I årevis har der været vokseværk i den såkaldte fedmerate i den amerikanske befolkning.
Men nu har udviklingen, hvor amerikanerne bliver mere og mere overvægtige, måske ramt sin top og er ved at vende.
Dugfriske data viser, at den amerikanske fedmerate for voksne er faldet med cirka to procentpoint mellem 2020 og 2023.
Tallene kommer fra en survey fra det amerikanske datacenter National Center for Health Statistics, hvor vægt og højde er blevet målt af læger og indrapporteret.
Og måske, når vi om nogle år ser tilbage på netop denne nyeste udvikling, kan det markere et skæringspunkt for, hvornår fedmeniveauerne stoppede med at stige og stige.
Udviklingen kan endda kobles til den danske medicinalgigant Novo Nordisk og dets lægemidler til vægttab.
Sådan lyder vurderingen fra Financial Times' ansvarlige datajournalist John Burn-Murdoch i en klumme:
»Der har i nogle kredse været en tendens til at betragte det at tage stoffer for at tabe sig som snyd, ikke dydigt, og ikke som det er meningen, det skal gøres. Men her er pointen: Det virker. Og jeg formoder, at når vi ser tilbage på diagrammer over fedmerater i de kommende generationer, vil der være vendepunkter i 2020erne for at bevise det,« skriver John Burn-Murdoch.
I et opslag på det sociale medie X har han delt grafen, som han kalder en af de mest markante tendenser, han nogensinde har kortlagt.
Novo Nordisks guldæg
Det er nok gået de færrestes næser forbi, at Novo Nordisk er i rivende udvikling.
Med det aktive stof semaglutid har selskabet tjent styrtende på midler som Wegovy og Ozempic.
Novo Nordisk har endda for nylig selv meddelt, at virksomheden får problemer med at levere diabetesmedicinen Ozempic resten af året på grund af blandt andet øget efterspørgsel.
Flere forsøg har vist, at Novo Nordisks midler som Ozempic og Wegovy medvirker til store og vedvarende reduktioner i kropsvægt.
Især i USA er forbruget af midlerne stort. En ud af otte voksne amerikanere har brugt midlerne, og der er seks procent nuværende brugere.
Og med de tal kobler datajournalisten John Burn-Murdoch, at Novo Nordisks resultater nu begynder at vise sig på befolkningens vægt.
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan være sikre på, at Novo Nordisk står bag udviklingen. Men ifølge John Burn-Murdoch er der »højst sandsynligt« en sammenhæng.
Der er tilmed også en kobling i forhold til udviklingen ved danskernes overvægt.
Ved udgangen af 2023 brugte tre procent af voksne danskere Novo Nordisks midler, og den årelange stigning i fedmeniveauerne aftog samme år blandt flere aldersgrupper, skriver Financial Times.
