Nye problemer venter techgiganterne – Vestager gør klar til forebyggende regulering

Europa-Kommissionen vil gerne gribe tidligere ind over for de amerikanske og kinesiske giganter, så europæiske virksomheder får bedre chancer for at klare sig i konkurrencen.

Både i Europa og i USA er teknologigiganterne sat under pres, fordi de ifølge politikere og konkurrencemyndigheder har fået for stor og for indgribende magt. Reuters/Ritzau Scanpix

Nye problemer venter techgiganter som Google, Facebook og Amazon i Europa, hvor EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, gør klar til at indlede en større undersøgelse af hele branchen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, som refererer til endnu interne EU-dokumenter, overvejer konkurrencemyndighederne at regulere de dominerende selskaber som et forebyggende tiltag. Det skal imødegå bekymringerne om, at indgreb til tider kommer så sent, at der allerede er sket uoprettelig skade for mindre konkurrenter.