Historisk handskeforretning ligger i den forhadte »til tider uhumske« ende af Strøget: »Jeg synes virkelig, det er trist«

I mere end seks årtier har den historiske handskeforretning Randers Handsker ligget i den del af Strøget, der hedder Frederiksberggade. Hvor der engang var specialforretninger og godt håndværk, er gaden nu fyldt med fastfoodrestauranter, tomme butikker og souvenirforretninger. Og det er kun blevet værre, lyder det fra en medarbejder i handskeforretningen.

Mens butiksassistenten Stine Dogan taler, kigger hun ofte ud på gaden, hvor den forretning, hun arbejder i – Randers Handsker – har haft til huse siden 1956. Stine Dogan, der har arbejdet i forretningen i knap to årtier, er langtfra tilfreds med det virvar, der åbenbarer sig på den anden side af handskeforretningens vinduer. For der ligger Frederiksberggade, den særligt forhadte del af Strøget, som grænser op til Rådhuspladsen.

Butikker står tomme, fastfoodrestauranter og dertilhørende madlugt dominerer, og blandt andet souvenirforretninger har erstattet den lange række af specialbutikker, der gennem tiden har haft hjemsted i Frederiksberggade, et af tidligere tiders store samlingssteder i Kongens København. Men nu er det forandret, gaden er i forfald.