L.O.C.: »Jeg ser mig selv som et moralsk menneske«

Det vrimler med katolske referencer og religiøs symbolik på L.O.C.s nye album »Sakrilegium«. Her fortæller landets mest succesfulde rapper om, hvilke spor hans katolske rødder har sat i ham. Kunstnerisk såvel som personligt.

L.O.C. i øvelokalet. Foto: Martin Dam Fold sammen
Læs mere

Nærstuderer man teksthæftet til L.O.C.s nye album »Sakrilegium«, dukker de religiøse og katolske referencer op over det hele. L.O.C. rapper om luder-madonna-komplekser, mausoleer og martyrer. Om at kaste molotovs mod perleporten og napalm i himmerige. Han navngiver en sang efter en ung tysk pige, der døde efter en religiøs eksorcisme i 1970erne, og beskriver et andet sted, hvordan vi kun har Gud i munden, selvom paven kører i TVet, og biblen ligger på natbordet.

Referencerne stikker ud som symbolsk ladede pejlemærker midt i rimenes malstrøm af excesser, hykleri og moralsk fordærv. Og det er da heller ingen hemmelighed, at den populære rapper med det borgerlige navn Liam O’Connor har irsk-katolske rødder. Men hvor meget lægger han egentlig i dem i dag? Gemmer der sig dybest set en angrende moralist under det storskrydende succesmonster? Det satte vi os for at undersøge, da vi mødte ham kort før udgivelsen af album nummer otte.

Du har valgt at kalde dit nye album »Sakrilegium«. Hvad betyder den titel for dig?

»Jeg har altid elsket den katolske symbolik. I den katolske kirke har man syv sakrilegier. Nogle mener, at der er ni. Men det sådan noget som dåben, præstens indsættelse og sådan nogle ting. Det er det helligste og her, at man har en pipeline til Gud. Sakrilegium er så at gå i mod det. Det er en blasfemisk handling. Helligbrøde. Og netop det her med at skænde det hellige, synes jeg er meget sigende for, hvordan folk generelt opfører sig. I symbolsk forstand begår vi helligbrøde konstant. Vores prioriteter er lidt fucked up, du ved? Hele det her med, at man er en drengerøv til man er nogle-og-40 i stedet for at have nogle familieværdier. At det i virkeligheden handler om at blive set, at flashe og spille dum i stedet for at brødføde sine nærmeste. På en eller anden måde er vi endt med at være tiltrukket af det negative frem for det positive. Så jeg synes, at ordet sakrilegium var meget sigende, når jeg nu var endt med at lave en plade, der handlede om at prøve at se de her ting i øjnene.«

Hvilken rolle spillede katolicismen i din opvækst?

»Jeg er halvt irer – min far er fra Dublin og kommer fra en meget katolsk familie. Min farmors bror var præst, og hendes søster var nonne. Selvom min far var selvudråbt ateist, efter han kom til Danmark, så kan jeg jo ikke løbe fra, hvilke værdier, moraler og etik jeg har fået proppet ind i hovedet. Vi havde to stuer i mit barndomshjem, men den forreste af dem måtte vi kun sidde i, når min farmors bror, father Tommy, var på besøg fra Irland. Vi måtte heller ikke tygge tyggegummi. Så det har ligesom været den første autoritære figur i mit liv. Han var den første, der kunne få min far til at holde op med at bande. Det er jo noget, der smitter af, når det bliver taget så seriøst. Specielt når du samtidig vokser op i et land, hvor religion ikke for alvor betyder noget. Pludselig mødte jeg religionen i en form, hvor det mere var sådan: »hey, vi kommer i Helvede, hvis ikke du gør sådan her!«. Det gjorde kæmpe indtryk.«

Hvilket forhold har du til katolicismen i dag?

»Jeg har ikke en blind tro på det katolske. Men som tekstforfatter synes jeg, at symbolikken er ekstremt flot og ligger mig meget nær. Og så synes jeg bare, at katolicismens måde at stille moral og etik op på er enormt spot on. På den måde har jeg fået nogle værdisæt med mig. Det er i virkeligheden det, det handler om. Jeg prøvede at skrifte en enkelt gang. Det er ikke ligeså fedt som på film, skal jeg hilse og sige.«

Hvis de ting, du har sunget om på dine plader, står til troende, skulle du nok også sidde længe i den skriftestol...

»Jeg tror i virkeligheden det aspekt ved det katolske, som skinner mest igennem i min musik – uden at folk nødvendigvis lægger mærke til det – er hele spørgsmålet om anger. Det er du i virkeligheden selv den eneste, der kan være dommer over. Du kan da godt sætte dig ind og lyve over for en præst, men så er der jo ingen grund til at sidde der. Så hele den her idé om anger, om selvransagelse, om at alle katolikker er født med en opfattelse af, at de skylder Jesus en tyver, det er den, jeg gør meget brug af.« Som kunstnerisk greb eller også i det virkelige liv?

»Begge dele. Der ligger en værdi i selvudvikling. I at blive klogere på sig selv. I at lære at kontrollere sig selv. I at kunne se tingene i øjnene og stå ved det, når man har gjort noget galt. Og så angre. Ikke bare sige at man gør det. Men virkelig angre. Det synes jeg også kommer til udtryk i musikken: Jeg ved jo godt, at de er fucked up alle de her ting, jeg rapper om.« 

Føler du, at din katolske baggrund gør dig til et mere angrende menneske?

»Hmm... Der er i hvert fald helt klart noget kulturarv på den her plade. Det er nogle små ting. Der er f.eks. et nummer, der starter sådan her: »Danny var ikke min onkel, til det var han for pæn.« Det handler om, at min kulturarv er ligeså meget Dan Turell, som den er W.B. Yeats eller Orson Welles. Det er jo også noget, jeg har med i lasten. Et af de steder, jeg får det katolske fra, er jo det irske, hvor der er også er en musiktradition. Og der tror jeg helt sikkert, at jeg har fået den her melankolske, byrde-på-skulderen-agtige måde at skrive på. Prøv at finde en irsk folkesang, der er glad. Det kan godt være, at den har en munter melodi, men der skal nok være en, der kommer til at dø et eller andet sted i sangen. Der var på et tidspunkt nogle rappere, der sagde til mig, at jeg var sådan en depressiv og sur type. Men det synes jeg jo ikke selv. Når du hører en irsk folkesang, så handler den jo ikke om, at vi skal sætte os ned og græde. Det er bare en konstatering hen over øllet. Den lethed forsøger jeg også at give mine ting.«

I dine tekster refererer du også til andre religioner. Tingene bliver blandet sammen. Er der et større system i det?

»Jeg ser dybest set ikke religionerne som værende særlig meget i konflikt med hinanden. Jeg synes jo også, at jeg har en masse til fælles med f.eks. muslimer, som er retskafne og tror på, at islam er noget positivt. Der er mange ting, der går igen på tværs af religionerne, fordi de i virkeligheden er nedfældet i håbet om det samme. Hvem det er nedfældet af, og hvem der er hovedpersonen, er så bare forskelligt. Men det er lidt den samme film det hele. Jeg er også pænt sikker på, at der findes en del nogle melankolske protestanter derude. Vi bor jo trods alt i Skandinavien. Det er det bedste sted i hele verden at være sådan lidt tungdepressiv.«

Ser du dig selv som et moralsk menneske?

»Meget. Men jeg ved også godt, at der er mange, der ser mig som en moralsk fordærvet person. At det skulle være skredet for mig. Men jeg synes jo selv, at jeg er meget moralsk. At jeg med min musik og mine tekster hiver nogle ting frem i lyset. Nogle ting der anfægter min egen moral og folk omkring mig. Og så forstørrer jeg det. Jeg synes jo, at det er helt vildt fedt, at det, man står og synger, ikke nødvendigvis er lig med det, man mener. Førstesinglen »Marquis« på mit nye album er i virkeligheden et sarkastisk bud på en festsang. Nummeret handler om det her jeg-må-ikke-gå-glip-af-noget-gen, som vi alle har fået i hovedet – den her følelse af, at det hele skal være vildere. Det er i virkeligheden dybt sarkastisk for mit vedkommende. Og det er jeg ikke sikker på, at alle folk opfatter.«

Jeg tror bestemt, at rigtig mange tager dine tekster for pålydende i en eller anden grad. Og måske netop lytter til det som opfordringer til at gå amok og bevæge sig ud af nogle moralske tvivlsomme tangenter. Hvordan har du det med det?

»Jeg laver ikke musik for at redde nogen. Det, der vil gøre mig allermest glad, er, hvis der var en eller anden, der om fem-ti år hørte en af mine sange igen og begyndte at studse over: »Hey, hvorfor siger han egentlig det der? »De skåler for at glemme, at de bli’r forældreløse« (fra nummeret »Marquis«, red.) – det er sgu da underligt!« Og så ligesom går ud af den tangent. Men man må også forstå den tid, vi lever og kommunikerer i. Jeg tror ikke på, at alle folk skal være dybfølte og tænkende på den måde. Der er også nogle ting, der bare skal bruges som soundtrack i baggrunden. Det har jeg også dyb respekt for. Jeg ser det ikke sådan, at folk, der ikke går lige så højt op i musikken som mig, har en dårligere smag. Og hvis man så skulle have lyst til at dykke dybere ned i det en dag, så er det jo bare fantastisk.«

L.O.C.s » »Sakrilegium« er netop udkommet på SGMD.