Nordic Eyes' omstridte guldæg i problemer: »Motoren er simpelthen gået i stå«

For kun et år siden lignede det meget omtalte selskab Bellabeat et sandt guldæg for den danske fond Nordic Eye. Nu viser interne dokumenter dog, at Bellabeat er havnet i økonomisk uføre: »Det er det, man vil kalde en dødsspiral,« siger ekspert.

Bellabeat-direktør Sandro Mur (th.) bliver vist rundt i Nyhavn af de to danske erhvervsmænd Peter Warnøe (tv.) og Jeppe Christiansen. De to danskere har været med i bestyrelsen hos Bellabeat, men trak sig i kølvandet på en række kritiske historier om selskabet.  PR-foto

Det er ikke længe siden, at Bellabeat med hovedsæde i Zagreb blev kaldt »en kæmpe succes« med en anslået værdi på den gode side af 25 milliarder kroner.

Afsenderen af de store ord var den danske investeringsfond Nordic Eye, som siden 2018 har været medejer af det kroatiske selskab, der sælger fitnessarmbånd til kvinder.