En spiral mod bunden. Et visuelt mareridt. Slum. Det er alt andet end positive superlativer, der på det seneste er hældt ud over Frederiksberggade – den ende af Strøget, der forbinder Rådhuspladsen og Nytorv. Senest skrev Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, en kommentar, hvor hun sammenlignede Frederiksberggade med festområdet Sunny Beach i Bulgarien og krævede handling. Og hun er langtfra ene om kritikken af det, der i folkemunde går som den billige, døde ende af Strøget.

John Hansen, der er direktør i KBH – Commerce & Culture, har længe fulgt Frederiksberggades udvikling. Og han har længe blandet sig i debatten og efterlyst politisk handling. Men på trods af det er det kun gået i den forkerte retning for handelsstrøget, mener han.