Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Lasse Barkfors skulle blive kunstner. Han er vokset op i en familie uden synderlig interesse for kunstens verden, og kunst spillede stort set ikke nogen rolle i den første del af hans liv.

»Men jeg havde en lærer i folkeskolen, som gik meget op i film. Vi skulle altid lave film. Og det betød, at jeg også fik et forhold til og en interesse for film,« fortæller Lasse Barkfors.

Lasse Barkfors tog afgang fra Det kongelige Danske Kunstakademi i sommer. Videokunst sikrede ham adgang til den eftertragtede uddannelsesinstitution, hvor han har arbejdet med mange forskellige kunstneriske udtryksformer bl.a. billedhuggeri for til sidst at vende tilbage til filmmediet.

Da Lasse Barkfors og hans medstuderende sagde farvel til akademiet med en afgangsudstilling, gjorde han sig i flere anmelderes øjne særligt bemærket.

»På videofronten står årets afgangsudstilling således særdeles flot, ikke mindst hos Lasse Barkfors, der blandt andet viser »Brown ale/Performing Birdy with my brother«. Fortællingen varer sådan set kun ni minutter, men på den tid bliver man transporteret til en anden dimension, hvor knitrende rødt læder står i smuk kontrast til fløjlsblå nat. Hver vinkel er gennemtænkt, og samtlige farveindslag bidrager til kompositionen, hvilket resulterer i et værk, der er både stemningsfuldt, fortættet og meget sikkert udført,« skrev kunstkritiker Trine Ross i Politiken.

Lasse Barkfors tager udgangspunkt i spillefilm. Han udvælger interessante scener og karakterer, som han sætter ind i nye sammenhænge. Hans afgangsprojekt er eksempelvis et potpourri af Lasse Barkfors’ egen genindspilning af scener fra Alan Parkers antikrigsfilm »Birdy«, Jim Jarmuschs »Permanent vacation« og en scene, som foregår i et science fiction-univers, før filmen ender med en kvindes mentalt forstyrrede udbrud, der stammer fra Andrxej Zulawskis »Possesion«.

»Jeg er meget interesseret i at blande forskellige genrer og rykke i billedet, så det bliver udfordrende for publikum. Mit værk ligner film. Der er et forløb, som publikum kan aflæse og er fortrolig med, men det mentalt forstyrrede udbrud i slutningen skaber en usikkerhed hos beskueren og gør det bekvemme og kendte, ubekvemt og ukendt,« siger Lasse Barkfors.

Lasse Barkfors søgte både ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Den Danske Filmskole, da han var uddannelsessøgende, og kom efter nogle afslag fra begge skoler ind på akademiet.

»Det har betydet meget, at det blev Kunstakademiet og ikke Filmskolen. Jeg har kunnet arbejde med film på en måde, som udfordrer formen. Det havde nok ikke været muligt på Filmskolen i samme grad,« siger Lasse Barkfors.

Da han begyndte på Kunstakademiet i 2005 havde den økonomiske krise endnu ikke fat i Danmark. Almindelige menneskers appetit på kunstinvesteringer var stor, en del akademielever havde aftaler med gallerier, og der var et godt salg i fysisk kunst som malerier og skulpturer. Det er ikke tilfældet på samme måde i dag, og videokunst er generelt en nichevare.

»I lighed med mange andre skal jeg søge legater og andre midler for at få ro til at arbejde med kunst. Når man kommer ud fra Kunstakademiet, er man lidt forkælet, fordi man har kunnet koncentrere sig 100 procent om at lave kunst. Mit drømmescenarium er selvfølgelig at kunne blive ved med det. Men det er svært. Og nu er det store spørgsmål, hvordan jeg kommer til at tjene nogle penge. Hvis man går ud og får et job med noget helt andet for at tjene penge, så bliver ens mentale kræfter fjernet fra kunsten. Jeg tror, at man skal være rimelig stærk for at have et fuldtidsjob og lave kunst ved siden af. Men der er jo masser af mennesker, som gør det,« siger Lasse Barkfors, som så småt går og pusler med sit næste projekt:

»Nogle gange tager det rigtig lang tid at komme i gang med noget, fordi det kræver meget research og mange tanker. Og det er dét jeg er i gang med for tiden. Jeg vil rigtig gerne arbejde videre med det, som jeg tog hul på med mit afgangsprojekt. Jeg er ved at skrælle et lag mere af og finde dybere ned i materien.«