Danskerne er blevet så vilde med at gå til koncert, at vi købte fem millioner billetter alene i 2011. Det viser en ny undersøgelse fra analysefirmaet YouGov for Koda. Her har hele 53 procent af de adspurgte svaret, at de var til koncert sidste år. Det er en stigning på 9,4 procent siden den sidste lignende undersøgelse i 2004 og 55 procent mere end i 1975, hvor de første målinger blev lavet.
Hele 60 procent af musikbranchens omsætning – det svarer til næsten tre milliarder kroner - kommer dermed alene fra live musik.
- Vi vælger i stigende grad at bruge vores penge på kultur. Vi bruger en større andel på at gå ud at spise, gå på museer og gå til koncerter, siger musiksociolog Rasmus Rex fra Det Rytmiske Musikkonservatorium til Radio24syv.
Men den voksende interesse kommer ikke spillestederne til gode.
De regionale og honorarstøttede spillesteder kan nemlig ikke mærke fremgangen. Ifølge en undersøgelse, som Radio24syv og Berlingske har foretaget, føler 15 ud af landets 19 regionale spillesteder, at de har set et uændret antal - eller et direkte fald i antallet - af koncertgængere. 87 procent svarer, at det enten er blevet lidt eller meget sværere at tjene penge på at drive spillested i dag.
- Problemet er, at der er kommet rigtig mange aktører. Som spillested konkurrerer vi både med byfester, kulturhuse og festivaler, så konkurrencen er simpelthen blevet hårdere. Hvis du vil være med, får du lov til at betale ved kasse et. Og det er svært for os, når vi er forpligtet til at præsentere de navne fra vækstlaget, der ikke kan hænge sammen økonomisk, siger Andreas Linsdell, der er daglig leder af Stars i Vordingborg, til Radio24syv.
Også Lars Sloth fra det regionale spillested Gimle i Roskilde kan mærke problemet:
- Der er flere udfordringer. Vi er presset af stigende honorar, fordi musikerne skal tjene penge et andet sted, når deres pladesalg falder, og samtidig bruger folk færre penge, når de går ud. Men det er os, der står med risikoen, når vi laver koncerter. Hvis koncerten går godt, så får kunstnerne mellem 100 og 70 procent, når omkostningerne er betalt. Vi får højt omkring 20 procent, så selv en velbesøgt koncert, giver os kun omkring et par tusinde kroner i overskud, forklarer Lars Sloth fra Gimle.
Brancheorganisationen Dansk Live kan godt genkende problemet. Organisationens sekretariatschef, Jakob Brixvold, anslår, at spillestederne kun står for en million af de solgte billetter. Resten kommer fra et voksende antal kultur- og forsamlingshuse, festivaler og booking-bureauer, der er begyndt at arrangere deres egne koncerter.
- Det er helt klart, at der er en stor stigning af kommercielle interesser, og det giver vildt store udfordringer, at spillestederne først skal handle med bookingbureauerne og dernæst konkurrere med de samme bureauer, siger Jakob Brixvold til Radio24syv.
Han oplyser, at man arbejder på en ny forretningsmodel, der skal sørge for at spillestederne tjener mere på deres koncerter.