Efter app-skandalen: Nu skal Google mødes med vrede danske kulturpolitikere

Google og lignende virksomheder har for stor indflydelse på dansk kultur, mener kulturminister Joy Mogensen (S), der vil invitere Google til møde med Folketingets kultur- og medieordførere. Ifølge professor på CBS står Danmark i et dilemma i forhold til Google.

»Fra et demokratisk perspektiv er det superproblematisk, at Google fra den ene dag til den anden kan censurere indhold væk. Lakridspiber får nok ikke nogen til at ryge pibe, og Onkel Reje er vist heller ikke en trussel mod nogen,« siger Joy Mogensen. Henning Bagger

Googles indgreb over for DRs Ramasjang-app får nu kulturminister Joy Mogensen (S) til at invitere Google til et møde med Folketingets kultur- og medieordførere. Her skal politikerne have mulighed for at lufte deres tanker om Googles ageren.

Google fjernede kortvarigt den nævnte app fra sin digitale butik, Play, med den begrundelse, at indholdet var stødende. Det reagerede kultur- og medieordførerne skarpt på, og det gør Joy Mogensen også.