Det er et smil, der har fået millioner af biografgængere til gang på gang at blive så betaget, at de gladeligt har indløst billet for at se den i dag 43-årige skuespiller i aktion. Uanset om hun har spillet med i romantiske komedier, livstruende drama, højspændte thrillere eller selvhjælpsfilm som hendes seneste film, den aktuelle »spis, bed, elsk«. I dag kan Julia Roberts bryste sig af at være verdens højest betalte skuespillerinde. 25 mio. dollar fik hun for at spille med i filmen »The Mona Lisa Smile« i 2003. Mere end de fleste af hendes mandlige kolleger har opnået, og et beløb ingen anden kvindelig skuespiller endnu har overgået.
Det er også et smil, hun i interviewsituationer ikke deler frit ud af. Stilen er, til at begynde med, afmålt, svarene ofte vittige, men afvæbnende og man får en tydelig fornemmelse af en Roberts, der holder af at beholde noget Julia for sig selv. Forståeligt nok.
»Hvis jeg havde et år fri, ville jeg nok ikke tage ud at rejse på den måde, men snarere blive hjemme. Jeg elsker at være derhjemme. Men jeg forstår godt behovet. Det var sådan, jeg havde det, da jeg begyndte på skuespillet - for mange år siden,« siger Julia Roberts:
»Jeg besluttede mig dengang for at gå efter det, jeg virkelig gerne ville, for jeg havde set, hvordan min mor havde det. I hele min barndom kan jeg huske, hun konstant lavede mad til os fire unger og alting helt fra bunden; brød, marmelade, mayonnaise, jordnøddesmør, alting. Og gjorde rent efter os og hvert måltid. Indtil hun en dag omsider havde fået nok. Og så stoppede hun. Sådan ville jeg ikke ende - at gøre noget i så mange år for at opdage, at jeg egentlig ikke gad det. Og så var det, jeg gik efter det, jeg allerhelst ville,« fortæller Julia Roberts.
»Jeg var på en eller anden restaurant og gik på toilettet, og så var der en pige, der fulgte efter mig derud. Hun stod uden for min bås og sagde: »Du var med i 'Mystic Pizza', ikke?« Og jeg sagde, 'Jaah?'. 'Må jeg få din autograf?' spurgte hun, hvortil jeg svarede, at jeg altså var optaget lige nu,« siger Julia Roberts og ryster på hovedet.
Siden er det gået slag i slag. For året efter spillede hun den dødssyge datter i »Steel Magnolias«, som hun blev Oscar-nomineret for, og det følgende år spillede hun luder i filmen »Pretty Woman«. En rolle hun i øvrigt kun fik 300.000 dollar for, men som i den grad beseglede hendes succes som Amerikas smukke sweetheart.
»Pludselig fik jeg så mange tilbud, men der var ikke noget af det, der var virkelig interessant, syntes jeg. 'Kan jeg ikke genkende et godt materiale, når jeg ser det?' Ved jeg ikke, hvad det er, jeg vil have ud af min karriere?' spurgte jeg mig selv, og så blev det en sport for mig at sige nej og forholde mig i ro. Det krævede stor vilje og beslutsomhed, for alle var på nakken af mig for at få mig til at sige ja. Men det var ikke før, Alan Pakula tilbød mig »Pelikan-notatet«, at jeg sagde ja igen,« fortæller Julia Roberts.
Endnu en pause tog Roberts i begyndelsen af dette årti. Så lang, at der blev råbt »comeback«, da hun sidste år med »Duplicity« dukkede op i sin første hovedrolle i seks år. Noget hun selv affejer.
»Comeback? Jeg har da været her hele tiden. Jeg er bare blevet endnu mere kræsen med, hvad jeg gider,« griner hun og understreger, at en stor del af forklaringen har været det familieliv, hun har bygget op, siden hun mødte sin filmfotografmand, Daniel Moder, til optagelserne af »The Mexican« i 2000. Et forhold der først rigtigt kunne realiseres et år efter de mødtes, for Daniel Moder skulle først have ordnet en skilsmisse. Forholdet blev bekræftet ved et midnatsbryllup 4. juli det år og tæller i dag også tre børn, deriblandt tvillinger.
»Danny er min bedste ven. Han er min havn. Og kan oven i købet lide at gøre rent,« spøger Julia Roberts og tilføjer:
»Det er også derfor, jeg virkelig overvejer, hvad jeg bruger tid på. At sige ja til denne her film betød jo, at jeg skulle rejse i næsten ni måneder. Og jeg rejser ikke uden min familie, så det er en stor beslutning, fordi det berører os alle sammen.«
Selv kalder Julia Roberts »det bitchede« for sit »bullshit-skjold«.
»Det var instruktør Alan Pakula, der kaldte det mit »bullshit-skjold«. Jeg er god til at se igennem folk og se, om de bullshitter og kalder tingene ved deres rette navn. Det er noget, jeg har været ret god til længe efterhånden. Og noget som er nødvendigt i den her branche og som har været godt for min karriere,« siger Julia Roberts og tilføjer som en eftertanke:
»Jeg er jo en frygtelig celebritet. Alt det med at klæde sig ud til den røde løber og blive fotograferet konstant og undersøgt i et mikroskop ville jeg egentlig helst være fri for. Jeg ved godt, det er en del af branchen, bæstet du må leve med, hvis du vil lave det her. Men jeg ville synes, det var forfærdeligt, hvis jeg var ung i dag og kæmpede for at slå igennem. Hele det her cirkus er blevet værre med tiden.«
Føler du pres over at være Julia Roberts?
»Hmm, næh egentlig ikke. Og ved du hvorfor? Fordi jeg arbejder hårdt og altid gør det bedste, jeg kan. Og så er der ikke så meget mere du kan gøre, vel? Heller ikke med hensyn til om en film bliver en succes eller ej. Det afhænger også af mange andre faktorer, du som skuespiller ikke er herre over. Så, det eneste, der betyder noget for mig i mit professionelle virke, er, om jeg på den sidste optagedag på film-settet har haft en god oplevelse eller ej,« siger Julia Roberts og lyser op i dét smil, der har gjort hende til en stjerne.
