Formand for orkester melder ud om russisk deltagelse i stor talentkonkurrence

Flere russere er blevet udelukket fra kulturelle arrangementer efter invasionen i Ukraine. Dette gælder dog ikke en stor international musikkonkurrence, der finder sted i Danmark.

»Vi har foretaget den refleksion, som kulturministeren har lagt op til, at alle gør, og det synes vi i bestyrelsen er helt rigtigt,« forklarer Lisbeth Knudsen, der er bestyrelsesformand i Odense Symfoniorkester, der er vært for den internationale Carl Nielsen-musikkonkurrence. Linda Kastrup

I sidste uge meddelte Aalborg Teater, at det vil aflyse en forestilling, fordi instruktøren er russer, mens Eurovision besluttede, at Rusland ikke må gå på scenen i årets konkurrence.

Der er i det hale taget en række personer fra kulturverden, som har måttet vinke farvel til arrangementer af den grund, at de er fra Rusland.

Når Odense Symfoniorkester 31. marts slår dørene op for den internationale Carl Nielsen-musikkonkurrence bliver det dog med fire russiske deltagere.

»Det er ikke en konkurrence mellem nationer eller personer udpeget af eller repræsenterende deres respektive lande. Det er en konkurrence mellem individuelle unge kunstnere med lovende karrierer, som kommer til Danmark for at dyste med hinanden om at være de bedste til deres metier,« forklarer bestyrelsesformand for Odense Symfoniorkester Lisbeth Knudsen.

Carl Nielsen-konkurrencen er en international konkurrence, som Odense Symfoniorkester er vært for, og hvor nogle af verdens største talenter inden for klassisk musik konkurrerer.

»Vi har foretaget den refleksion, som kulturministeren har lagt op til, at alle gør, og det synes vi i bestyrelsen er helt rigtigt. Vi har haft nogle rigtig grundige diskussioner og har haft alle scenarier på bordet,« forklarer Lisbeth Knudsen.

Lisbeth Knudsen er bestyrelsesformand i Odense Symfoniorkester, der i år er vært for den internationale Carl Nielsen-musikkonkurrence. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er »sindssygt« kompliceret

Hun fortæller, at man individuelt har set på, »hvad er det for nogle mennesker, der har tilmeldt sig«, mens en anden faktor har været, hvor de er bosiddende.

»Den ene deltager har dobbelt statsborgerskab og bor i Grækenland, mens der er to, der bor i Schweiz, og en bor i Tyskland, så ingen af dem bor i Rusland,« siger Lisbeth Knudsen.

Hvis der var tale om musikere, der bor i Rusland, ville de så have lov til at deltage?

»Der vil afgørende være, om de på nogen måde havde en relation til det officielle Rusland, om de havde engagement i forskellige orkestre, der er knyttet til den russiske stat. Dette ville gøre en forskel,« siger Lisbeth Knudsen og understreger, at det er et »sindssygt kompliceret spørgsmål«.

Derfor er der også mange scenarier, der er blevet »grundigt diskuteret« i bestyrelsen.

Hvilke scenarier har I haft oppe at vende?

»Et scenario kunne være, at de (russiske musikere red.) ikke kan deltage. Et andet er at sige, at vi udskyder konkurrencen et år, mens et tredje kunne være at aflyse. Et fjerde er, at vi fortsætter konkurrencen som planlagt, men vi gør det også til en solidaritetserklæring med Ukraine.«

Det er det sidste scenario, som bestyrelsen i Odense Symfoniorkester har valgt at gå videre med.

»Der sætter vi en skillelinje«

Selvom Carl Nielsen-konkurrencen vil tage imod russiske musikere, har bestyrelsen i Odense Symfoniorkester besluttet, at de »kommer ikke til at indgå aftaler med russiske gæstesolister eller dirigenter i den aktuelle situation«.

Gælder det også, hvis det er musikere, der ikke repræsenterer det statslige Rusland?

»Ikke som det ligger nu. Og det har noget at gøre med, at der er en forskel på, om man tilmelder sig en talentkonkurrence, eller man indgår en kontrakt med Odense Symfoniorkester, hvor man bliver betalt for det. Der sætter vi en skillelinje, simpelthen,« forklarer Lisbeth Knudsen.

Bliver de musikere så ikke straffet, når de ikke bakker op om det, der sker i Ukraine?

»Det kan man sige, men der er altså forskel på, hvem der er talenter, der melder sig til en konkurrence, hvor de skal dyste mod andre unge, og så gæstedirigenter og gæstesolister.«

Skal mennesker, som er imod styret, ikke have en plads til at ytre sig?

»Stort sympati for det, men der er lige nu et behov for at markere en forskel, og det er også det, vi har drøftet i bestyrelsen,« siger Lisbeth Knudsen.