Boghandlerdirektør: Konkurs sender chokbølge gennem branchen

Boghandlernes direktør frygter flere lukninger, men håber, at nogle af Arnold Buscks butikker kan genåbne. »Hvad sker der nu med mit bogsalg?« spørger Jens Christian Grøndahl på forfatternes vegne.

Boghandlerkæden Arnold Busck er gået konkurs. Det er den midlertidge lukning som følge af coronakrisen og en mislykket IT-investering, der har undermineret den 124 år gamle virksomheds økonomi. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen, der har godt 230 af landets knap 300 boghandlere som medlemmer, kalder lukningen af boghandlerkæden Arnold Busck for et hårdt slag for boghandlerbranchen.

»Det er 29 butikker, som lukker med ét slag, og det er 400 medarbejdere, som nu står uden arbejde. Det er en hæderkronet virksomhed, et ikon i branchen, som har bestået i næsten 125 år, som lukker. Det har naturligt nok sendt en chokbølge gennem branchen, og man kan ikke lade være med at frygte, at det er et forvarsel om, at der kan ske flere lukninger på grund af coronaepidemien,« siger Bo Dybkær.