag sig.
»Når man står over for en faglig udvikling – og dermed også en ændring af arbejdsrutiner og effektivisering – vil man naturligt opleve en modstand mod det projekt, man arbejder med,« konstaterer hun.
»Det tidsmæssige pres og opgaverne har egentlig aldrig rørt mig, og modstanden mod forandring var jeg også godt klar over ville være der. Jeg har været vant til – i overført betydning – at mit bæger altid har været fyldt op. Jeg har bare altid været i stand til at balancere det, så det ikke flød over. Men det, der fik mig vippet ud over kanten, var, at jeg uden for revisionsvirksomheden blev spillet ud mod nogle personer, jeg ellers godt kunne lide og havde stor sympati for. Jeg blev brugt som løftestang og sat op imod dem, og det var nok dét, der fik det ellers allerede fyldte bæger til at flyde over.«
I dag ved Tine Bünger, at den mentale arbejdsbyrde har været den sværeste.
»Jeg har været vant til modstand i selve min funktion som revisor, men pludselig blev modstanden personlig og ikke faglig, og dét var noget helt andet, for så var der tale om noget langt mere følelsesmæssigt.«
I ugen op til den formiddag i december, da Tine Bünger midt i sin undervisning begyndte at få »kalejdoskopsyn« og i et par timer frygtede, at en hjerneblødning var på vej, havde hun haft et møde med en ledelsescoach. En samtale, som blandt andet kom til at handle om modstand. Om vigtigheden af netop at være i stand til at skille det personlige fra det arbejdsmæssige.
»Jeg kunne godt mærke, at jeg blev meget mere berørt, end jeg normalt ville være blevet, så noget ramte mig. Jeg havde også fået stadig sværere ved at skille tingene ad og var begyndt at arbejde i weekenderne, hvilket ellers havde været et af mine vigtigste principper,« siger hun.
»Det var blevet en glidebane, hvor jeg fik skyldfølelse over for min familie og følte, at jeg hverken slog til på arbejdet eller derhjemme. Så man kan sige, at jeg i ugen op til min sygemelding faktisk havde nået at træffe en beslutning om, at noget måtte ske. At jeg lige skulle tage et step tilbage og se på det hele. Hvad kunne ændres for at finde balancen igen? Måske var projektet bare ikke indsatsen værd.«
Den 12. december 2019 var dagen, hvor Tine Bünger blev sygemeldt. Forinden havde hun sammen med sin familie bestilt en rejse til Thailand i juleferien og hen over nytåret. Men hun glædede sig ikke til det, der set udefra syntes at være mere end almindelig heldig timing med masser af afslapning under palmerne og tid sammen med børn og mand.
»Jeg kunne ikke overskue at leve op til en dejlig Thailand-ferie, når jeg havde det så dårligt, som jeg havde.«
Tine Bünger kunne ikke finde sig selv. Hun følte en ny og ukendt skrøbelighed, var grådlabil og havde vanskeligt ved at være sammen med andre. Selv sine egne børn og sin mand.
»Jeg kunne ikke engang se fjernsyn eller lægge mig til at sove. Jeg kunne kun sidde og se ud i luften, og det havde jeg det ikke engang godt med. Vi vidste begge, at jeg havde brug for hjælp til at komme ud af den tilstand, jeg var havnet i.«
I Dagbladet Børsen havde Tine Büngers mand læst om en behandlingsform, som hverken var samtaleterapeutisk eller medicinsk.
»Jeg har aldrig haft lyst til at blive medicineret, og samtaleterapi har jeg ikke prøvet, alene fordi jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Men jeg kontaktede den læge, som tilbød behandlingen. Han sagde, at mine symptomer var stressrelaterede, og at jeg nok også var på kanten af en mild depression.
Ifølge Tine Bünger blev behandlingen indledt med en fysiologisk måling og test af hendes ubevidste nervesystem. Efterfølgende blev hun bedt om at trykke på sit brystben de steder, hvor det var mest ømt.
»Min mand skulle tilsvarende trykke mig på ryggen for derved at aktivere reflekser i nervesystemet. Noget, som skulle gentages flere gange hver dag ud fra et 12-ugers træningsprogram, der også indeholdt lette fysiske træningsøvelser,« forklarer hun.
Tine Bünger husker, at hun på vej hjem derfra sad i bilen og spurgte sin mand:
»'Hvad tænker du?' Det vidste han ikke rigtigt. Jeg sagde, at det for mig nok var lidt mere 'hokuspokus' end det, jeg normalt ville have begivet mig ud i. Min mand var enig. Men på det tidspunkt var vi villige til at gøre hvad som helst, for at jeg skulle få det bedre, så vi sagde til hinanden: 'Ja, det er nok lidt 'hokuspokus' for os, men nu gør vi det bare, uden at tale mere om dét, og så må vi se, om det hjælper eller ej'.«
Det var læge, ph.d. og seniorforsker Søren Ballegaard, der sammen med et forskerteam har stået bag studier og videnskabelige undersøgelser af stress og stressrelaterede sygdomme, som Tine Bünger havde opsøgt.
»Vi hæftede os særligt ved, at han sagde, det var ligegyldigt, om vi troede på det eller ej. Hvis bare jeg gjorde, som han havde instrueret mig i, ville det virke. Han støttede mig i at tage til Thailand med min familie over julen, under forudsætning af at vi kunne have regelmæssig telefonkontakt, og jeg foretog en måling dagligt med et måleinstrument og ellers gennemførte programmet.«
Samtidig blev Tine Bünger opfordret til at indgå en aftale med sin mand om, at hun fik tidspunkter med ro til sig selv.
»Da jeg kom hjem, havde jeg det meget bedre, men var stadig stressfølsom, og efter yderligere fire ugers intensivt forløb fik jeg det så godt, at jeg kunne begynde på mit arbejde. Nogle har spurgt mig, om det ikke alene var min tro på, at det virkede, der gjorde, at jeg fik det så meget bedre. Mit svar er, at jeg slet ikke har tænkt i de baner. Jeg gjorde bare det, jeg blev bedt om at gøre rent mekanisk, uden overhovedet at forholde mig til det. Lidt ligesom når man tager en pille, børster tænder eller dyrker motion – man gør det bare.«
I midten af marts 2020, da den første nedlukning af Danmark blev en realitet, følte hun sig lidt presset igen, »men slet ikke, som da jeg blev ramt af stress tilbage i december«.
»På det tidspunkt havde jeg fået tænkt en masse igennem og fandt hurtigt ud af at balancere hjemmearbejde, hjemmeskole, prioritere det vigtigste og glemme resten.«
I begyndelsen af marts havde Tine Bünger fået det bedre, end hun havde haft i flere år, og er i dag ikke længere tilknyttet revisionsvirksomheden, men arbejder for tiden som selvstændig konsulent.
»Jeg ved godt, det lyder som den værste kliché, men jeg har det, som om jeg er blevet en bedre udgave af mig selv. Om det er, fordi jeg har prøvet, hvor forfærdeligt det er at have stress og miste kontrollen, og at jeg i min underbevidsthed tænker, at »dér skal jeg aldrig, aldrig ud igen«, ved jeg ikke. Men jeg har fået et bedre overblik og et skærpet fokus: Jeg spiller den bold, jeg spiller, og lader alt det andet være.«
Tine Bünger kender flere, der har haft stress. Efter at hun selv har prøvet det, har hun tænkt over, om der er en tendens til at opfatte folk, der vender tilbage efter en stresssygemelding, som mere svage. Som et B-hold, der er mere udsat for at blive sygemeldt igen.
»Jeg synes, det er en ærgerlig tendens og ikke fair, at du er stemplet for lifetime. Du har haft mulighed for at tænke dig om og gøre tingene op. En periode i dit liv, hvor du har skullet finde balancen igen. Jeg er da ret overbevist om, at jeg ikke er mere disponeret for at få stress igen end andre, der aldrig har haft stress. Efter min stresssygdom har jeg arbejdet meget, og jeg har også arbejdet hårdt. Men jeg er bare blevet mere bevidst om, hvad der kan stresse mig, og at jeg skal lægge min energi og mine kræfter der, hvor jeg opnår det resultat, jeg går efter.«
