For fire år siden fik Nikolaj Nielsen, direktør og ejer af pibeforretningen The Danish Pipe Shop, nok. Han kunne ikke længere retfærdiggøre at have en forretning på Frederiksberggade, der er den del af Strøget i København, som grænser op til Rådhuspladsen.

I 47 år har hans familie ellers drevet butik i den gamle handelsgade, men en kombination af for dyr husleje, et kaotisk gademiljø og mangel på plads gjorde, at Nikolaj Nielsen besluttede sig for at flytte forretningen til Vester Voldgade.