Der har i årevis været enorm mystik om, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Satoshi Nakamoto.
I kryptoverdenen bruges det japanske navn om den person eller den gruppe, der skabte en af de absolut mest populære og værdifulde kryptovalutaer: bitcoin.
Men mere præcis, hvem der kan tage æren af netop dette, har været ét stort mysterie.
Indtil nu.
En ny HBO-dokumentar hævder nemlig at kunne afsløre Satoshi Nakamotos identitet – og altså dermed skaberen af et af de største finansielle internetfænomener til dato.
Det skriver Politico og flere nichemedier, der specialiserer sig i at skrive om kryptovaluta. Ingen af medierne skriver dog mere præcist, hvem der står bag pseudonymet.
Derfor ser det ud til, at man skal se HBO-dokumentaren for at komme nærmere et muligt svar.
Ender dokumentarens afsløringer med at blive bredt accepteret, kan det sende chokbølger gennem de finansielle markeder, skriver Politico.
Og endda også gennem det amerikanske præsidentvalg, da den republikanske kandidat, Donald Trump, tidligere har markeret sig som en fortaler for bitcoin, mens Kamala Harris' holdning er mere ukendt.
Bliver Nakamotos identitet blev afsløret, kan det påvirke prisen på bitcoin, markedsstabiliteten og endda diskussioner omkring regulering af kryptovalutaer.

Dokumentaren er sat til at blive sendt 8. oktober. Den hedder »Money Electric: The Bitcoin Mystery«.
Eller oversat til dansk: »Digitale penge: Mysteriet om bitcoin«.
Som det kan ses i traileren øverst i artiklen, kredser handlingen sig om bitcoins oprindelse og dykker ned i årsagerne til oprettelsen og indvirkningen på det globale finansielle landskab.
Og mest iøjnefaldende hævder dokumentaren at afdække det helt store spørgsmål:
Hvem er Satoshi Nakamoto?
Skaberen af den nye dokumentar er den Emmy-nominerede Cullen Hoback, som for et par år tilbage lavede serien »Q: Into the Storm«, der kom med afsløringer om QAnon-konspirationsteorierne og QAnon-bevægelsen.
Hvad er bitcoin?
Teknologien bag kryptovalutaen bitcoin blev skabt i 2008 af en anonym computerprogrammør eller- gruppe, der kaldte sig Satoshi Nakamoto.
Kryptovaluta er en betegnelse for nogle af de digitale valutaer, der findes på markedet.
Der findes mange forskellige slags kryptovaluta, og bitcoin er den mest kendte, men dens værdi er kendt for at svinge enormt.
Ifølge eksperter er bitcoin ved at finde sin plads i verdensøkonomien, og selvom den virtuelle mønt nogle gang ser ind i nogle slag, så præsterer den godt.
Bitcoin er reelt set computerfiler, der opbevares i en form for digital tegnebog. De kan bruges som betaling, og alle transaktioner registreres på en offentligt tilgængelig database kaldet blockchain.

Mystikken bag Satoshi Nakamoto
Den virtuelle mønt bitcoin er blevet kritiseret, da den er et populært betalingsmiddel for ulovlige produkter og tjenester såsom narkotika, cybersvindel og lejemordere.
Afsløringen af, hvem den mystiske skikkelse og det mystiske navn Satoshi Nakamoto er, rejser flere spørgsmål. Herunder om personens potentielle medvirken til netop forbrydelser.
Derudover vil den identificere et af verdens rigeste mennesker, da Nakamoto selv menes at have kontrol over 1,1 millioner bitcoin.
Har Nakamoto dén store mængde bitcoin, giver det personens formue en nettoværdi på 72,6 milliarder dollar, skriver nichemediet Cryptonews ud fra den aktuelle pris på 61.000 dollar pr. bitcoin-token.
Det svarer til 490 milliarder danske kroner.
Ifølge Politico er de, der oftest mistænkes at være Nakamoto, den afdøde softwareingeniør Hal Finney, systemingeniøren Dorian Nakamoto, datalogen Nick Szabo og Hashcash-opfinderen Adam Back.
Mange har gennem årene afvist at være Nakamoto.
Andre har forgæves og med stor iver gjort krav på titlen.
Det gælder blandt andet den australske datalog og forretningsmand Craig Wright, der siden 2016 har forsøgt at overbevise verden om, at han var manden bag pseudonymet.
Men tidligere i år afviste en britisk højesteretsdommer den påstand.