Frokostanmeldelse: Fastfrosset smørrebrødsrestaurant serverer brandfarlige stegte sild

Restaurant M er en søvnig tidslomme, hvor køkkenets primære mål synes at være at få så lidt som muligt ud af råvarerne, som alle serveres ved forkerte temperaturer.

Den provensielle stemning dominerer på Restaurant M i indre København. Asger Ladefoged

Engang residerede Ostehjørnet i Store Kongensgade. Jeg husker det som et gedigent frokoststed i 90erne. Nu genbesøgte jeg stedet, som i dag kalder sig restaurant M - og »gedigen« er desværre ikke det ord, jeg vil sætte på adressens nye etablissement.

Vi startede frokosten med en af stedets signaturretter, en “M - Sild”, som var en stegt sild med kapers, rødløg og syltet, tyndskåret fennikel. Umiddelbart en tiltagende idé, men den ellers flotte sild var iskold udenpå, men så rygende varm indeni, at jeg brændte ganen - det har jeg aldrig prøvet med en stegt sild før! Jeg kan ikke være 100 procent sikker, men det virkede, som om silden var hidsigt opvarmet i en mikroovn, hvilket også kunne forklare, hvorfor den var alt for ‘smuldret’ i konsistensen. Ærgerligt, da man fornemmede, at netop den servering på et tidspunkt i forløbet godt kunne have været af god kvalitet.