Rigtig glædelig første søndag i advent. Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Sandheds Gud! lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord! Velkommen, nytår, og velkommen her!
Og julens tid er tilsyneladende flagellanternes tid. Det har i hvert fald været en uge fuld af anger og selvskade og undskyld mig her, der og alle vegne.
Først var der skuespilleren Eddie Redmayne, som nu fortryder, at han i sin tid takkede ja til en rolle i en film, hvor han skulle spille Lili Elbe, en transkønnet kvinde.
Hermed skriver Eddie Redmayne sig ind i rækken af offentlige personer, som undervejs i en shitstorm formår at gøre alle sure. Alle og enhver.
Først ved at takke ja til rollen. Dengang var de kritiske røster dem, der mener, at en mand i rollen som trankønnet kvinde er med til at fastholde det »cisnormative blik« på transkønnede, og at det holder transkønnede skuespillere uden for arbejdsmarkedet.
Og nu har han så gjort den anden fløj sure. Altså dem, der mener, at enhver anerkendelse af minoriteters udfordringer, der dufter bare en smule af »wokeness«, er et knæfald for politisk korrekthed.

Det er nemlig én ting at krænke de såkaldt »krænkelsesparate«. Men hvis man for alvor vil gøre sig upopulær, skal man lægge sig ud med dem, der bliver krænkede over, hvor krænkelsesparate de krænkelsesparate egentlig er.
Og Eddie Redmayne har altså, som så mange før ham, formået at gøre begge dele. Alt er lige så dumt som det plejer. Og dog, for pludselig meldte den amerikanske organisation Women's March sig i undskyldningskapløbet, og så blev alting dummere end nogensinde før.
I forbindelse med en indsamling har Women's March udsendt en mail, som man senere følte sig nødsaget til at undskylde på Twitter. Og hold på hat og briller, for nu løber det hele af sporet:
»Vi beklager dybt den e-mail, der blev sendt i dag. 14,92 dollar var det beløb, vi i gennemsnit fik doneret i denne uge. Det var en forglemmelse fra vores side ikke at lave en forbindelse til et år med kolonisering, erobring og drab på oprindelige folk, især op til thanksgiving.« lød tweeten.
Her tænker du måske »ahvafornoget?«, og det skal du kun være glad for. Det, disse voksne mennesker undskylder, er nemlig, at 1492 var det herrens år, hvor Columbus gik i land i Amerika.
Og dermed kunne de selvfølgelig ikke – synes de selv – på den måde reklamere med størrelsen på de gennemsnitlige donationer, der består af samme fire cifre. Altså af hensyn til dem, Columbus tog landet fra. Der er her tale om en helt ny liga af misforståede, idiotiske hensyn.
Da jeg læste det, kom jeg pludselig i tanke om, at Dave Chappelle i sit seneste show, »The Closer«, havde en joke om Women's March.
Undervejs i showet erklærede Dave Chappelle, at han betragter sig selv som feminist, og med sin nyfundne feminisme kontaktede han sin sorte veninde for at invitere hende til Women’s March. Hvortil hun svarede:
»I hope those white bitches get tear gassed (Jeg håber de hvide kællinger får tåregas, red.),« og jeg er – af flere årsager – tilbøjelig til at erklære mig enig. Men selvfølgelig ikke rigtigt, for korporlig afstraffelse er ikke vejen frem. Pointen er bare, at ingen rigtig kan vinde i kampen om altid at holde med »de rigtige«.

Og apropos Dave Chappelle, så synes jeg, at årets Grammy-nomineringer bør give anledning til at genbesøge begrebet 'cancel culture'. Et kulturelt fænomen, som af flere prominente stemmer er blevet erklæret for et voldsomt farligt våben. Ja, nærmest civilisationens endeligt.
Kort fortalt går det ud på, at en person i offentligheden siger eller gør noget moralsk forkasteligt eller bare politisk ukorrekt og herefter lander i den offentlige gabestok. Og her skulle det så hedde sig, at personen bliver »cancelled« – altså annulleret – og får frataget muligheden for taletid og ærligt arbejde.
Navne, der har været nævnt i den forbindelse, er for eksempel Louis C.K., som havde for vane at masturbere foran sine kvindelige kollegaer, og Dave Chappelle, som har for vane at lave jokes om transkønnede. Begge har været erklæret - og selverklæret - cancelled.
Og ved I, hvem der blandt andre er nomineret til årets Grammy Awards? Det er Louis C.K. og Dave Chappelle. Nåh ja, og Marilyn Manson, som netop nu står anklaget for overgreb, mishandling og voldtægter til halsen. Så hvad er cancel culture egentlig i praksis? Jeg tror ikke, der er nogen, der helt ved det.