Filmanmeldelse: Moderskabet er det største drug

Store skuespilpræstationer giver Julia Roberts-filmen »Ben is back« et sitrende nærvær, der får den til at skille sig ud blandt de utallige film om stofafhængighed.

Julia Roberts er rørende og stærk som mor til en tidligere narkoman, spillet af Lucas Hedges i »Ben is back«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Schafer

Egentlig måtte Hollywood godt slippe sin evindelige fascination af unge, priviligerede mænd, der enten tager stoffer eller har gjort det.

Utallige er de film, der dybest set er en undskyldning for at fremstille afhængighedens alt for billedvenlige klichéer i et håb om priser og PR.

Heldigvis er »Ben is back« af Peter Hedges langt mere end det. Netop fordi vægten ligger på de menneskelige relationer, og på kampen for at gøre alt det, man har ødelagt, godt igen.

Når der hygges i skyggen af narko
Holly (Julia Roberts) er troværdig som forstadsmoderen, der vil sin ældste søn (Lucas Hedges) det bedste, da han uventet kommer hjem til jul. Hendes skrøbelige og kærlige vaklen er rørende. Hun glædes over, hvor sund og glad Ben ser ud, mens hun rutinemæssigt, diskret gemmer husets piller og smykker væk, og glatter situationen ud med Bens skeptiske lillesøster (Kathryn Newton) og papfar Neal (Courtney B. Vance).

Der skal både hygges, skabes kostumer til aftenens krybbespil og holdes øje med hver eneste ting, Ben gør. Hvis han falder i igen, så er alt tabt.

Samspillet mellem mor og søn rammer en nerve, fordi båndene mellem dem både er stærke men kan rives itu på et øjeblik. Ben konfronteres med sin fortid, og Holly konfronterer den læge, der i sin tid skrev alt for stærk receptpligtig medicin ud og ændrede alt i den lille familie.

Al vores ansvarlighed
Filmen er mere klassisk bygget op, og narrativet også mere tilfredsstillende. Holly og Ben tvinges ud på en natlig odyssé, der både er farlig og tegner et større billede af USAs misbrugsverden, fra bagmænd til familier, der har mistet, og skolekammerater, der er blevet blege skygger af deres tidligere selv på grund af stoffer.

»Utallige er de film, der dybest set er en undskyldning for at fremstille afhængighedens alt for billedvenlige klichéer i et håb om priser og PR.«


Ben føler sig ansvarlig for at have såret så mange, Holly føler skyld for ikke at have set sin søns misbrug i øjnene i tide og for at have været naiv. For at elske en dreng, der har været pusher. For at elske for meget og gøre for lidt. Men det eneste, der kan redde dem begge i den iskolde nat, er netop hendes kærlighed. Det er Ben, der vender tilbage, men det er hendes film.

Den håndholdte kameraføring og den korte tidsramme på et døgn giver filmen et sitrende nærvær, men det er præstationerne, der for alvor bærer historien.