Drømmen blev født på en station i Spanien

Forfatteren. Hun fik årets debutantpris for sin roman om tre skæbner i Afghanistan. Nu skriver Anne-Cathrine Riebnitzskyom en familie i mistrivsel. Inspireret af sin egen barndom.

Forfatter Anne- Cathrine Riebnitzsky. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har gået på både forfatter- og skuespilskole og har i det hele taget et usædvanligt CV for en forfatter.

Først studerede hun på Forfatterskolen i København. Derefter studerede hun på Forsvarsakademiets Institut for Sprog, som blandt de ansatte drilsk bliver kaldt Forsvarets Skuespillerskole, fordi officersaspiranterne er aktører i rollespil, der skal forberede soldaterne på de forskellige situationer, de kan komme ud for under en udsendelse. Hun blev sprogofficer i russisk og har to gange været udsendt til Afghanistan, ligesom hun har arbejdet på den danske ambassade i Moskva.

Nu er hun fuldtidsforfatter, og i november fik hun årets debutantpris for romanen »Den stjålne vej«, som handler om tre skæbner i det krigshærgede Afghanistan: En ældre troende ingeniør, der bliver taget til fange af Taliban og, hvad næsten ingen gør: overlever, en tiårig dreng, der som mange andre drenge er blevet voldtaget af afghanske politifolk, og en kvindelig lærer, der i det skjulte trodser sin mand, sit samfund og det menneskefjendske Taliban og kæmper for kvinders rettigheder.

»Prisen er en fed anerkendelse, og den har betydet masser af opmærksomhed, og at bogen sælger bedre. Det sidste er nok så væsentligt, for det giver mig mulighed for at skrive en ny roman,« siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, som bor på Als sammen med sin mand Mads, der er officer i Forsvaret.

Hun fandt allerede som 15-årig ud af, at hun ville være forfatter. Det skete, da hun var på et års udveksling på et gymnasium i Sydspanien. Her skrev hun nogle tekster til Jyllands-Posten. Det var rejseartikler. Hun beskrev bl.a. sine indtryk fra en togstation i en lille støvet by, hvor hun stod og ventede på toget til Granada.

»Jeg fandt ud af, at jeg enormt godt kunne lide at formidle en stemning. Det var lige dér, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville skrive, men det skulle ikke være digte. Det skulle være noget længere. Efterhånden som jeg begyndte at læse lange romaner, gik det op for mig, hvor fantastisk det er, at man kan skabe sådan et liv med små bogstaver på hvidt papir. Jeg fik bl.a. fat i Pat Conroys »Savannah«, som nok er min yndlingsroman, og den tudede jeg meget over.«

Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere sagt, at hun ikke bryder sig om litteratur, som udspiller sig i en to-værelses lejlighed. Hun kan lide det store perspektiv, hvilket hendes to bøger udover romanen har hun skrevet en bog om kvinders forhold i Afghanistan vidner om.

»Det er vigtigt for mig at skrive historier, som kan berøre dig og mig ud over vores hverdag. Jeg har rejst meget og der oplevet nogle virkelige store problematikker om godt og ondt, rigtigt og forkert samt liv og død.«

Når hun efter Forfatterskolen valgte at tage den krævende sprogofficersuddannelse, skyldtes det både, at hun var interesseret i sprog, og at Forsvaret specifikt tiltalte hende.

»Jeg havde op igennem skolen og gymnasiet en oplevelse af, at jeg skilte mig ud og var anderledes, og det var nogle gange belastende. Det at være del af en gruppe, være ens klædt og gøre de samme ting tiltalte mig på en mærkelig måde. Det gav mig et tilhørsforhold og en følelse af fred. Jeg havde den samme oplevelse, da jeg flyttede til København. Jeg kommer fra en lille by på Sydfyn, hvor man ikke kunne gå ned af hovedgaden, uden at andre talte om det. I København var folk fløjtende ligeglade med, om du gik midt på gaden eller havde lilla hår.«

Anne-Cathrine Riebnitzsky er vokset op på en gård. Faren var landmand og moren håndarbejdslærer. Hendes mor, der selv som ung har været et år i Canada, sørgede for hun kom på sprogrejser og udveksling, både for at hun skulle lære sprog og få udsyn, men også af en helt anden grund, som nu har sat forfatteren i gang med et nyt projekt. Hun skriver på en roman, som har dysfunktionelle familier som tema. Den handler om vold og psykisk sygdom, som ikke bliver opdaget.

»Jeg har selv en baggrund, der gør, at jeg har et personligt forhold til sådan noget. Der var mere end én grund til, at min mor sørgede for at få mig ud af hjemmet og ud på rejser. Vi taler hverken om incest eller alkohol, men min far havde ikke særlig meget indlevelse, og hænderne sad løst med jævne mellemrum. Det var ikke så meget lussinger, men han kunne finde på at tage fat og ruske, og selve truslen var det værste. Det at blive slået af en, som skal beskytte og passe på en, er slemt. Man mister tilliden fuldstændig og for bestandigt.«

Anne-Cathrine Riebnitzskys far døde for fem år siden, og hun fik aldrig talt med ham om hans opførsel. Eller rettere: Hun og hendes lillebror forsøgte, men deres far afviste det. Han nægtede, at det havde foregået. Nu skriver hun på en roman, som, hun håber, kan udkomme i 2013.

»Min last er åbenbart at skrive om voldsomt tunge ting, så jeg skal virkelig bestræbe mig på at indlægge nogle lyspunkter undervejs, for ellers kan man ikke forlange, at læserne skal læse det. Mit store håb for min næste bog er, at noglæe af de mange, som har oplevet det samme som mig, får lov til at tude over det. Så må vi se, om det lykkedes.«