Jeg var lige ved at stoppe op og give en high five. Eller det er jo løgn. Det er slet ikke noget, jeg gør – og da ikke i disse berøringsangste tider. Men han stod der og skuede ud over gaden med et lille, selvbevidst smil krusende om læberne. Mørkt skæg, løftet hage, høje hæle, en gul sommernederdel, der jublede endelig maj, og en imiteret Chanel-taske over skulderen.
I hvert fald havde jeg lyst til at stoppe op og sige ham tak. Tak, fordi han havde mod til at være, som han gerne ville være, uden at lade andre diktere, hvordan han skulle gå klædt. Tak, fordi han tog én for holdet, om man så må sige – satte sin egen skrøbelige krop ind i frontlinjen og ved eksemplets magt vænnede øjet til at se, at der ikke bare er meget mellem himmel og jord, men også mellem traditionel mand og traditionel kvinde. Tak, fordi han ikke gemte sig væk, men insisterede på at være sig selv. Også der midt på Frederiksborggade i solskinnet.
