DRs generaldirektør stopper i 2025
Maria Rørbye Rønn har været generaldirektør i DR siden 2010, men hun stopper på posten i løbet af 2025.

Maria Rørbye Rønn har været generaldirektør i DR siden 2010, men hun stopper på posten i løbet af 2025.

Efter næsten 15 år på posten som generaldirektør i DR stopper Maria Rørbye Rønn på posten.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse mandag ved middagstid.
Maria Rørbye Rønn fik jobbet som øverste chef i DR i 2010 og stopper i løbet af sommeren 2025, når en ny bestyrelse er tiltrådt og har fundet en efterfølger.
»Det betyder meget for mig at bringe DR rigtig godt videre. Derfor melder jeg min afgang ud nu, så den bestyrelse, der tiltræder ved årsskiftet, allerede fra start ved, at første opgave bliver at ansætte en ny generaldirektør,« udtaler hun.
Maria Rørbye Rønn beskriver videre, at hun altid har sagt, at »DR har det med at gå i blodet på én«.
»Public service-opgaven med at skabe et stærkt fundament for demokratiet, den danske kultur og fællesskaber på tværs af landet er både vigtig og meningsfuld. Jeg er så uendeligt stolt og imponeret over den kvalitet og spændvidde, medarbejderne udfolder hver eneste dag,« udtaler hun.
Public service har »aldrig har været vigtigere«, siger Maria Rørbye Rønn også i pressemeddelelsen:
»Og jeg synes alt i alt, at det er et godt tidspunkt til at stoppe og overlade de mange spændende fremtidige opgaver til en anden«.
Det mere præcise tidspunkt for, hvornår Maria Rørbye Rønn stopper på topposten, afklares med bestyrelsesformanden, lyder det.
Maria Rørbye Rønn startede i DR tilbage i 1995 i TV-byen, og har dermed arbejdet i DR i næsten 30 år i alt.
I 2009 blev hun direktør for Jura, Politik og Strategi, og i 2010 blev hun først konstitueret og siden fastansat som DRs generaldirektør.