Frokostanmeldelse: Kirken af Den Hellige Flæskesteg og Den Profane Roastbeef

Det er svært at finde et spisested med en mere central og optimal beliggenhed end ærkekøbenhavnske Restaurant Maven, hvor man spiser godt, men ville spise endnu bedre, hvis man gav kunderne mindre for pengene!

Restaurant Mavens flæskesteg er fejende flot flæskekunst LINDA KASTRUP

I bugen af den himmelstormende Nikolaj Kirke, placeret i solar plexus af Københavns gamle middelalderby, befinder Restaurant Maven sig i store rummelige lokaler, som på trods af det flotte lysindfald fra de smukke gamle vinduer alligevel emmer af hygge og intimitet.

På restaurantens hjemmeside kan man læse, at navnet »Maven« kommer af et gammelt øgenavn for Nikolaj Plads, der i 1800-tallet var hjemsted for mange af byens slagterboder.