Drive-in-koncerter i lufthavnen: Det minder lidt om barndommens bilferier, bortset fra at vi stadig er på Amager, når turen er slut

REPORTAGE: Intet signalerer coronadesperation og undertrykt lyst til fest som hundredvis af mennesker, der dytter i takt. Trods afsindige regler var der fest på bagsædet under onsdagens drive-in-koncert med L.O.C.

Hele 600 nummerplader var til koncert med L.O.C. i lufthavnen onsdag aften. »Det her er det mest fucked up, jeg nogensinde har prøvet,« sagde rapperen. Bagefter fortalte han en anekdote om at sniffe lightergas som 16-årig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Vagtens krop er så firkantet, at han minder mig om SvampeBob Firkant i sikkerhedstøj, og min matrøde Suzuki Ignis maser sig fladt mod asfalten, da han læner sig op ad køleren, rynker panden og begynder at tale.

»I skal lukke vinduerne i højre side,« brummer det fra et sted bag hans orange vest, mens han stirrer med et blik, der får alle til at stivne.

Selv den rom og cola, min veninde er ved skænke i hvide plastickrus på bagsædet, dirrer nervøst.

»Sådan er reglerne,« siger han med den tynde selvtillid, en uniform forsyner folk med.

»Intet signalerer corona-desperation og undertrykt lyst til fest som en hundredevis af mennesker, der dytter i takt«


Jeg indrømmer, at det er svært at være rigtig street, når man kører i en slidt konebil fyldt med Anders And-blade og strandsten. At blive irettesat af et køleskab i neonvest gør det ikke meget nemmere. Voksenskældud på en parkeringsplads flugter dårligt med rock and roll.

På den anden side er alt lidt underligt denne onsdag aften, hvor lufthavnens parkeringsplads P19 er forvandlet til koncertsted.

En gigantisk scene med storskærm, højttalertårn og reklameskilte skaber næsten illusionen om en rigtig koncert, men troen bliver slået til jorden, da L.O.C. indtager scenen med sit band og går i gang med første nummer. Selv om alle bevæger sig, er det eneste, vi hører, trommerne. Ligegyldigt hvor meget L.O.C. åbner munden, er der ingen lyd.

»En af grundene til, at jeg gik ind i det her, var for at møde kvinder. Det er pænt svært i den her situation. Især når politiet også drøner rundt,« siger L.O.C. og bliver mødt af 600 entusiastiske bilhorn. Intet signalerer coronadesperation og undertrykt festtrang som hundredvis af mennesker, der dytter i takt. Men 50 dages indespærring kan gøre enhver gal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Musikken kommer kun fra bilradioen, frekvensen blev vist på skærmen, mens vi var i gang med noget andet, og står ikke på billetterne, så vi fumler med knapper og kanaler. På et øjeblik er bilen et virvar af jingler fra The Voice og radioreklamer, mens L.O.C. tavs hopper videre på den store scene.

»Det er jo også et sponsoreret arrangement,« konstaterer kokken, som sidder på passagersædet, og så tænder hun en gigantisk cigar, der får os til at åbne vinduerne. Det er her, problemet opstår. Ved de nuværende coronakoncerter i lufthavnen må man ikke forlade bilen, ikke holde for tæt og ikke åbne bilruderne i højre side.

Der sidder vi så, fem meter fra en scene uden lyd og i en halvlukket, røgfyldt bil. Det minder lidt om barndommens bilferier, bortset fra at vi stadig er på Amager, når turen er slut.

Alle bliver som børn

Coronavirussen kom som en ordentlig sten i skoen på musikbranchen. Med det faldende pladesalg udgør koncerterne en stigende del af musikernes indtjening. Ifølge Dansk Live er der sket en vækst på 69 pct. inden for livemusikken i de seneste otte år.

Danskerne vil mærke musikken. Ifølge en måling fra Voxmeter var mere end to millioner danskere til koncert i 2019. 211.500 af os tager til koncert mindst en gang om måneden, og mere end 28.000 oplever livemusik mindst en gang om ugen. For de månedlige gæster er det en stigning på cirka 13 pct. sammenlignet med en tilsvarende måling for 2018.

Det er svært at være rigtig street, når man kører i en slidt konebil fyldt med Anders And-blade og strandsten. At blive irettesat af et køleskab i neonvest gør det ikke meget nemmere. Den røde bil blusser af skam foran scenen onsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Rundspørge på rundspørge har konstateret, at vi ikke kun kommer for at lytte, men i lige så høj grad for at feste og føle fællesskab. Det er bare forbandet svært under en drive-in-koncert, hvis reglerne forvaltes så rigidt, som de gjorde i lufthavnen.

I Indre By står fadølsdrikkerne tæt, men på P19 er det sundhedsskadeligt at befinde sig oven på eget biltag. Ingen af de fire veninder, jeg har mast ind i det gamle karosseri, tør gøre forsøget efter reprimanden for de åbne vinduer. I stedet holder vi festen imellem os, en flaske rom og de medbragte cigarer, mens vi joker med, hvem der først skal bede om hjælp til at blive eskorteret ud på toilettet, som reglerne tilskriver.

Nervøst og ivrigt synger vi højt som de bilferiebørn, vi er blevet, og løfter de fylde plastickrus for at hilse på L.O.C., der pisker liv ind i den amputerede oplevelse.

Ude på skrammer. Trods skarpe regler fik folk igen og igen lyst til at fyre den af under drive-in-koncerten onsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

»Det lyder som en bilkø i Istanbul,« siger han, da bilerne har dyttet efter nummeret, og så lidt mere afdæmpet:

»Det her er det mest fucked up, jeg nogensinde har været med til«.

Og så fortæller han om dengang, han som 16-årig sniffede lightergas og syntes, at alle fugle lød som biler.

»Siger han, at vi skal lade være med at dytte?« spørger den danskstuderende på bagsædet, men klokken er mange, og snart skal vi hjem, så vi fortsætter dytteriet under »Momentet«. Man har jo kun den fest, man selv sørger for.

Kan han klare fem?

Vi er langtfra de eneste kvinder, der er dukket op til koncerten. Over gennemstillinger via Zoom kan storskærmen vise billeder fra de andre biler, hvor rundkindede vestegnstøser kaster håndtegn og vinker begejstret. Fem veninder har medbragt et skilt med teksten »Kan du klare 5?« og »Det kilder i æggestokkene«.

Ro på bagsædet: Til drive-in-koncerter skal bilerne holde afstand, folk skal blive siddende, og de, der skal tisse, må vente på ekskorte. Men hvad der sker inde i bilerne, er folks egen sag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

»En af grundene til, at jeg gik ind i det her, var for at møde kvinder. Det er pænt svært i den her situation. Især når politiet også drøner rundt,« siger L.O.C. og bliver mødt af 600 entusiastiske bilhorn.

Intet signalerer coronadesperation og undertrykt festtrang som hundredvis af mennesker, der dytter i takt, men 50 dages indespærring kan gøre enhver gal.

Kokken tænder på ny liv i cigaren og læner sædet bagud.

L.O.C. har trods alt skovmandsskjorte på, konstaterer hun. Man lærer at være tilfreds med lidt, når man har undværet så længe.

At trække vejret frit

Det er i et øjebliks stilhed på scenen, da L.O.C. vender sig om og godmodigt og optændt driller sine musikere, at jeg kommer til at tænke på noget, jeg engang har læst. Det handlede om underholdningsindustriens misere og hulheden i den tro, at den ægte oplevelse altid ligger langt herfra. Gerne bag lukkede døre eller i et fremmed land, hvor man kan rejse hen og blive fotograferet foran en seværdighed, inden man skynder sig hjem igen.

Bifald fra bagsædet. Publikum gjorde deres bedste for at fyre den af til drive-in-koncert med L.O.C. – men det mest magiske skete nok inde i bilerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Den ægte oplevelse er altid lige her, og denne onsdag aften er det på de tre kvadratmeter, der er i en 14 år gammel Suzuki Ignis, hvor der sker noget af det, man ikke kan købe sig til, og som ikke kan reguleres.

I den forstand er drive-in-koncertens primære raison d'etre, at vi atter kommer ud, at vi kan mærke musikken i brystet og er sammen med andre – også selv om det skal ske på lige lovlig tæmmede vilkår.

Så da koncerten slutter, tænder vi motoren og kører i lang kortege hjem ad Amager Strandvej. 100 biler med høj musik på anlægget og pivåbne vinduer. Det var måske ikke Roskilde Festival, vi var til, og der kan gå ganske længe, inden dét sker igen, men da vi skuer mod den lyserøde himmel, der hænger pasteltungt over Strandparken, er det alligevel, som om vi har holdt vejret lidt for længe og nu endelig får ilt igen.