Forfatterformand: Mit barndomshjem er på sin vis sunket i grus

Forfattere sørger over lukning af Arnold Busck. »Det er rigtig skidt for Danmark, for provinsen og for kulturlivet,« siger forfatterformand Peter Adolphsen.

»Det er en kolossal tragedie. Først og fremmest for medarbejderne, og dernæst for hele det litterære økosystem,« siger Peter Adolphsen, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, om lukningen af Arnold Busck-kædens 29 butikker. Niels Ahlmann Olesen

Mange forfattere udtrykker sorg over, at boghandlerkæden Arnold Busck med 29 butikker landet over mandag måtte give op på grund økonomiske problemer.

»Det er en kolossal tragedie. Først og fremmest for medarbejderne, og dernæst for hele det litterære økosystem. Det er utrolig trist, at den lukker. Det betyder noget for Danmark. For at en by kan være en by med respekt for sig selv, skal den efter min mening have en boghandel og et bibliotek. Man har lukket biblioteker i stor stil, og nu mister vi også en række boghandlere. Det er rigtig skidt for Danmark, for provinsen og for kulturlivet,« siger Peter Adolphsen, formand for foreningen Danske Skønlitterære Forfattere.

Lukningen er også skidt for forfatterne og deres bogsalg, lyder det fra ham.

»Det vil betyde en yderligere nedgang i bogsalget. Man kan købe bøger andre steder, men der vil være færre impulskøb. Det forstærker en uheldig udvikling,« siger Peter Adolphsen, som peger på, at lukningen af de 29 butikker er et kulturtab.

Det vil betyde en yderligere nedgang i bogsalget. Man kan købe bøger andre steder, men der vil være færre impulskøb.

»Forfattere er også læsere, og glæden ved at gå i et rum, hvor de fysiske bøger står, går tabt. Man kan også kan købe fysiske bøger over nettet, men det at være i en boghandel, hvor man kan tale med folk, f.eks. boghandleren, og hvor man får øje på nye bøger, betyder noget ganske særligt. Jeg er selv vokset op med Viggo Madsens Boghandel i Aalborg, som i 2005 blev overtaget af Arnold Busck, så det er på sin vis mit barndomshjem, der er sunket i grus. Og boghandelen i Købmagergade har været et ikon siden 1896,« siger Peter Adolphsen.

En række forfattere giver på Facebook også udtryk for sorg over, at Arnold Busck lukker.

»Vi er virkelig mange bogelskere, der er i sorg over den nyhed og synes at verden bliver en smule mere fattig uden disse bogbutikker. Folk har delt minder fra den ene og anden butik. Fra deres barndom, forfatterdebut eller bare om hvordan de i årevis er kommet og har varmet sig ved duften af bøger og så videre. Måske har vi sammen sørget over et kulturtab og et stykke historie, der forsvinder, hvad enten det er den store butik i Købmagergade, den på gågaden i Holstebro eller hvor folk nu har deres minder fra,« skriver Lone Theils.

Jeg krydser fingre for et mirakel midt i Corona tiden. Og en rekonstruktion der kan sikre denne institution.

Hendes forfatterkollega Michael Katz Krefeld er enig:

»Hvor er jeg utrolig ked af at Arnold Busck kæden er gået konkurs. Både som kunde og forfatter er jeg altid blevet mødt af et fantastisk engageret og super professionelt personale som har leveret en uvurderlig betjening og sørget for at alle besøg var en fest,« skriver han og giver udtryk for håb:

»Jeg krydser fingre for et mirakel midt i Corona tiden. Og en rekonstruktion der kan sikre denne institution fremover til gavn for alle bogelskere. Jeg håber at vi ses derude.«

Lukningen har fået Olga Ravn til at mindes sin forfatterdebut og hendes besøg hos Arnold Buscks store butik på Købmagergade i København:

»Jeg glemmer aldrig den dag, min debutbog kom ud og jeg på vej ned ad Købmagergade mod Klareboderne pludselig så min forside fylde hele vinduet i Arnold Busck. Genert sneg jeg telefonen op af lommen for at tage det her lidt uskarpe billede, jeg var helt ør over det og fattede det ikke, blev rød i kinderne. Det var 2012, 8 år siden. Åh, hvor er jeg ked af at butikkerne skal lukke nu. Håber virkelig at de overlever på den ene eller den anden måde alligevel,« skriver Olga Ravn.

Hvis I synes, det er vigtigt med fysiske bøger, fysiske butikker i gadebilledet og personlig betjening af litteraturkyndige folk, ja, så må I støtte de fysiske boghandler.

Også Leonora Christina Skov, der sidste år ved et overraskelsesarrangement modtog litteraturprisen De Gyldne Laurbær hos Arnold Busck i Købmagergade begræder lukningen, som hun mener gør »landet er blevet meget fattigere i dag«.

»Og til alle jer litteraturelskere derude: Forfatterne og forlagene tjener meget lidt på, at I streamer lydbøger som aldrig før, og de fysiske boghandler tjener intet. Så hvis I synes, det er vigtigt med fysiske bøger, fysiske butikker i gadebilledet og personlig betjening af litteraturkyndige folk, og hvis I ønsker at de mennesker, der skaber bøgerne, skal betales ordentligt for vores arbejde, ja, så må I støtte de fysiske boghandler, der er tilbage,« lyder Leonora Christina Skovs opfordring på Facebook.