Google har også været ude med riven efter DRs Bamse-spil med prutter

En slettet Ramasjang-app er blevet genetableret, men DR har også tidligere fået henvendelser fra Google, der ønskede at få fjernet et spil, hvori børn digitalt kunne prutte sammen med Bamse og Kylling.

Arkivfoto: Google har tidligere været ude med riven efter DRs Bamse-spil med den begrundelse, at den rummede anstødeligt indhold. Niels Ahlmann Olesen

Efter at det onsdag kom frem, at Google havde fjernet DRs Ramasjang-app på grund af indhold, der var uforeneligt med internationale retningslinjer, som Google følger, har Google genetableret appen.

Ifølge mediedirektør i DR, Henriette Marienlund, har Google efter en forhandling med DR gjort appen tilgængelig igen, men uden at DR har bøjet sig for Googles indvendinger mod indholdet.

»Google siger, at nu lever vi op til reglerne, men vi har ikke ændret noget, og vi har ikke bøjet os over for Google. De skal jo ikke redigere vores indhold. Vi har ikke fået nogen entydig forklaring på, hvorfor appen ikke generer dem længere, men det er klart en principiel sag, som vi står fast på, også i lignede sager i fremtiden,« siger Henriette Marienlund.

Mediedirektøren siger, at det ikke er første gang, at Google har henvendt sig til DR om indholdet af en af mediehusets app. I marts mente Google, at et spil med de populære figurer Bamse og Kylling rummede anstødeligt indhold. Det drejede sig mere specifikt om en funktion i spillet, hvor børn kunne prutte sammen med Bamse.

»De syntes så, ligesom i den aktuelle sag, at det placerede spillet i en zone, der ikke var egnet til børn. Det syntes vi selvfølgelig var urimeligt, for selvfølgelig skal vi i Danmark kunne lave et spil, hvor man kan prutte,« siger Henriette Marienlund.

I Norge har Google også forsøgt at stoppe en Google-app fra NRK med en pruttende elefant, idet de ikke mente, at det var foreneligt med retningslinjerne for indhold på nettet.

Ifølge Jesper Vangkilde, kommunikationsdirektør i Google, er Ramasjang-appen og Bamse-spillet kommet i konflikt med de retningslinjer, som Google følger, hvad angår indholdet af app.

Retningslinjerne udfærdiges af organisationen IARC (International Age Rating Coalition), der evaluerer og aldersrater indholdet af apps til børn.

»I stedet for 200 forskellige regelsæt for 200 forskellige lande læner Google sig op ad nogle internationale standarder for indhold, som kan virke meget rigide, og i nogle tilfælde må vi så efterfølgende korrigere kursen lokalt,« siger Jesper Vangkilde, der siger, at han er den første til at beklage, at sagen om Ramasjang-appen ikke blev håndteret bedre.